Test: ABUS Bordo 6000 Alarm

ABUS er nok i virkeligheden bedst kendt for deres låse og sikringsløsninger til bl.a. cykler, selvom deres sortiment også rummer bl.a. cykelhjelme som vi også tidligere har testet og anmeldt.

Bordo 6000 Alarm er en videreudvikling af Bordo 6000, i praksis er den blevet udstyret med en alarm som skal skræmme pil-fingrene væk hvis de forsøger at rykke på lås eller cykel.

Hvad er der i kassen?

Bordo 6000 Alarm kommer i en æske med selve låsen, 2 nøgler og et nøglekort, en holder til cyklen samt en vejledning.

Design og funktioner

Bordo 6000 Alarm ligner en klassisk foldelås, denne model er 90 cm, har 6 led og fås i både hvid og sort udgave. Låsen vejer alene knap 1,4 kg., så det er altså også en lås med noget gods i!

Rent sikringsmæssigt er denne lås klassificeret fra ABUS som 10/15, så det er med andre ord en rigtig god og kraftig lås i den bedste kategori fra ABUS’ side. Den er ydermere testet og beskyttet mod angreb med is-spray. Slutteligt er låsen varefakta/forsikringsgodkendt, hvilket bestemt ikke er uvæsentligt.

Foldelåsen er med blød gummi-belægning på udvalgte steder, så den ikke ridser cykel eller hjul unødvendigt når den er i brug og takket være de 90 cm. kan den også bruges til større cykler såsom lad og el-cykler. Der medfølger en smart holder som gør det muligt at opbevare låsen på cyklen når den ikke er i brug, denne er dog nok mest relevant for bud/ladcykler eller en el-cykel hvor vægten ikke gør den store forskel.

Som nævnt tidligere kommer låsen med 2 nøgler, samt et nøglekort så kan nemt og hurtigt kan bestille nye nøgler direkte hos producenten.

Låsen er virkelig nem at bruge, og størrelsen gør det ret nemt at få cyklen fastlåst til et eller andet objekt, så man gør det endnu sværere for cykeltyven at stikke af med cyklen.

I videoen nedenfor er Bordo 6000 Alarm demonstreret ganske kort.

Alarm-funktionen fungerer på den måde at den først vil give et advarsels-bip, det kan være praktisk hvis en anden lige rammer din cykel i cykelstativet, eller når du skal låse den op eksempelvis. Hvis man fortsætter med at bevæge cykel eller lås, så vil, alarmen lyde og selvom den “kun” larmer med 100 dB, så vil jeg antage at de fleste cykeltyve vil tage benene på nakken. Ikke så meget pga. lydniveauet, men simpelthen fordi de vil blive forskrækket. Ydermere vil det tiltrække en del opmærksomhed hvis cyklen står placeret et sted med megen trafik og mange mennesker.

I videoen nedenfor er alarmfunktionen/sirenen i Bordo 6000 Alarm demonstreret i praksis.

Konklusion

Alarm på cykellåsen giver nok ikke mening for alle, men har man en dyrere cykel, eksempelvis en ladcykel, budcykel eller en el-cykel som man har behov for at parkere et sted med mange mennesker og masser af trafik, så kan Bordo 6000 Alarm måske gøre at tyven stikker af, istedet for at stikke af med din cykel. Fordelen er her at man ikke kun får en virkelig kraftig og sikker lås, men samtidig en afskrækkende alarmfunktion der med sine 100dB bør sende langfingrede cykeltyve på flugt, om ikke andet så gør den omgivelserne opmærksom på at der her sker noget der ikke er i orden! Den er lidt stor og klodset, så den egner sig nok bedst til cyklen hvor vægten ikke betyder det helt store, så man kan få gavn af den medfølgende holder til cyklen.

Med en vejledende pris på ca. 1249,- er der også tale om en løs i den dyre ende, til gengæld er den både sikker og ret smart!

Pris og tilgængelighed

Vejledende pris: 1249,- / Set til 939,-

Funktionalitet 9
Brugervenlighed 10
Design 7
Pris 7
8.3
Tags fra indlægget
,
Mere fra Noel Juul Christensen
Black Friday 2020: De bedste tilbud på cykler og cykelgrej
I en tid hvor COVID-19 stadig sætter dagsordrene er Black Friday i...
Læs mere
Join the Conversation

2 Kommentarer

  1. says: Lukas Andersen

    Hej Noel,
    Jeg har lige fået en super lækker ny racercykel, som jeg er en lille smule mere øm overfor end den gamle.
    Jeg havde den gamle i mit kælderrum, som kun jeg har adgang til, og vil også opbevare min nye i kælderrummet. Den skal være der mener kæresten….
    Spørgsmålet lyder på: Hvor længe larmer denne lås når den først går igang? hvis “tyven” stopper med at røre ved cyklen stopper den så derefter?
    Jeg bor nemlig på anden sal og ønsker ikke at låsen skal larme hele natten, og mine underboer derfor ligger vågen den halve nat.
    Tror du det ville være en god løsning?
    Vh
    Lukas

  2. Hej Lukas,

    Tak for dit spørgsmål.

    Jeg har desværre ikke kunne finde info om hvor længe alarmen lyder, men mon ikke den stopper indenfor “rimelig tid”, det er jo ment som noget der skal afskrække. Den giver først et advarselsbip hvis man rykker på cyklen, og fortsætter man med at pille, så går alarmen.

    Det er svært at svare på om det er den rette løsning, måske en stærk kædelås og et anker i gulv/væg var bedre, så den simpelthen er noget nær umulig at stikke af med? Alternativt har jeg selv et par af disse som jeg bruger ifm. ferie og lign:
    https://www.amazon.com/Ideal-Security-Inc-SL1006-Weather-Portable/dp/B07M7DWGFG

    Med venlig hilsen,

    Noel Juul Christensen
    CykelStart.dk

Leave a comment
Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.