Test: MIIEGO AL3+ Freedom

MIIEGO er et forholdsvis ungt dansk brand, grundlagt i 2010, som udelukkende fokuserer på udstyr til træning, med hovedtelefoner som det primære område. Sortimentet består i øjeblikket af 3 forskellige modeller, BOOM, M1+ samt AL3+ Freedom som vi her har fået fingrene i.

AL3+ Freedom er et trådløst bluetooth headset med neckband med op til 11 timers batteritid, velegnet til træning da de tåler både sved og vand.

Hvad er der i kassen?

MIIEGO AL3+ Freedom kommer i en nydelig salgsemballage hvor man, uden at bryde forseglingen, kan se og fornemme headsettet.

I kassen finder man:

  • MIIEGO AL3+ Freedom
  • Etui til opbevaring
  • Ekstra ørepuder
  • USB kabel til opladning
  • Vejledning
MIIEGO AL3+ Freedom Indhold i pakken

Se vores unboxing af MIIEGO AL3+ Freedom nedenfor.

Design og detaljer

Headsettet er udført i sort plast og alle knapperne til betjening er samlet på én høretelefon, her er der mulighed for at skrue op og ned for lyden, ligesom der kan skiftes nummer. I bunden af høretelefonen findes USB stikket der bruges til opladning, det er standard microUSB så skulle man smide det medfølgende kabel væk, er sandsynligheden stor for at man har et kabel i skuffen i forvejen. Det sorte plast har den velkendte “gummi-overflade” som ser lidt mere lækker ud og samtidig gør dem mindre udsat for ridser.

MIIEGO AL3+ Freedom er lavet således at neckbandet der går bagom nakken faktisk holder headsettet på plads, både på øret og omkring hovedet – så de bliver der. Neckbandet kan endda, via lidt fiflen, justeres i “tension” alt efter om man har et stort eller lille hoved.

På øretelefonerne er traditionelle skumpuder der kan tages af for rengøring, de sikrer en god komfort – men suger altså også en del sved og man skal derfor lige sørge for at lade dem tørre godt, inden man pakker dem væk efter træning.

AL3+ Freedom er et on-ear headset, hvilket betyder at de sidder på øret, dette har den åbenlyse fordel at man stadig kan høre og fornemme hvad der sker omkring en da de ikke lukker helt tæt i, eller omkring ørerne. On-ear designet har, modsat in-ear hovedtelefoner, også den fordel at man kan bruge langt større enheder for dermed at skabe mere dybde og dynamik i lyden.

Som en bonus-feature er AL3+ Freedom også udstyret med mikrofon, så de kan bruges som headset sammen med telefonen eksempelvis, det kan være praktisk hvis man bruger dem på løbeturen og man venter et vigtigt opkald, eller hvis man blot bruger dem til dagligt.

Som nævnt indledningsvis har AL3+ Freedom en ret imponerende batteritid på ca. 11 timer, hvilket er ganske meget og burde være nok til en del træninger. Ydermere er de IPX6 certificerede hvilket betyder de tåler både sved og vand.

Vægtmæssigt ligger de på sølle 41 gram, så de føles også super lette at bære – uanset om man træner eller måske bare går en tur, man føler næsten ikke man har dem på.

De forbindes trådløst via Bluetooth og da det er 4.1 udgaven får man batteristand og lign. direkte på displayet på iPhonen – sweet!

Lydkvalitet og pasform

Når man får AL3+ Freedom mellem hænderne så virker de ret lette og gør faktisk ikke meget væsen af sig, det ændrer sig dog til den positive side når man får dem på. Det kræver lige lidt “fiflen” at få dem tilpasset end hovedform så de sidder perfekt i nakken og bag ørerne, men det er jo heldigvis en engangsforestilling.

Når først man har fået tilpasset dem, så sidder de virkelig godt og rykker sig ikke ud af stedet når man træner eller er aktiv generelt, dette skyldes primært at de holdes på plads omkring øre og nakke via neckbandet, samtidig er vægten så lav at der ikke kræves ret meget “tension” for at holde dem på plads! De bløde skumpuder gør at de er behagelige at bære, også i længere tid – selvom de altså bliver ret svedige hvis man bruger dem til hård træning såsom på hometraineren hvor sveden hagler af en.

Lydkvaliteten er faktisk overraskende god, der er en fin dynamik i lydbilledet og en god bund i musikken, uanset om dette så er hård rock, pop eller noget helt tredje. Til ca. 600,- er der, efter min mening, ikke noget at sætte en finger på, på lydsiden!

Konklusion

AL3+ Freedom ser måske ikke ud af meget, men de overrasker virkelig positivt når man får dem på, både fordi de sidder virkelig godt (og fast!), men de har samtidig også en fremragende lyd, dejlig lang batteritid og er så tilpas lette at man næsten ikke bemærker man har dem på.

De tåler både sved og vand, så de er helt oplagte til hård træning og aktiviteter såsom eksempelvis løb vil de også være perfekte til takket være on-ear designet der gør det muligt at følge med i omgivelserne, uden at skulle gå helt på kompromis med lydkvaliteten.

Til træningsbrug er AL3+ Freedom helt oplagte og et virkelig godt bud til knap 600,-

Pris og tilgængelighed

Vejledende pris: 599,-

Funktionalitet 8
Lyd 9
Design 7
Pris 9
8.3
Tags fra indlægget
,
Mere fra Noel Juul Christensen
Test: Newline Bike Stretch jersey + Laser bib Shorts
Danske Newline har, udover deres løbetøj, et fint sortiment af cykeltøj, hvor vi...
Læs mere
Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.