Test: JBL Endurance Sprint hovedtelefoner

De sidste uger har undertegnede, på hometraineren, haft lejlighed til at teste Endurance Sprint fra JBL – et sæt trådløse hovedtelefoner til sport og aktivt brug som tåler både vand og sved.

Med en vejledende pris på 399,- er de forholdsvis billige – spørgsmålet er derfor naturligvis om de giver værdi for pengene?

Hvad er der i kassen?

Endurance Sprint kommer i en pæn emballage hvor man, uden at bryde emballagen, får et kig på hovedtelefonerne.

Indeni finder man følgende:

  • JBL Endurance Sprint hovedtelefoner
  • USB kabel til opladning
  • Vejledning
  • Ialt 3 sæt tips til hovedtelefonerne

Design og funktioner

Endurance Sprint er, som nævnt indledningsvis, udviklet til aktivt brug og det er derfor både vand og sved-resistent. Hovedtelefonerne er af in-ear typen, men der er en krog omkring hver øretelefon der holder den fast på og i øret. Mellem de to øretelefoner er et kabel, hvilket er ret praktisk da man så har mulighed for at lade headsettet hænge omkring halsen når det ikke er i brug.

Den føromtalte krog er magnetisk, hvilket betyder at man nemt kan hænge den fast i tøjet, rygsækken eller noget helt tredje når de ikke er i brug. Den højre øretelefon fungerer også som fjernbetjening, den har nemlig et usynligt touch-panel på siden, her kan man styre volume, musik og telefonopkald. Det kræver lidt tilvænning, men så sidder det også i fingrene og gør det nemt at betjene dem fra touch-panelet.

Som nævnt lidt tidligere, er Endurance Sprint af in-ear typen, hvilket betyder de går ind i øret og sidder fast i øregangen. Der er dog gjort yderligere for at holde dem fast, for de er udstyret med JBL’s egen TwistLock og FlexSoft teknologi der betyder at man “drejer” dem i øret, så de sidder endnu bedre fast, uden at det er ubehageligt på nogen måde. Denne ret unikke metode gør at de sidder fast i ørerne, nærmest ligegyldigt hvor aktiv man er, og skulle det gå helt over gevind så bliver de holdt fast af bøjlen.

Det faktum at øretelefonerne sidder ret godt fast i øret vil nok dele vandene, for nogle foretrækker en helt tæt pasform, mens andre synes det er rart med lidt luft omkring øretelefonerne så man også kan høre og følge med i omgivelserne. Personligt synes jeg de sidder godt på og i øret, men man skal lige vænne sig til den helt tætte pasform i øregangen.

Det indbyggede batteri i Endurance Sprint holder op til 8 timer og her har de en klar fordel i forhold til mange “true wireless” headset, da batteritiden er forholdsvis lang. Opladning sker via USB og på 2 timer er de opladt igen – har man akut brug for strøm kan de, på 10 minutter, oplades så der er til en times spilletid.

På lydsiden bliver man første gang mindet om at Endurance Sprint er et af JBL’s billigere headset for der mangler lidt bund efter min mening og lyden er til tider en smule “skinger”. Det er dog ikke unikt for Endurance Sprint, men blot en konstatering af at man ikke kan få det hele for små 400,- Lyden er dog bestemt acceptabel og finder man et par passende “tips” kan lyden forbedres drastisk hvis man blot sikrer sig de lukker tæt i øregangen. Til sport og aktivt brug er lyden måske heller ikke helt så vigtigt, her vil jeg personligt vægte højere at de sidder fast og man ikke kan bekymre sig om at de falder ud, og dernæst skal de så naturligvis også kunne spille så højt at de overdøver hometraineren som i mit tilfælde er en Wahoo Kickr som derfor ikke siger det store…

Konklusion

Sprint Endurance er et rimelig prisbilligt sæt hovedtelefoner der takket være IPX certificeringen kan bruges i al slags vejr og til mere eller mindre aktivt brug da de sidder virkelig godt fast i ørerne og endda har en smart krog der redder dem fra at falde ud hvis det går rigtig vildt for sig.

Batteritiden er glimrende, designet nydeligt og med betjeningspanelet på siden er betjeningen også super nem. Lyden lader lidt tilbage at ønske efter min mening, den er en kende tynd og skinger – men stadig udmærket set ift. anvendelse og prisen.

Pris og tilgængelighed

Vejledende pris: 399,-

Funktionalitet 9
Lyd 6
Design 8
Prisa 8
7.8
Mere fra Noel Juul Christensen
Test: Oakley Sutro Lite cykelbriller
Sutro Lite er én af de seneste tilføjelser til Oakley’s store udvalg...
Læs mere
Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.