Forårsklassikeren Grejsdalsløbet er blevet udvidet med en gravelrute som supplement til de mange landevejsdistancer der tilbyder. I år blev Gravel udgaven afholdt om lørdagen, mens det klassiske landevejsløb blev afholdt om søndagen.
Undertegnede deltog i løbet for første gang – og det gik ikke stille af sig!
Grejsdalsløbet Gravel byder kun på én rute/distance, 75 km og ca. 750 hm. Som så mange andre gravelløb så køres der efter GPS, så det er et krav og en nødvendighed med en cykelcomputer med kort og navigation, da ruten ikke er opmærket.
Start og målområdet var strategisk placeret ved DGI Huset i Vejle, her finder man alle de nødvendige faciliteter og med “kun” ca. 150 deltagere til gravelløbet var der også fint med parkeringsmuligheder.
I start og målområdet opdager man hurtigt at Grejsdalsløbet er et veletableret og velarrangeret løb – for der er ganske enkelt bare 100% styr på alt, lige fra toiletforhold, udlevering af startnumre til det faktum at der også var boder/udstillere der solgte alt fra energi til cykeltøj.
Sammen med startnummer blev der udleveret en Tour de France dunk samt buksefedt, en fin detalje – men selvfølgelig også en kende upraktisk for dem som måske er ankommet på cyklen. Jeg er dog usikker på hvorvidt disse ting kunne afhentes efter løbet i stedet, men mon ikke?
Omkring kl. 11 gik starten til det første Grejsdalsløbet Gravel for mit vedkommende og der blev sendt nogle rimelig gode startgrupper afsted på ca. 60 mand. Ud af byen gik det af cykelstier med seriøst stram kæde, men efter små 5 km. ramte man det første grus og så begyndte feltet at blive splittet fint op.
Ruten bød på lidt af det hele, tætpakkede grusveje og stier, steder med løst grus, passager med store sten, mark/skovstier og naturligvis transportstykker. Man kører igennem virkelig smuk og varieret natur og jeg nåede et par gange at ærgre mig over at der var nummer på ryggen, for turen bød på så mange flotte steder at det var helt synd man ikke stoppede op og nød det. Det var der dog ikke tid til, for kæden blev holdt pænt stram hele vejen rundt og generelt blev der gået til stålet!
Midtvejs på ruten var løbet første og eneste depot hos Bindeballe Købmandsgaard, her havde arrangørerne pralet med et overdådigt kagebord og vi blev absolut ikke skuffede! Vi ankom, som de første, til depotet (Raketterne var kørt forbi) og kunne vælge og vrage mellem alverdens lækre kager, som vi indtog i haven med solskin og varm kaffe i koppen. Servicen og stemningen var helt i top – og det samme var kagerne, som også bød på lidt for enhver smag. Jeg har svært ved at forestille mig andet end dette depot bliver “årets depot”, selvom året slet ikke er gået endnu…
Undervejs lykkedes det os et par gange at køre forkert, forstået på den måde at vi glemte at holde øje med kortet og kom til at fortsætte ligeud i stedet for at dreje. Ansvaret her ligger dog 100% på vores skuldre! Ét enkelt sted mødte vi en (pænt) utilfreds lodsejer/beboer som ikke brød sig om at vi skulle køre hvor vi gjorde, ligesom vi efterfølgende erfarer at der et enkelt sted var forsøgt spærret med parkerede biler. Om det skyldes at arrangørerne ikke har været hele vejen rundt, eller simpelthen bare utilfredshed fra beboerne er svært at sige. Men som garvede gravelryttere ved vi jo også at vi ikke er lige velkomne alle steder, selvom vi (i følge lovgivningen) gerne må færdes der.
Tilbage i mål var forplejningen klar – øl, sodavand og chili con carne med ris, et solid måltid efter en god tur på rammen med stram kæde. Cyklen kunne man parkere i overvåget cykelparkering i den ene hal hvor man, ligesom på diskoteket, fik udleveret et armbånd til dig selv og cyklen, som blev matchet ved afhentning – smart!
Jomfruturen gik over al forventning, det var et virkelig godt arrangement hvor alting (eller, næsten alting) spillede 100%, fra rute, til depoter og forplejning. At vi så samtidig havde fantastisk vejr, lige bortset fra lidt blæst, gør jo ikke oplevelsen ringere.
Nogle vil måske mene at 375,- er en høj pris for et startnummer, når det “blot” er et løb der køres efter GPS, men jeg synes man her skal huske på at det er hele pakken man får og betaler for. Selvom der ikke er flagvagter og afmærkning, har det alligevel krævet noget forarbejde at lave ruten, ligesom der skal søges godkendelsen og spørges en masse folk inden der afholdes et sådan arrangement. Dernæst hele setuppet med DGI Huset Vejle som udgangspunkt, det lækre depot med kaffe og kage, samt mad og forplejning i mål. Derudover var der flere fotografer at spotte på turen, samt i depotet og tilbage i målområdet, så der er mange folk involveret, selvom mange formentlig er frivillige.
Én ting er dog sikker – jeg tager gerne turen til Vejle igen for at køre gravel!
