Stormchaser er én af ABUS‘ seneste tilføjelser til deres sortiment og vi har testet den over en længere periode siden lanceringen sidste efterår.
Stormchaser er en super let hjelm, mest velegnet til landevejsbrug grundet udformningen, men kan naturligvis bruges til lige netop den type cykling man ønsker.
Design og detaljer
Stormchaser fås i et hav af farver, både de mere klassiske og “vilde” farver såsom skinnende lilla og vilde røde farver. Den testede udgave er i den helt klassiske sorte som er i en flot mat udførsel.
Hjelmen har 7 luftindgange og 16 udgange – så ventilationen er helt i top. Masser af luft ind i hjelmen og rigelig mulighed for at komme af med varmen igen bagtil. Hjelmen er udstyret med ActiCage forstærkning, som muliggør det åbne design, uden at gå på kompromis med sikkerheden.
Hjelmens design er let og slankt, så den hverken ser eller føles klodset når man bærer den. Den fås også i flere forskellige størrelser, alt efter hovedomkreds. Vægten er også i den lave ende, kun 240 gram for størrelse M.
Spændet ved hagen er et klassisk klikspænde, det gør det nemt at justere så det passer både omkring ørerne og ved hagen. Materialet er blødt og lækkert, så man savner ingen pude ved hagen.
Justering af hjelmen foregår bagtil, hvor justeringsspændet giver mulighed for mikrojustering, derudover kan den del der sidder i nakken justeres op og ned. Indvendigt sikrer bløde puder at hjelmen er behagelig at have på, mens puden også er nemt at tage ud for vask eller rengøring.
Er man kvinde, eller mand med langt hår – kan man glæde sig over at der er plads til hestehalen bagtil, mens brillebrugeren har mulighed for at “parkere” cykelbrillerne i den dertilhørende holder.
Pasform og komfort
Som nævnt indledningsvis, så er ABUS Stormchaser en meget let hjelm, hvilket gør den meget behagelig at bære – sammen med det slanke design giver det en hjelm man næsten glemmer man har på.
Stormchaser er nem at justere så den passer til brugeren og med drejespændet bagtil er det også nemt at lave løbende justeringer, selv når man er på cyklen.
Helt generelt er der intet at udsætte på hverken komfort eller pasformen, det er en meget behagelig hjelm at være.
Konklusion
Stormchaser er en super fed cykelhjelm som vil passe til de fleste, den er let, slank og har masser af ventilation. Man må dog “undvære” MIPS, men får naturligvis stadig en hjelm som er sikker at bruge.
Med en pris på omkring 1000,- er der mange konkurrenter, men jeg synes nu alligevel at Stormchaser med sit simple og slanke design og den lave vægt bestemt har sin berettigelse!
Pris og tilgængelighed
Vejledende pris: 999,-
- Køb ABUS StormChaser