Fra hollandske AGU har vi de sidste måneder testet Bold cykelbrillerne, et par halvstore cykelbriller som i denne udgave er med fotokromiske linser. Modellen findes også med almindelig linse med enten sort, hvid eller gul stel.
Design og detaljer
Brillerne er udført i et materiale kaldet Grilamid TR90, et let, men stadig stærkt, plastmateriale. Linsen er UV400-mærket, som betyder at den blokerer alle solens stråler.
Ved næsen er justerbar næseklemme med gummibelægning, samme gummibelægning er der for enden af brillestængerne. Den gummi der er brugt er allergivenlig, så man undgår gener hvis man af en eller anden grund ikke tåler gummi på huden. Gummiet på brillestængerne hjælper også med at holde brillerne fast, uden at de strammer omkring hovedet.
Brillerne er mellemstore, så de dækker et godt område ved øjnene og man undgå at “kigge” ind i rammen, det kan være ret generende. Linsen er fotokromisk, hvilket betyder at jo mere lys der er, jo mørkere bliver linserne – og omvendt. Det er super praktisk i rigtig mange situationer, bl.a. har jeg sat stor pris på funktionen på gravelcyklen hvor man kører under forskellige forhold – både høj sol og i skygge. Her er et par traditionelle solbriller typisk for mørke når man rammer skoven/skyggen, mens et par klare briller ikke giver nogen særlig beskyttelse mod solen. Med et par fotokromiske linser får man både beskyttelse mod solen når det er relevant, samt beskyttelse af øjnene generelt når man rammer en skovsti eksempelvis – det er ret genialt!
Jeg har et forholdsvis lille hoved, men jeg synes at Bold sidder ret godt på mig – de vejer meget lidt, så man bemærker ikke man bærer dem. Samtidig giver linserne god beskyttelse mod vind og vejr, så man slipper for øjne der løber i vand hvis der er smæk på vinden. Dug på brillerne er heller ikke noget jeg har døjet med, jeg tror delvist det skyldes at der er en lille åbning mellem stel og brilleglas, så de ikke lukker hel tæt til ansigtet.
Konklusion
Cykelbriller fås i mange forskellige modeller, farver og former og det handler i høj grad om design – og sidstnævnte er jo som bekendt en smagssag.
Personligt synes jeg AGU er lykkedes ret godt med Bold cykelbrillerne, de har forholdsvis store linser som moden diktere, et super let og stærkt stel og justerbar næseklemme samt gummi på brillestængerne så de sidder hvor de skal. Ydermere kommer denne model med fotokromisk linse, til en ret skarp pris på under 500,-
Kan man lide designet, så får man i Bold fra AGU et par super fornuftige cykelbriller til en ret skarp pris!
Pris og tilgængelighed
Vejledende pris: 499,-