Test: AGU Essential Prime bibshorts

Hollandske AGU’s Essential-serie har vi efterhånden stiftet bekendskab med nogle gange her på redaktionen. Essential-serien er en serie af prisstærke produkter der kan bruges til hverdag, altså er serien meget velegnet til pendleren eksempelvis. Fælles for alle produkterne er dog at de holder en høj kvalitet ift. prisen, og derfor giver god værdi for pengene, la’ os se om også deres Prime bibshorts gør det!

Design og detaljer

Essential Prime Bibshorts er udført i 210 gram’s Power Lycra, det er et super strækbart materiale, der samtidig er meget tyndt og let. De er udført i 2 dele, en underdel i føromtalte Power Lycra, samt en overdel i mesh fra livet og op, det gælder også seler og den delvist åbne ryg. Dette giver en optimal åndbarhed og gør dem mest velegnet til brug i årets varmeste måneder. At selerne er i mesh gør så, desværre, at de har lidt nemmere ved at folde sig sammen, her foretrækker jeg de “flade” seler som altid sidder som de skal – men kan man ikke få det hele til budget-pris.

Bibshortsene er med flade syninger, så der er intet der generer unødvendigt og afslutningerne ved lårene er brede laserskårne elastikker med silikoneprint indvendigt for at holde dem på plads. Sidstnævnte gør dog også at de kan “nive” lidt når man tager dem på, da silikoneprintet kan få fat i hårene – så man kan med fordel lige åbne dem godt når man trækker dem på.

Indvendigt i Essential Prime Bibshorts er en klassisk pude som hos AGU går under navnet Red 120. Den er 14 mm tyk (på det tykkeste sted) og altså rimelig tynd og fleksibel – men stadig med fornuftig komfort. Puden har varierende tykkelse alt efter hvor der er brug for mest støtte og går forholdsvis langt op ved skridtet, så det hele er “beskyttet” og holdt på plads af puden.

Komfort og pasform

Undertegnede har testet Essential Prime bibshorts de sidste uger, hvor vejret har været noget svingende – men de har ikke svigtet. Materialet er let og behageligt mod kroppen, dog kunne jeg frygte at det lidt blanke stof i løbet af kort tid bliver mat på bagdelen, men det er i småtingsafdelingen.

Overdelen i mesh fungerer godt, den er fleksibel og gør det nemt at komme af med varmen – også på ryggen.

Afslutningerne ved benene med de brede elastikker holder dem godt på plads, men som tidligere nævnt så kan det nive lidt i hårene når man trækker dem på.

Puden er ganske behagelig og til dagligdagsbrug giver den fin støtte – den er rimelig tynd og fleksibel, så den former sig godt efter rytteren.

Jeg har testet Essential Prime Bibshorts i str. S, og det er den rette størrelse for undertegnede der måler 170 cm og vejer ca. 65 kg., de sidder tæt – som de skal.

Konklusion

AGU’s Essential Prime Bibshorts er et par ret klassiske bibshorts med nogle fine detaler, eksempelvis overdelen i mesh, en fin pude og laserskårne afslutninger – samlet set en fin “pakke” set i lyset af en vejledende pris på ca. 649,-

Essential Prime bibshorts kan bruges både på landevejen og på mountainbiken og det helt klassiske sorte design gør at de kan bruges i kombination med andre mærker af cykeltøj – overdele, løse ben osv.

Et par rigtig fine bibshorts der giver rimelig god værdi for pengene, et “sikkert køb”.

Pris og tilgængelighed

Vejledende pris: 649,-

Funktionalitet 8
Design 7
Pasform 8
Pris 7
7.5
Tags fra indlægget
, ,
Mere fra Noel Juul Christensen
Oakley udvider sortimentet med hjelme og cykeltøj
Oakley, der nok bedst er kendt for deres briller, fremviste ved dette...
Læs mere
Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.