Test: BBB AirStrike BFP-26 fodpumpe

Tilbehørsproducent BBB har et ret omfattende udvalg af pumper, heriblandt Airstrike BFP-26 som er udstyrer med digital manometer.

Design og funktioner

AirStrike er en klassisk fod/gulvpumpe til brug derhjemme, udført med en stabil fod og base i metal. Under foden er gummifødder, for at beskytte underlaget og samtidig sikre den står godt fast.

Ved foden er det digitale manometer placeret og her kan dæktrykket aflæses i både PSI og bar. Displayet er endda bagbelyst, som gør det endnu nemmere at aflæse i mørke eller begrænset lys. Manometeret har en god størrelse, så det er nemt at aflæse, selvom det sidder helt nede ved foden. Det har så til gengæld den fordel at hvis pumpen vælter, så beskadiges manometeret ikke på samme måde som hvis det sad midt på, eller helt oppe ved håndtaget. Det digitale manometer tændes ved at trykke på knappen, ét tryk mere og man skifter mellem visning af dæktryk i PSI eller bar. Displayet slukker automatisk når det ikke har været i brug lidt tid og i displayet vises også batteristand, så man man udskifte batteriet i god tid.

Slangen på pumpen har en god længde og kan fæstnes på pumpen når den ikke er i brug. Pumpehovedet skal skrues på ventilen og sidder derfor fast mens du pumper. Når du er færdig skruer du blot pumpehovedet af igen. Løsningen fungerer fint, men jeg foretrækker personligt et pumpehovede med den mere klassiske låsemekanisme – med disse skruehoveder oplever jeg at særligt tubeless ventiler bliver udsat for unødvendige ryk og så tager det lidt ekstra tid at skrue pumpehovedet på, ift. et pumpehoved med låsemekanisme som blot sættes ned over ventilen. Omvendt er man her sikret at det sidder som det skal, når først det er skruet på. Pumpehovedet understøtter alle de gængse ventil-typer, racer, auto og den klassiske gammeldags dunlop ventil – blot ved at vende den yderste del på pumpehovedet. Her sidder også en lille anordning der gør det muligt at lukke luft ud, hvis man har konstateret at dækket er pumpet for hårdt.

På slangen sidder en lille tilbehørsboks hvor der er forskelligt tilbehør til pumpning af fodbolde og andre ting til hjemmet, praktisk og nemt!

Selve håndtaget øverst er let ”v-formet”, udført i hård plast med gummi i enderne – i praksis betyder det at man har godt greb omkring håndtaget når der pumpes, uanset om man har bare hænder, arbejdshandsker eller lign. på.

Pumpen kan maksimalt pumpe 11 bar – og det bør være alt rigeligt til den gængse bruger – særligt set i lyset af at vi bevæger os mod lavere og lavere dæktryk på både landevej og gravel specielt.

Konklusion

BBB AirStrike er en dejlig alsidig pumpe der kan bruges til alle slags cykler og alle andre behov i hjemmet, det kunne også være trillebøren, barnevognen eller noget helt tredje.

Pumpen leverer masser af luft så antallet af “pump” er så lavt som muligt, samtidig er pumpen stabil og let betjent.

Med det digital manometer er det nemt at ramme det helt rigtige dæktryk – uanset om det er på racer, MTB eller gravelcyklen der kan pumpes – da den kan pumpe helt op til 11 (!) bar.

Med en pris på omkring 500,- får man ret meget for pengene – høj kvalitet, gode features og fair pris, det kendetegner BFP-26.

Pris og tilgængelighed

Vejledende pris: 599,-

Funktionalitet 9
Design 8
Pris 8
8.3
Tags fra indlægget
,
Mere fra Noel Juul Christensen
Test: Garmin EDGE 830 cykelcomputer
Tilbage i slutningen af april blev EDGE 530 og EDGE 830 præsenteret...
Læs mere
Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.