Test: Muc-Off NTC Nano Tube Chain

Muc-Off kender de fleste fra deres rengørings og smøreprodukter – men de har forskellige andre ting i deres sortiment, bl.a. deres NTC, eller Nano Tube Chain, en kæde som de selv påstår er “verdens hurtigste kæde” – hvordan det hænger sammen, har vi kigget nærmere på!

Verdens hurtigste kæde – hvordan?

Nano Tube Chain er en helt almindelig Dura-Ace kæde (Fås også i en udgave til SRAM), men den er behandlet på en helt særlig måde for at minimere friktionen i kæden, så man sparer op til 10 watt. For motionisten er det nok ikke de 10 watt der gør forskellen, men vi jagter jo alle fart og ønsker at optimere så meget som muligt på grejet, for at få mest muligt ud af de kræfter vi ligger i pedalerne.

Muc-Off har simpelthen taget en Shimano Dura-Ace kæde, smidt den i en ultrasonisk renser så den er fuldstændig renset for fedt og smørelse og derefter behandlet den, i hånden, med deres egen Nanotube smørelse. Dette smøremiddel giver kæden er mat og små-sort overflade, ja faktisk ser den egentlig bare lidt små-beskidt ud, men det er meningen, så man må endelig ikke begynde at tørre det af.

Det der primært adskiller Muc-Off’s NTC med lignende produkter, er at den kan bruges i al slags vejr, fra sol og sommer til regn og efterår og derudover så bliver friktionen i kæden kun mindre, efterhånden som den “varmes op”, altså kan den bruges til både landevej, cross og mountainbike hvis man er på jagt efter de sidste marginaler!

Ulempen er så at den behandling den har fået fra start, forgår efter en rum tid, Muc-Off “lover” at den holder ca. 650 km. i tørt vejr og ca. 400 km. i vådt vejr, herefter skal den behandles igen med deres særlige Nanotube smøremiddel, men den får aldrig helt samme “ydeevne” som ved levering. Alternativt kan man rense kæden i bund og bruge den som en helt “almindelig” Dura-Ace kæde der i sig selv også giver et godt resultat med ens yndlings-smørelse.

Installation

Muc-Off Nano Tube Chain monteres på cyklen som enhver anden kæde, så har man skiftet en kæde tidligere, er denne del intet problem. Man skal dog være opmærksom på at kassette, klinger og pulley-hjul skal være fuldstændig rene inden installation, således man ikke starter med at svine kæden til og dermed øger friktionen.

Det betyder også at man skal være lidt mere omhyggelig ifm. installation af kæde, altså er det en god ide at bære handsker og sørge for den ikke rammer jorden og evt. bliver fyldt med sand, skidt eller hvad man nu kunne have liggende på gulvet i værkstedet.

Når kæden er monteret skal den “indkøres” og efter 4-6 timer på hometraineren yder den maksimalt! I praksis vil de fleste dødelige nok bare kører nogle timer på landevejen, men hvis man skal deltage i et løb eller lign., så skal man altså lige have den kørt ind, inden man får optimal effekt ud af den.

Nano Tube Chain i praksis

Indrømmet, undertegnede er lidt af en grej-nørd og det betyder da også at min (komfort) racer allerede nu er udstyret med krankboks med keramiske lejer, OSPW med keramiske lejer og nu også en Nano Tube Chain, for det skal da i hvert fald ikke være udstyret der sætter begrænsningerne! Jeg har kørt med kæden i sidste halvdel af sæsonen i 2019 og her i starten af 2020, 95% af tiden i godt vejr, enkelte ture med små-regn – men altså overvejende i godt vejr og det er faktisk først nu, efter min. 2000 km. at den begynder at trænge til lidt smørelse. Jeg har kun vasket den med lidt vand enkelte gange, og ellers bare sørget for at holde den fri for al for meget skidt, og ikke vasket/tørret den unødigt. Det i sig selv, synes jeg faktisk er ret fantastisk og imponerende!

Kæden har i perioden kørt enormt lydsvagt og skiftet som en drøm, som en frisk og velsmurt kæde bør gøre, og dette også efter mange kilometer uden skyggen af voks eller olie.

Konklusion

Om den har gjort mig hurtigere, tja, den har i hvert fald ikke gjort mig langsommere det er 100% sikkert. Man får en god kæde der, efter kærlig behandling af Muc-Off, har minimal friktion så man overfører mest mulig power. Man må “leve” med en kæde der ser lidt sort og beskidt ud, til gengæld slipper man for at rense og smører i en rum tid, for man behøver faktisk ikke røre den, evt. lige skylle den – that’s it! Skiftet er let og ubesværet og kæden er meget støjsvag takket være Nanotube behandlingen.

Med en vejledende pris på 999,- koster den ca. 3x så meget som en “almindelig Dura-Ace/XTR kæde, så den er væsentligt dyrere, til gengæld får du mulighed for at spare op til 10 Watt bare ved at skifte kæden og er man på jagt efter steder at optimere, så er det da oplagt også at kigge på drivlinien. Med så høj en pris er det nok primært dem der jagter de sidste watt der kan betyde forskellen mellem en sejr og en 2. plads som den er interessant for, alle vi dødelige motionister får “bare” en super god kæde som man slipper for at smøre i nogle hundrede (eller i mit tilfælde, tusinde…) kilometer.

Pris og tilgængelighed

Vejledende pris: 999,- / Set til 799,-

Funktionalitet 10
Ydelse 9
Pris 6

Samlet score

8.3
Tags fra indlægget
,
Mere fra Noel Juul Christensen
Test: Cannondale CFR lange cykelbukser (2015)
Cannondale er nok bedst kendt for Deres cykler, specielt Deres MTB’er med...
Læs mere
Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.