ABUS har opdateret den første generation af GameChanger som vi først stifterede bekendskab med tilbage i 2018. GameChanger er en aerodynamisk landevejshjelm som i version 2.0 er blevet opdateret og optimeret på en række punkter, hvilke kommer vi nærmere ind på.
GameChanger 2.0 – what’s new?
- Mere aerodynamisk for mere fart
- Mere luft ind – og mere luft ud, for optimeret ventilation og køling
- Bedre komfort via placering af remme/stropper
Rundt om GameChanger 2.0
GameChanger 2.0 findes med og uden MIPS og derudover i et hav af farver (11 forskellige!) – samt størrelserne S, M og L. Farvemæssigt spænder vi fra den klassiske hvide til en ret vild lilla, så der er lidt for enhver smag.
GameChanger 2.0 er opgivet til 260 gram i str. S, men på køkkenvægten vejer den faktisk kun 258 gram. Det er en absolut rimelig vægt som gør at man nærmest ikke fornemmer man har hjelmen på – det føles meget let! Med det in mente, så er den faktisk 8 gram “tungere” end den gamle GameChanger….
Foran på hjelmen er der det nye optimerede AirBoost luftindtag som giver masser af luft ind af hjelmens forreste del, derudover er der plads til “parkering” af cykelbrillerne.
På overdelen er AeroBlade ventilationen optimeret således at den giver øget ventilation i raceposition og optimeret aerodynamik i sprintposition.
Bagtil er der to store ventilationskanaler og 2 mindre – disse lader 20% mere luft passere end forgængeren og ligeledes er der her mulighed for for at parkere sine cykelbriller.
Stropperne er ligeledes optimeret og det samme er selve fæstningen af disse i hjelmen, altsammen for at give den bedste aerodynamik og den bedste komfort. Ved hagen er det klassiske klik-spænde der fungerer lige som det skal.
Bagtil er der det velkendte Zoom Pro justeringsssystem for nem og hurtig justering af hjelmens omkreds og kigger man indvendigt i hjelmen kan dette justeres op/ned så hjelmen passer perfekt til brugeren.
Indvendigt er der bløde puder i hjelmens forreste del, disse kan nemt tages ud og rengøres eller skiftes – hvis der er behov for dette.
Hvordan sidder den?
Jeg har testet GameChanger 2.0 i størrelse S, da jeg er så “heldig” at mit hoved er ganske lille. Det har dog den åbenlyse fordel at jeg har mulighed for at få den slankeste udgave af hjelmen og derfor undgår “paddehat” effekten… Størrelse S passer 51-55 cm, så er man lige på grænsen og vil bruge den med en hjelmhue, skal man lige være opmærksom på dette.
Den første udgave af GameChanger har været en fast del af min “landevejs-garderobe” i en del år, fordi den bare sidder virkelig godt, er tilpas let og ser ret godt ud! GameChanger 2.0 ser heldigvis ikke til at at være anerledes på disse punkter.
Hjelmen sider rigtig godt på hovedet, vægten er lav og justering af både omkreds og remmene er hurtigt klaret. Remmene er nemme at få til at sidde tæt, så man undgår flagrende stropper der både irriterer og larmer når man kører stærkt, eller vinden er barsk. De bløde puder indvendigt i hjelmen gør at hjelmen er yderst behagelig at bære – og hjælper samtidig med at skabe naturlige ventilationskanaler. Hjelmen sidder som den skal foran og der er plads til et par store cykelbriller, præcis som moden dikterer – perfekt!
Jeg har primært benyttet GameChanger 2.0 i koldt vejr indtil nu, da temperaturen her i efteråret og vinteren ikke har gjort det muligt at teste den under varme vejrforhold herhjemme. Jeg har dog kunne konstatere at der er en rimelig god ventilation i hjelmen, men uden at jeg har følt mig generet af det på ture i koldt vejr – så tommel op til den gode og forbedrede ventilation!
Konklusion
Den første GameChanger var en rigtig fed hjelm og jeg forstår hvorfor det har taget så lang tid at udvikle en afløser hertil, for som bekendt er det svært at optimere på noget der er tæt på perfekt! Ikke desto mindre er det lykkedes ABUS at gøre en del ting endnu bedre med GameChanger 2.0. Først og fremmest så synes jeg designet er federe – de aerodynamiske hjelme kan nemt komme til at se lidt spøjse ud, men jeg synes oprigtigt at GameChanger 2.0 er en flot hjelm! Den er slank, designet er så luftigt som det tillades når aerodynamikken stadig er meget vigtigt – og så sidder den bare helt perfekt på hovedet! I testperioden har jeg kørt en blanding af gravel og landevej og selv på 4 timers ture har jeg dårligt bemærket hjelmen, den sidder bare perfekt på mig!
Naturligvis får man ikke samme ventilation som i en mere åben hjelm, men ABUS har alligevel forsøgt at optimere ventilationen, bl.a. når man sidder mere oprejst med AeroBlade luftindtaget og gode luftindtag for samt bag.
Prisen har desværre også fået et nøk opad, så den almindelige udgave koster ca. 2000,- og 2400,- hvis du ønsker ekstra beskyttelse i form af MIPS. På den anden side er ca. 2000,- ikke dyrere end hvad andre top-hjelme koster, så helt urimelig er prisen slet ikke ift. konkurrende produkter.
Pris og tilgængelighed
Vejledende pris: 1999,- (Alm.) 2399,- (MIPS)