Løbsberetning: Marselis Cykelløbet 2021

Søndag d. 29 august blev Marselis Cykelløbet afviklet for 30. gang – altså var der faktisk tale om et jubilæumsløb. Jeg deltog sidste år, for første gang, i løbet der blev afviklet lidt “under radaren” da det var usikkert hvorvidt det kunne afholdes som planlagt eller ej grundet COVID-19.

Marselis Cykelløbet er med sine mange år på bagen lidt af en Århusiansk klassiker og det ses også på deltagerskaren der spænder meget bredt, fra super motionister til dem der måske ikke normalt cykler vildt lange ture.

Marselis Cykelløbet havde, som noget nyt i år, fået 100 km. distancen tilbage – og den erstattede således 80 km. ruten, så der nu kunne vælges imellem 50 og 100 km. Ved tilmelding kunne man vælge forskellige startgrupper, men ikke inddelt efter gennemsnitshastighed som mange andre motionscykelløb. I praksis betyder det at det kan være en ret broget flok der sendes afsted, uden der dog er noget forgjort i dette.

Startområdet var lige bag ved Tivoli Friheden i Århus C, ved Marselisborg Hallen. Her er fine parkeringsmuligheder hvis man ikke ankommer på cyklen, samt mulighed for omklædning og bagageopbevaring.

Kl. 09.00 blev de første ryttere sendt afsted og de første 4 km. køres med masterstart, altså var der en Race Marshall der førte gruppen sikkert ud af byen inden det blev givet fri omkring Hørretvej.

Ruten bugter sig i området syd for Århus og man rammer alle de små byer nede omkring Odder og Gylling, inden snuden vendes hjem af med vandet på højre side hele vejen mod mål i Tangkrogen.

Vi oplevede desværre én gang at køre forkert, og der er stadig lidt usikkerhed omkring hvorfor – måske var skiltet skjult af en bil, eller også var vi simpelthen bare alt for fokuserede på at hente gruppen foran os – for vi var ikke alene. Vi fandt dog retur på ruten og fik således ca. 7-8 km. ekstra på kontoen… Skiltningen var ellers glimrende og nem at aflæse – skulle man give ét godt råd videre, så kunne man måske gøre selve pilen (højre/venstre) lidt tydeligere, den kunne godt være lidt svær at se fra afstand om den pegede mod højre eller venstre. Sidstnævnte kan også skyldes at jeg måske burde benytte de briller der ligger i skuffen, men jeg er med garanti ikke den eneste hvis syn ikke er knivskarpt længere.

Arrangørerne bag løbet havde skiltet med ét depot ved Gylling Kirke og så Bagerstop hos Bagergården i Saxild. Jeg så dog ikke umiddelbart nogle skilte til/mod dette bagerstop og vi valgte derfor at kører videre – så den del ved jeg ikke hvordan har fungeret. Jeg tænker dog at mange som måske ikke er så lokalkendte også har drønet forbi – da der ikke umiddelbart var noge skiltning. Jeg mindes at der sidste år var skiltning der førte ind til Drive-In hvor man kune få stillet kage-sulten.

Tilbage i mål ved Tangkrogen var der müsli-barer, bananer og drikkevarer i form af sodavand, øl og vand. Der var også smagsprøver på Organique som var én af de større sponsorer til løbet. Derudover mulighed for at købe en grillpølse samt en kop kaffe. Det fungerede rigtig fint og var jeg personligt glad for lige at kunne få tanket en smule energi på tanken inden cyklen blev vendt hjem mod hjemmet i Solbjerg små 15 km. fra Tangkrogen. Det var en fornøjelse at se folk slog sig ved og lige fik snakket lidt med hinanden og øvrige deltagere, noget som jeg i hvert fald har savnet lidt her under COVID-19.

Det samlede indtryk af Marselis Cykelløbet i 2021 udgaven var bestemt positivt, startområdet fungerede godt, race marshalls fik sendt rytterne godt ud af byen og fulgte efter grupperne og “hjalp” til med trafikken hvor det var muligt, samtidig med de mange flagvagter på kritiske passager. Skiltningen var i udgangspunktet god, der blev skiltet i god tid og skiltene var til at få øje på – dog måtte “pilen” godt være en tand mere tydelig fra afstand. Trods fin skiltning lykkedes det os alligevel at køre i ring ude omkring Hundslund, det tog lige lidt af motivationen – men vi lod os ikke slå ud!

Forplejningen før, under og efter løbet kan jeg heller ikke sætte en finger dog, som nævnt tidligere undrer jeg mig dog over manglende (?) skiltning ifm. bagerstoppet ved Bagergården i Saxild.

Tak for en god søndag med en del blæst og vejr som ikke helt levede op til de annoncerede 20 grader med sol på programmet, men vi fik kørt cykelløb!

Mere fra Noel Juul Christensen
10% rabat hos CykelPartner.dk hele weekenden!
Er du klar til sæsonen, hvis ikke – så er her et godt...
Læs mere
Join the Conversation

1 Kommentarer

Leave a comment
Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.