Swapfiets udlejer cykler på abonnement, man betaler en månedlig pris, og så er alt inkluderet. Går cyklen i stykker, så kontakter man Swapfiets og den bliver lavet eller ombyttet inden for 48 timer. Servicen gælder i de største byer, i skrivende stund er det: Aalborg, Århus, København og Odense.
Deres nyeste model er en el-cykel med 7 gear de har givet navnet Power 7, og den har jeg haft mulighed for at prøve i nogle uger.
Specifikationer
- Motor – Shimano Steps E6100
- Skærm – Shimano E5000
- Gearnav – Shimano N7 Coasterbrake
- Forbremse – Rullebremse C6000 med IM70 bremsegreb til forbremse
- Dæk – 47 mm brede, for ekstra komfort
- Låsetype – Axa Block XXL
- Ekstra lås – ekstra sikkerhedslås (kæde) 8.5 mm.
- Batterilås – Axa
- Torque – 50 Nm
- Kraft – 250W
- Gear – 7
- Batterikapacitet – 504 Wh
- Samlet vægt – 28 kg
Design og funktionalitet
Swapfiets laver robuste og solide cykler, og de har alle det karakteristiske blå forhjul.
Batteriet vejer i sig selv 2,8 kg, og sidder i stellet, sikret mod tyveri med en nøglelås.
Når man skal oplade det, kan man vælge at tage batteriet ud og koble det til laderen, eller man kan sætte laderen direkte til cyklen via et stik på siden af stellet.
Motoren er centermonteret omkring kranken, hvilket betyder at den giver hvert pedeltråd ekstra kræfter på en mere naturlig måde, og at kræfterne også går gennem gearet så man bedre kan udnytte gearing hvis man f.eks. skal op af en stejl bakke. Og så giver det også bedre balance i cyklen, når de tunge komponenter sidder monteret lavt.
Det er en tung cykel, så den skal have gode bremser, og med en klassisk “træd-baglæns-bremse” (coaster-brake) på baghjulet og en håndbetjent rullebremse på forhjulet så stopper den faktisk rimelig hurtigt.
Power 7 har 7 indvendige gear, der skiftes med en drejeskifter på styret.
Power 7 er en cykel der bygget til komfort og som skal være praktisk, den er ikke bygget til fart. Det ses også på sadlen, der er af den helt brede type.
Der er naturligvis fastmonteret lys både for og bag.
Man styrer både lys og hvor meget motoren skal hjælpe via et display på styret. Man kan vælge mellem 3 niveauer af motorhjælp, og der vises også et bud på hvor mange km man kan køre med den valgte indstilling.
Power 7 er udstyret med en dobbelt lås, med en ringlås der låser baghjulet, og med en solid kæde så man kan låse cyklen fast til inventar i bybilledet.
Jeg har ikke prøvet at køre på el-cykel før jeg fik mulighed for at prøve Power 7. Jeg kører normalt på en racer/citybike hybrid der er let, med udvendige gear. Så det tog lidt tilvænning at man ikke kunne træde baglæns for at få den rette stilling på pedalerne inden man satte i gang. Og så mærker jeg meget hurtigt at Power 7 er en tung cykel i forhold til min normale cykel. Men efter nogle ture så gik det fint med at køre på den. Dog så slår motoren fra når man når 25 km/t (som den jo skal i følge lovgivningen) og så mærker man at der skal bruges kræfter for at køre hurtigere, så man vænner sig hurtigt til at holde en fart på præcis 25 km/t så man får hjælp fra motoren hele vejen. Men accelerationen fra man står stille til man kører 25 km/t den kan være kvik og nok det sjoveste ved at køre el-cykel 😉 Hjælpen fra motoren kommer naturligt når man træder rundt, og man bliver ikke overrumplet af et pludseligt skub fra motoren. Det føles som man har en god rygvind på hele cykelturen. Og bakker kræver kun at man lige går et gear eller to ned, så stryger man også let over dem med hjælp fra motoren.
Konklusion
Power 7 er en arbejdshest! Den kører ikke vanvittigt hurtigt og er i den tunge ende, men den er solid, komfortabel og man kan komme frem til destinationen uden at være svedig, selv i modvind. Man kan sætte både kurv og cykeltasker på den, og på den måde også klare de daglige indkøb med mere, og spare en tur eller to med bilen. Batteriet giver en lang rækkevidde på omkring 145 km ved den letteste motorindstilling, og ca 50-60 km hvis man sætter motoren til maksimal hjælp. Og med abonnementet så skal man ikke tænke på hverken service eller reparationer, så bor man i en af de nævnte byer er det en forholdsvis billig og ubekymret måde at køre el-cykel.
Priser
Det koster pt 595,- pr måned at leje Power 7, inkl. reparationer og service.
Læs mere på www.Swapfiets.dk