Test: Force Drift cykeltrøje

I overgangsperiode fra vinter til forår, samt efterår til vinter, er en dediceret jakke ofte for varm, mens en langærmet trøje er for kold i det danske klima. Løsningen er en lidt kraftigere trøje som eksempelvis Drift fra tjekkiske Force, den er nemlig vindtæt på fronten og giver derfor optimal beskyttelse mod det der ofte er fjenden, nemlig den kølige vind.

Vi har testet den de seneste uger i det danske forårsvejr.

Design og detaljer

Drift cykeltrøjen fås kun i én farve, og det er sort med hvide og gule effekter for øget synlighed. Grundfarven er sort, mens der på brystet og ærmerne er gule effekter, på brystet og ryggen er ydermere et sort og tydeligt Force logo.

Trøjen er udført i 100% polyester og består af en vindtæt front og mere åndbare paneler på ryggen og under ærmerne hvor man har brug for at kunne komme af med varmen, samtidig med at bevægeligheden er bedre end de steder hvor der bruges vindtætte paneler. Materialet virker ret lækkert og holdbart og man har en god kvalitetsfornemmelse når man får trøjen mellem hænderne.

Der er en gennemgående lynlås med “lås” der modvirker at lynlåsen går op og ærmerne er med en bred elastik ved håndleddet som lukker tæt, uden at stramme. I bunden af jakken er der bagtil en bred elastik med silikone som modvirker at trøjen kravler op undervejs.

Indvendigt er jakken med en let foring og dette gælder også for kraven.

Bagpå trøjen er 3 gode lommer i en fornuftig størrelse, så de nemt rummer energi, slange, pumpe og hvad man ellers måtte medbringe på cykelturen. Lommerne er alle åbne, og den ene af dem er med hul mod indersiden af jakken, så ma kan trække en ledning til eksempelvis høretelefoner igennem.

Force’ cykeltøj er ofte lidt stort i størrelserne og det samme er tilfældet her, en str. S er passende til undertegnede der måler 175 cm og vejer ca. 67 kg. Trøjen sidder tæt, som den skal, uden at flagre og er stadig behagelig at have på.

Komforten i Drift er overraskende god, særligt imponeret er jeg over evnen til at holde vinden ude – for det klarer den virkelig godt. Derudover er der en god åndbarhed takket være de åndbare paneler, så man kan komme af med varmen, selvom det blæser. Jakken er testet i temperaturer fra omkring 5-15 grader og her er det fint med en god baselayer og så denne trøje. Den indvendige foring gør at den kan bruges en stor del af året, samtidig med at den bare er lidt mere lækker at have på, da foret er blødt og lækkert.

Design kan man altid diskutere, men personligt synes jeg så absolut at Drift er en flot trøje i et elegant design der kan bruges både på landevejen og i skoven.

Konklusion

Drift er en virkelig god vindtæt trøje der kan bruges en stor del af året i overgangsperioder hvor en alm. cykeltrøje er for kold og den almindelige jakke bliver for varm.

Med vindtæt front og åndbare paneler er man beskyttet mod vinden, men stadig med rig mulighed for at komme af med varmen – perfekt til danske forhold.

Lig dertil en god kvalitet af materialer, et pænt design og en rimelig pris (den koster pt. 549,-) så har man rent faktisk et virkelig en “all-round” trøje som kan bruges flittigt.

Pris og tilgængelighed

Vejledende pris: 549,-

Funktionalitet 9
Design 9
Pasform 8
Pris 8
8.5
Tags fra indlægget
,
Mere fra Noel Juul Christensen
Test: Fox Oasis Hydration Pack
Fox Oasis Hydration Pack er en rygsæk med vandblære, der er en...
Læs mere
Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.