Bakkeløbet 2023 – sådan gik det

I søndags var det tid til d. 13. udgave af Bakkeløbet, et forårsløb i det østjyske som for mange er starten på løbssæsonen.

Igen i år stillede Lions Hørning og Skanderborg cykelklub op med et fint arrangement og de 3 velkendte ruter på henholdsvis 53, 85 og 120 km., undertegnede deltog på den lange 120 km. rute som tager en op over alle de velkendte bakker i og omkring Skanderborg.

Vejret op til dagen havde været lidt ustadigt og meget blæsende – søndagen bød på tørt vejr, men en del blæst – så det blev en hård tur på rammen!

Start og målområdet er stadig ved Hørning Skole og hallen, et område der er presset på kvadratmeter og derfor er der placeret pavilloner på en stor del af parkeringspladsen. Jeg var derfor glad for at vi ankom på cykel og slap for evt. parkeringsudfordringer…

Ved ankomst fornemmer man straks at der er godt styr på sagerne, de frivillige har prøvet det her rigtig mange gange før og man føler sig derfor i helt trygge hænder. Udlevering af startnumre, bananer, vand og energi fungerer glimrende og kl. 10.00 gik starten på den lange 120 km. rute.

Der var knap 200 til start på 120 km. ruten og vi blev sendt afsted i grupper af ca. 50 deltagere. Det fungerer normalt fint og det samme var tilfældet i år, dog var det tydeligt at folk “puttede” sig mest muligt, da vinden var rigtig strid ud af mod Ry. Vi kom afsted med 2. startgruppe og denne blev splittet lidt løbende op og vi fandt en god gruppe hvor alle hjalp til og tog føringer i vinden. Undervejs på ruten var der flagvagter på de farlige overkørsler, ikke for at “styre” trafikken, men for at give os tegn til om der var frit eller ej. Det fungererede rigtig godt og jeg oplevede stor hensynstagende fra de øvrige deltagere når der var behov for at holde tilbage for bilisterne i kryds og overkørsler – noget der ellers kan skabe ret mange farlige situationer for dem der absolut vil først over.

Ruten kunne hentes på hjemmesiden forud for løbet, men er man lokalkendt og har deltaget tidligere, så kender man formentlig ruten godt i forvejen. Havde man ikke fået hentet ruten ned, så kunne man glæde sig over en rigtig god og tydelig skiltning!

Undervejs på den lange ture var der 2 depoter, vi sprang over dem begge – men fik dog langet et stykke banan i det ene depot af én af de frivillige. Depoterne så ud til at ligne dem fra tidligere, som har alt det nødvendige og smilende frivillige der står på spring for at servicere rytterne.

I mål efter 120 km. og knap 1500 hm. var der god stemning og endelig var der blevet tændt op i grillen, så man kunne købe sig en grillpølse, både som deltager og publikum hvis man havde fået lokket familien ud for at heppe. Sodavand og kaffe var vanen tro inkluderet i det, beskedne, deltagergebyr på 190,- ved tidlig tilmelding.

Bakkeløbet 2023 blev afviklet i den vanlige rolige stil, selvom der blev givet godt gas på hele ruten – det er helt tydeligt at folk ikke længere går i vinterhi som tidligere, der er altså blevet trænet igennem hele vinteren!

Tak for en god start på løbssæsonen og tak for at grillpølsen er tilbage, den har været savnet! Næste år håber jeg så bare at byggeriet er ved at være færdigt, så vi kan få lidt mere plads at boltre os på.

Tags fra indlægget
Mere fra Noel Juul Christensen
Test: Craft Advanced Offroad Jersey
Craft’s Advanced Offroad serie er henvendt på mountainbikere og gravelryttere der ønsker...
Læs mere
Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.