Shimano er i cykelkredse nok bedst kendt for jeres komponenter, altså geargrupper og deslige. De har dog et kæmpe bagkatalog af andre produkter, bl.a. cykelsko som vi tidligere har testet nogle stykker af, og ikke mindst cykeltøj – selvom man ikke ser og hører så meget til denne kategori fra Shimano.
Wind Jacket er en klassisk vinterjakke der kan bruges ned til omkring frysepunktet og som er både vind og vandafvisende samt åndbar – vi har testet den i den danske vinter, endda med sne og i det tidlige forår i +10 grader.
Design og detaljer
Wind Jacket er udført i en kombination af 88% polyester og 12% elastan, materialet er et 3 lags materiale der er både vindtæt og vandafvisende, samtidig med at det lader kroppen ånde – Shimano kalder sidstnævnte teknologi for “Metallic Thermal Tech”.
Den fås i 4 farver, sort, blå, rød og fluo og i størrelser fra XS til XXXL, så de fleste bør være dækket inde.
Wind Jacket har et klassisk design med en tæt pasform, hvilket gør den velegnet til både gravel, landevej, pendling og MTB. Den er lidt længere bagpå, for at dække nederste del af ryggen når man indtager “race-position” og den har gennemgående lynlås fra YKK.
Ved brystet er en lomme som snildt rummer en mobiltelefon, og bagpå er der ligeledes 3 åbne lommer, samt refleks. Disse lommer kan eksempelvis bruges til opbevaring af pumpe, energi, ekstra slange eller noget helt fjerde.
Kraven er halvhøj og giver beskyttelse af halsen på de kolde dage, mens der i livet er en bred elastik med silikoneprint der holder jakken på plads.
På bagsiden er 2 mindre åbninger øverst på ryggen, dette er ventilationsåbninger der skal sikre at man kan komme af med varmen.
Afslutningerne ved ærmerne ligner afslutningen omkring livet og er lavet i samme design med en forholdsvis bred elastik som sikrer at der lukkes tæt omkring håndleddet.
Indvendigt er Wind Jacket med blødt/opkradset fleece de fleste steder, dette gør den blød og lækker og skaber en god isolation.
Komfort og pasformen
Wind Jacket er primært testet i temperaturer lige omkring frysepunktet, nogle dage lidt under, andre lidt over – og jeg tænker dette for de fleste vil være komfort temperaturen. Jeg har også benyttet den i +10 grader uden vind, her var den umiddelbart for varm, mens den i 8-9 grader og masser af vind ikke blev alt for varm. Den giver beskyttelse mod elementerne, både vind og nedbør generelt, men lader samtidig kroppen ånde – så man ikke bare bliver våd indefra. Sammen med den rette baselayer, vil Wind Jacket kunne bruges i al slags vejr som Danmark kan byde på, vil min påstand være! Man skal dog bemærke at den ikke er vandtæt, altså er det ikke en regnjakke. Den er dog vandafvisende og klarer derfor snildt nedbør i rimelig mængder, men siler regnen ned i noget tid må man altså forvente at Wind Jacket på et tidspunkt “giver op”.
Pasformen synes jeg personligt rigtig godt om, den sidder godt på kroppen og tæt på de rigtige steder. Jeg har testet den i str. S og den størrelse passer fint til mine 65 kg./175 cm. Den sidder til, men ikke tættere end jeg har mulighed for at vælge ét eller to lag indenunder, alt efter hvor koldt det er. Normalt vil jeg altid kun have ét lag indenunder, altså en baselayer af varierende tykkelse alt efter vejret.
Lommen på brystet er genial og er perfekt til placering af mobilen, så man har nem adgang til denne. Det gælder uanset om man bare skal nappe et par billeder fra dagens tur, besvare et opkald eller tjekke hvor langt man har kørt på sin træningsapp. Der findes flere jakker med lommer på brystet, men på Wind Jacket bemærkede jeg dårligt nok at mobilen (iPhone 8) lå i lommen, så den er for mig perfekt placeret.
De 3 lommer bagpå er dog lidt for smalle til mig, jeg har svært ved at få hånden ned i lommerne og det gør at det er svært, når man cykler, at få fat i noget der ligger i én af lommerne. Naturligvis er det ikke umuligt, og stopper man op er det noget nemmere – jeg havde dog ønsket de var en tand bredere, eller man havde nøjes med 2 lommer – så de var lidt nemmere at gemme energi og andet i, som man gerne vil have fat i mens man er på cyklen.
Konklusion
Wind Jacket har et meget klassisk og afdæmpet design, men man må ikke lade sig narre, for det er faktisk en virkelig god jakke! Den gør det bedst, for mig, i temperaturer mellem 0 og 5 grader og gerne med lidt vind så man får glæde af både isoleringsevnen og det faktum at den er vindtæt. Som nævnt har jeg også testet den på dage med temperaturer over og lige under 10 grader, og her vil jeg nok mene den (for de fleste) vil blive for varm.
Jakken har en glimrende og rimelig afslappende pasform. Da det er en vinterjakke er der plads til at man kan have et par lag indenunder, altså må man ikke forvente den helt tætte “race” pasform her.
Den lille lomme på brystet er for mig ret genial, jeg synes det er ret træls at skulle have mobilen i ryglommen. De tre ryglommer synes jeg så til gengæld er lidt for smalle og svære at benytte mens man cykler, så her ønsker jeg mig lidt bredere lommer.
Samlet set vender tommelfingeren op for Wind Jacket fra Shimano, en klassisk cykeljakke til de kolde dage i et afdæmpet design, men i super høj kvalitet der er som bygget til det nordiske klima med blæst, regn og andre former for nedbør.
Pris og tilgængelighed
Vejledende pris: 1199,- / Set til 899,-
Hej cykelstart.
Tak for det gode stykke arbejde i gør med alle de andmeldelser af så mange produkter. De er en stor hjælp, for det er en værre jungle at finde rundt i. Man kan ikke altid stole på den beskrivelse af produktet som butikkerne kommer med og tit er der slet ikke nogen. Jeg har et spørgsmål, og det lyder Hvad er den bedste vinterjakke, når det kommer til at holde varmen ved flere minusgrader?? Evt de 3 bedste efter jeres viden og erfaring. Mvh Christian V
Hej Christian
Uha, det er et svært spørgsmål – det afhænger af flere faktorer, ex. pasform og i hvilket “klima” den skal bruges.
Jeg vil sige at den bedste vinterjakke jeg har testet i nyere tid, må være denne fra Isadore:
https://www.cykelstart.dk/test-isadore-merino-membrane-softshell-jakke/
Men hvis man er typen der fryser nemt, skal man måske have en lidt tykkere jakke. Det er derfor lidt svært at give et endegyldigt svar på, da det afhænger lidt af hvor meget kulde du “tåler”, om du planlægger at køre en 5 eller -10 grader og om du ønsker beskyttelse mod vand/nedbør eller blot skal holdes varm.
Med venlig hilsen
Noel Juul Christensen
CykelStart.dk