Løbsberetning: Danmark’s Højeste Motionscykelløb 2021

Danmark’s Højeste Motionscykelløb er lidt af en forårsklassiker i det østjyske og sorgen var derfor stor da løbet i 2020 endte med at blive helt aflyst grundet COVID-19. Heldigvis blev det muligt at afvikle løbet i 2021, dog i en lidt amputeret udgave, da antallet af deltagere måtte skæres ned så gældende regler kunne overholdes – samtidig med at dette så betød at nogle ruter udgik. Vanen tro blev løbet afviklet på Kr. Himmelfartsdag som i år betød at det var torsdag d. 13-05-21.

Løbet havde i år plads til i alt 500 deltagere, fordelt på de 4 distancer: 70, 105, 140 og 190 km.

Redaktøren har tidligere kørt 105 og 140 km., så det naturlige valg var 190 km. ruten i år, når nu man ikke ved hvor meget cykelløb man “får lov” at køre denne sæson, og så skal man vel samtidig også udfordre sig selv!

Start og målområde

Start og målområdet er flyttet til Fælleden, hvilket giver rigtig god plads til start/målområde samt parkering – og særligt når antallet af deltagere er skåret ned til 500 stk., for at kunne have startgrupper med maksimalt 25 ryttere i hver gruppe. Men også fremadrettet giver denne nyere lokation rigtig god mening – da der er langt bedre plads til mange deltagere og evt. familie og venner der (på sigt) kommer og hepper på.

Startnumre blev udleveret onsdagen før og fra morgenstunden inden løbet – alt sammen ved fremvisning af gyldigt corona-pas, og det må vi nok bare vænne os til i denne sæson.

I start/målområdet kunne man bl.a. tanke vand og energi, men grundet COVID-19 var der også skåret ind til benet ift. fest og spas på pladsen og den del savner vi altså lidt!

190 km. ruten

190 km. ruten byder på hele 2182 hm. i og omkring Skanderborg – jeg har dem mistænkt for at have fundet alle stigninger i området. Jeg er rimelig lokalkendt i området, så ruten var ikke blevet studeret nærmere – men jeg havde dog lagt ruten ind på min Garmin EDGE cykelcomputer, så vi kunne blive “reddet” hvis nogle havde valgt at pille skilte ned undervejs.

Kl. 8.30 blev de første deltagere på den lange rute sendt afsted og 5 minutter efter blev vores gruppe sendt afsted. En meget blandet gruppe som ret hurtigt blev splittet da vi begyndte at ramme stigningerne. Undervejs blev vi hentet af nogle af de hurtige på 190 km. ruten, ligesom vi nåede at køre med nogle af deltagerne på de andre distancer, da store dele af ruten var identisk. Ruten bød på masser af dejlige stigninger, både korte og intense samt lange seje stigninger samt fine nedkørsler og “tonser-stykker”.

Credit: Daugaardfoto

I udgangspunktet er ruten lagt så man undgå den værste trafik, dog rammer man en rimelig trafikeret vej ude omkring Ry hvor bilisterne kørte ret tæt og ikke var sene til at give signal med hornet. Jeg fik i øvrigt aldrig brug for at kigge ned på GPS’en, for ruten var sirligt afmærket med tydelige skilte – kæmpe tommel op!

Vejret var ikke helt med os, og så alligevel. Vi startede dagen med gråvejr og fugtige veje, men vi slap for regn og heldigvis var vinden fraværende – så det var “kun” gråvejret vi skulle døje med, omvendt er en 10-12 grader ikke den værste temperatur til cykelløb! Det faktum at det havde regnet en del op til, betød en del punkteringer – men heldigvis slap undertegnede og min makker igennem uden strint af tubeless væske eller slangeskifte.

Undervejs på den lange rute var der indlagt 4 depoter, alle med glade frivillige der stod klar med vand, energi, bananer, chokolade, gel’s og lign., på to af depoterne var der også mulighed for at få en trekantsandwich hvilket vi benyttede os af – efter knap 160 km. i sadlen begyndte maven at rumle en smule.

Credit: Daugaardfoto

Efter 190 km. og en frygtelig masse bakker landede vi igen i Skanderborg og kunne nyde en “goodie bag” som blev udleveret ved ankomst. Heri var der sandwich, æble, banan, chokolader og en sodavand – et glimrende, og tiltrængt, kit efter en god lang cykeltur – og i corona-venlig stil.

Credit: Daugaardfoto

Motionscykelløb er ikke helt det samme længere grundet COVID-19 og alle de gældende restriktioner, normalt plejer der at være en masse liv og et par boder på pladsen, ligesom maden plejer at være lidt mere interessant. Jeg synes dog at arrangørerne til Danmark’s Højeste Motionscykelløb skal have stor ros for at skabe et rigtig godt arrangement indenfor de rammer de er stillet – for alternativet var at vi slet ikke kom ud at købe cykelløb!

Så konklusionen på 2021 udgaven af Danmark’s Højeste Motionscykelløb må være: God hård rute (190 km./Sort) med rigtig fine depoter – og rigeligt af dem (ca. hver 50 km.) så nogle af os kunne nøjes med 1-2 depoter, mens andre måske havde behov for at stoppe ved hvert depot for at få tanket op. Stemningen før, under og efter målet var der ikke noget at udsætte på – selvom det primært var os deltagere der befandt os på pladsen, men når det er sagt – så glæder vi os til normale tilstande og mere liv!

Vi glæder os til 2022 udgaven og krydser fingre for at løbet til den tid kan afvikles som vi kender det.

Mere fra Noel Juul Christensen
Test: Continental Terra Trail graveldæk
Dæk-giganten Continental har et rimelig omfattende sortiment af cykeldæk til cross og...
Læs mere
Join the Conversation

1 Kommentarer

Leave a comment
Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.