Fra svenske Sigr har vi testet deres Siljan vest, en vindvest der fås i 2 udgaver alt efter om ryggen skal være fluoriserende eller sort.
Design og detaljer
Siljan vesten fås i 2 farveudgaver, en hvor ryggen er sort og så denne i 100% hi-vis. Derudover findes modellen i en herre og dame udgave. Forklaringen på hvorfor man også laver en hi-vis vest med sort bagside, er ganske enkelt at når man sidder foroverbøjet på cyklen, er det ofte alligevel kun den nederste del af ryggen som er synlig for bagfrakommende trafikanter.
Vesten er lavet i 100% polyester, men i et virkelig lækkert materiale der er lidt tykkere end mange andre veste. Det betyder at den er yderst velegnet til brug næsten hele året rundt, måske lige pånær de varme sommerdage – forår, efterår og vinter er den derimod helt perfekt til.
Vesten er med dobbelt YKK lynlås foran, så man kan åbne både for oven og for neden hvis nødvendigt, derudover har den en lille krave og elastik ved livet til at holde den på plads.
Hele fronten er med Sigr’s Ultraviz Dual Visibility Technology, som betyder at den i dagslys skiller sig ud ved den stærke farve og i mørket lyser op da den er 100% reflekterende, det er altså smart! Materialet er derudover både vind og vandtæt.
Bagpå er samme materiale brugt ved skuldrerne samt nederst på ryggen, panelet i midten er af mesh, som sikrer en god ventilation og åndbarhed. Ryggen i mesh er særlig god hvis man cykler med rygsæk på, da man så stadig har mulighed for at komme af med varmen.
Pasform og komfort
Siljan vesten har en lidt tættere pasform end andre af Sigr’s produkter, den har nemlig en mere racefit pasform. Det betyder ganske enkelt at den sidder tæt til kroppen, så der ikke er noget materiale der flagrer i vinden.
Med den dobbelte lynlås er der mulighed for at lukke op både øverst og nederst, så man kan få lidt ekstra ventilation hvis det er nødvendigt, ellers gør meshpanelet på ryggen en stor forskel – da det her er nemt at komme af med varmen. Fronten er dog stadig beskyttet mod blæst og nedbør – så vesten har sin berettigelse i al slags vejr.
Jeg har pendlet nogle gange med vesten, hvor jeg cykler med rygsæk til alt mit “arbejdsgrej” og her har jeg været rigtig glad for den øgede ventilation ved ryggen, da man ellers nemt kan koge over hvis man både har vest og rygsæk på ryggen.
Sigr Siljan Ultraviz Dual Vest er testet i str. S og den størrelse passer rigtig fint til mine 175 cm. og 65 kg., selv med 2-3 lag under, eksempelvis baselayer, trøje og en jakke.
Konklusion
Siljan er en super lækker vest til brug efterår og vinter hvor synlighed er et must og man samtidig ønsker lidt ekstra beskyttelse af overkroppen mod vind og vejr. Materialet er lidt kraftigere end mange andre vindveste, men stadig ikke kraftigere end den kan foldes sammen og ligges i ryglommen på jersey’en eller jakken. Til gengæld yder den super god beskyttelse mod vind på fronten og med ryggen i mesh har man aldrig fornemmelse af ikke at kunne komme af med varmen.
Synligheden med denne vest er også helt i top, da den fluoriserende farve giver god synlighed uanset om det er nat eller dag og når den så samtidig er fuldt reflekterende foran får man ikke en bedre synlighed i trafikken!
Er 750,- for en vindvest dyrt? Ja, det synes jeg – men du får også her en virkelig høj kvalitet, vind/vandtæt front og fuldt reflekterende til de mørke morgenen, aftener eller nætter. Kvalitet koster som bekendt og selvom 750,- virker dyrt ift. for lidt materiale man reelt får, så synes jeg rent faktisk stadig at prisen kan forsvares da både design, kvalitet og funktioner følger med!
Pris og tilgængelighed
Vejledende pris: 734,-