Test: Goodyear Eagle F1 R tubeless cykeldæk

Tilbage i marts lancerede Goodyear 4 nye landevejsdæk, heriblandt Eagle F1 R som er deres bud på et hurtigt landevejsdæk, men stadig med god punkteringsbeskyttelse. Med andre ord et godt “all-round” dæk til motionisten der søger det bedste fra begge verdener…

Udvalgte specifikationer

  • Fås i tubeless eller til slange
  • Fås i 25, 28, 30, 32 og 34mm med sorte eller brune sider
  • 120tpi
  • Vægt: Opgivet til 345 gram for 32mm, men vejet til 299 gram

Testopsætningen og montering

Goodyear Eagle F1 R er testet i 32mm udgaven, det maksimale min Canyon Ultimate CF SLX kan håndtere ifølge producenten, det skal dog siges der stadig er masser af plads. Dækket er opsat tubeless på et sæt DT Swiss ARC 1400 carbonfælge med Orange Seal (og efterfølgende Muc-Off) sealant.

Monteringen skabte sved på panden for undertegnede, dækkene var nemlig super stramme og svære at få krænget på fælgen. Det lykkedes dog med lidt hjælp fra Tyre Glider værktøjet! Fordelen ved at det sidder så stramt, er at det også er super tæt – dvs. dækket satte sig i første hug, i med sealant og alting holdt tæt – ingen sivere nogle steder og dermed heller intet griseri fra tubeless sealant. Dækkene holdt ikke 100% tæt de første dage, men det var begrænset hvor meget dæktryk de mistede over natten. Jeg vil dog samtidig nævne at jeg har for vane altid at kontrollere og evt. pumpe dækkene inden jeg kører, så jeg ved jeg kører afsted med det rette dæktryk.

Dækkets konstruktion

Eagle F1 R bygger på F1’eren og gør dermed brug af den seneste teknologi og avanceret compound til race og træning. Compounden er deres nye “Dynamic UHP” compound, hvor UHD står for Ultra High Performance, i praksis betyder at det der har været stor fokus på at nedbringe rullemodstanden – men uden at glemme punkterings-resistens og holdbarheden, derudover er det lavet så det kan bruges både i tørt vejr, men også i vådt føre. Med 120tpi konstruktion er dækket meget let og ganske smidigt.

Dækket er indvendigt konstrueret med et ekstra nylon lag som både beskytter mod punkteringer og mindre cuts, men som også gør at luft og sealant bliver indeni dækket. Dette lag går fra kant til kant og ikke kun i i midten som ofte set.

Goodyear hævder selv at Eagle F1 R har 15,7% mindre rullemodstand, 19% bedre greb i midten og 17% bedre greb i siderne- sammenlignet med Eagle F1.

Vægtmæssigt er 32mm udgaven på Goodyear’s website angivet til 345 gram, men på vægten her kan vi kun få dem vejet til 299 gram – og det er altså noget af en forskel! Det betyder også at de, selv i 32mm udgaven, er væsentligt lettere end Continental GP5000S TR som vejer ca. 320 gram i 32mm udgave.

Eagle F1 R i praksis

Jeg har kørt en del kilometer på Eagle F1 R i løbet af sommeren, hovedsagligt tørre ture på asfalt, men da vi jo bor i danmark har vi også ramt enkelte byger.

Dækket har hjulpet mig til nye lokale PR’er, så der er ingen tvivl om at de ruller fantastisk! Den lave vægt og gummiblandingen giver et smidigt dæk der giver fart i hjulene.

Der er ikke super meget mønster på dækket, så de performer helt sikkert bedst under tørre forhold, der er dog lidt mønster i siderne for at sikre greb når man kommer ned i svingene. Jeg har dog ikke oplevet at dækkene ikke har haft fornuftigt bid under normale forhold.

Jeg har testet dækket i 32mm med ca. 4 bars dæktryk, det har været passende til mine 66 kg., for du får et dæk der har masser af greb, men stadig er super komfortabelt da det ikke er stenhårdt.

Dækket er kørt tubeless med 2 forskellige væsker og desværre har jeg haft ét større cut som skulle lukkes med en plug, det var et ordentligt stykke flint der havde sat sig i dækket efter en større regnskylle tidligere på dagen. Ellers har jeg ikke oplevet udfordringer med at dækket mister mere luft end normalt – det giver tæt og ret holdbart, set i lyset af det er et hurtigt all-round dæk.

Konklusion

Mange motionister er i markedet for et dæk i denne kategori, et godt “all-round” dæk hvor man ikke skal gå alt for meget på kompromis. Her får du et dæk der ruller sindsygt godt, har fornuftigt greb, er let og endda fås i 32mm bredde – altså også super komfortabelt. Hertil får man en udmærket punkteringsbeskyttelse og et dæk der teknologisk er helt fremme, takket været Goodyear’s know-how.

Eagle F1 R er med andre ord et rigtig godt bud på et hurtigt all-round dæk der leverer varen og ser ud til at være rimelig holdbart.

Pris og tilgængelighed

Holdbarhed 8
Rullemodstand 9
Greb 8
Punkteringsbeskyttelse 7
Vægt 10
Pris 7
8.2
Tags fra indlægget
, ,
Mere fra Noel Juul Christensen
Test: Xeccon Zeta 1600R LED forlygte
Kinesiske Xeccon har for nylig lanceret en ny serie LED forlygter i...
Læs mere
Join the Conversation

1 Kommentarer

Leave a comment
Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.