Test: Bontrager XXX Wavecel Road cykelhjelm

I slutningen af marts lancerede Bontrager en ny teknologi i udvalgte hjelme kaldet WaveCel. WaveCel er en unik beskyttelses-teknologi på højde med MIPS som beskytter optimalt mod de ”skæve” slag som hjelmen udsættes for hvis man styrter, faktisk skulle WaveCel teknologien give op mod 48 gange mindre risiko for at man ender med en hjernerystelse efter et styrt – sammenlignet med en helt traditionel cykelhjelm.

Bontrager har lanceret 4 modeller med WaveCel teknologi indtil videre og vi har de sidste uger haft lejlighed til at teste topmodellen til landevej, XXX WaveCel Road, i praksis.

WaveCel – hvad er det?

WaveCel er en helt ny teknologi som kort fortalt går ud på at beskytte hovedet bedst muligt mod de roterende påvirkninger som hjelmen udsættes for hvis man styrter. En traditionel hjelm beskytter fint mod en direkte påvirkning lige på hjelmen, men dårligt mod roterende eller skrå påvirkninger som oftest er det hjelmen udsættes for når man styrter. I praksis er hjelmen udført med en masse ”celler” indvendigt, hvis disse bliver udsat for påvirkning vil de af bløde slaget, deformere sig og slutteligt lede påvirkningen væk fra hovedet.

Se forklaringen på WaveCel teknologien i videoen nedenfor.

Design og detaljer

XXX WaveCel Road fås i henholdsvis, sort, hvid, blå, rød og gul og er, som nævnt indledningsvis, lavet til landevejsbrug. Med det in mente, så kan den naturligvis også sagtens bruges på sporene i skoven.

Med i pakken medfølger et ekstra sæt puder, et par klistermærker og en blød pose hvori hjelmen kan opbevares eller transporteres for at undgå ridser og skrammer.

Hjelmen er Bontrager’s nuværende topmodel til landevejsbrug, så den er udviklet med aerodynamik, komfort, ventilation og beskyttelse for øje. WaveCel teknologien tilføjer lidt ekstra vægt til hjelmen, så den er ikke blandt de letteste på markedet, den vejer ca .352 i str. M, men det er prisen for en aerodynamisk hjelm med optimal beskyttelse.

Vi har testet hjelmen i den hvide farveudgave der har en flot blank overflade og sorte detaljer i ventilationsåbningerne foran. Der er 3 brede ventilationsåbninger foran og 2 mindre åbninger i siden, hertil 3 større bagtil og en enkelt mindre. Igennem alle ventilationsåbningerne kan man se WaveCel cellestrukturen og den grønne farve giver et løft til hjelmens ellers diskrete design.

WaveCel cellerne giver ikke kun en bedre beskyttelse, de hjælper også med at fange insekter så de ikke ryger ind i hjelmen og samtidig “fanger” de vinden og retter denne mod hovedet, istedet for at den blot suser igennem hjelmen.

Kigger man indvendigt i hjelmen er det igen WaveCel der dominerer, da hele inderdelen er opbygget således. Der er lagt en pude i hjelmen for at øge komforten, denne er anti-bakteriel og samtidig er den lidt kraftigere foran for bedre at kunne fange sveden, inden den ender i øjenene.

Bag finder man nakkespændet der er med original BOA-spænde som nemt kan betjenes med én hånd. Nakkespændet kan ydermere justeres op og ned i 4 trin, for den optimale pasform i nakken.

Stropperne og hagespændet er helt klassiske og nemt at justere, dog er stropperne til den korte side og jeg har måtte justere dem helt ud for at hagespændet ikke sad for stramt. Det undre mig faktisk lidt, da en str. small passer til en hovedomkreds fra 51-57 cm. og hvor jeg normalt har rigeligt med strop at “give af” i andre hjelme, både small og medium. Det vil derfor være min anbefaling at man får testet hjelmen i en butik, for at sikre man får den rette størrelse.

Hjelmen har en virkelig behagelig pasform og er nem at justere så det passer perfekt, den indvendige polstring øger komforten og bortset fra et par stropper der, for mig, er til den korte side har jeg ikke én finger at sætte på pasform og komfort – det spiller 100%.

Ventilationen i hjelmen er også glimrende, med det faktum in mente at der er tale om en aerodynamisk hjelm, for de store ventilationsåbninger foran sikrer frisk luft ind i hjelmen, mens man bagtil kan komme af med overskudsvarmen. Det skal dog siges at hjelmen, indtil nu, kun er testet i temperaturer op til maks 15 grader, den er til gengæld testet i temperaturer omkring frysepunktet og her kan man glæde sig over at hjelmen er lidt mere lukket end en traditionel cykelhjelm!

Konklusion

XXX WaveCel Road er uden tvivl en lækker hjelm, den er virkelig flot, har den helt nye WaveCel teknologi for optimal beskyttelse ved styrt og flere fine detaljer som man også forventer at finde i top-hjelme. Komforten og pasformen sidder også næsten lige i skabet, dog synes jeg stropperne er til den korte side for undertegnede (Str. S – 51-57 cm.)

Samlet set en rigtig fed hjelm med en spændende ny beskyttelsesteknologi, men også et forholdsvis højt prispunkt med en vejledende pris på lige under 2000,-

Pris og tilgængelighed

Vejledende pris: 1999,-

Funktionalitet 10
Pasform 8
Design 9
Pris 7
8.5
Tags fra indlægget
,
Mere fra Noel Juul Christensen
Test: Sweet Protection Fluxer MIPS cykelhjelm
Det er ikke længe siden vi sidst testede en cykelhjelm fra Sweet...
Læs mere
Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.