Test: GripGrab Pacr Bibshorts

Fra danske GripGrab har jeg i løbet af foråret og sommeren haft lejlighed til at teste deres nyeste Pacr bibshorts. Pacr er bibshorts til rytteren der søger et par high-end bibshorts til både race og lange ture, men med god komfort og til en ret skarp pris.

Designet og detaljerne

Pacr bibshorts fås i 3 farver, blå, grøn og den klassiske sorte – og her må jeg rose GripGrab for at tilbyde andet end den (sikre) sorte farve, for vi trænger nok til lidt flere farver på bibshortsene også! Størrelserne svinger fra S -> XXL og der findes både en udgave til mænd og kvinder.

Designet er klassisk, en overdel primært i mesh for optimal ventilation, flade laserskårne seler og så går de ikke højere op end man godt som mand, kan komme til at lade vandet.

Materialet er polyamid og det er derfor super strækbart og meget slidstærkt, det har endda UPF50+ solbeskyttelse. Materialet er også med let kompression og måden det er lavet på skulle betyde det er mere slidstærkt generelt.

Afslutningerne ved ben/lår er naturligvis med brede laserskårne elastikker med silikoneprint indvendigt som holder dem på plads. På låret er der også et GripGrap logo i gummitryk, udfordringen med disse er at de med stor sandsynlighed falder af efter noget tid – dog har dette holdt i 4 mdr. indtil videre, med hyppig vask.

Indvendigt har GripGrab brugt en Paris HPS pude fra Elastic Interface, en virkelig lækker pude der er perforeret for maksimal åndbarhed, mens den har både antistatiske og antibakterielle egenskaber for maksimal komfort – måske særlig vigtigt på de lange ture. Puden har en god tykkelse så man får god support, men samtidig er den fleksibel nok til at forme sig efter rytteren.

Komforten og pasformen

Jeg har testet Pacr bibshorts i str. S og de giver mig den helt tætte “racefit” pasform som GripGrab også skilter med. Jeg vejer 66 kg. og er 175 cm. høj, så er man væsentligt mindre end dette – vil man nok få en mere løs/afslappet pasform i den mindste str. S. På mig sidder de vitterligt helt perfekt, tæt som de skal – men stadig uden at stramme unødvendigt. Der er intet materiale der folder eller flagrer og de brede laserskåren seler sidder hvor de skal på overkroppen.

Benene har en fornuftig længde – noget som ellers kan være lidt en udfordring i en str. S hvor benene kan blive ret korte, men her er længden efter min mening lige i skabet og afslutningen med den brede elastik sikrer de bliver der og skaber en skarp afslutning uden syninger og kanter.

Paris HPS puden fra Elastic Interface er virkelig behagelig, som nævnt tidligere har den tilpas tykkelse og fasthed til at give support på de lange ture, men er stadig fleksibel nok til at forme sig efter rytteren. Det betyder at den holder formen og er giver støtte selv efter mange timer i sadlen. Jeg har kørt flere ture på 4-6 timers varighed hvor den bare har leveret varen, det gælder både ift. ventilation/åndbarhed og generel komfort! Ydermere er det værd at bemærke at puden er placeret helt perfekt, så man får den rette støtte i hele det område der er i kontakt med sadlen, ikke noget med at man føler puden sidder for langt fremme eller for langt bagud, så man mangler støtte for eller bag. Denne del kan naturligvis svinge fra person til person, men for mig er pasformen helt perfekt!

Konklusion

Jeg har tidligere skamrost GripGrab’s bibshorts og jeg føler ikke at have andet valg end at fortsætte ned af denne vej, for Pacr bibshortsene gør det virkelig godt! Jeg har kørt rigtig lange ture, uden problemer eller ubehag og det gælder både landevej og gravel. Pasformen er lige i skabet for mig, designet pænt og klassisk og puden giver den komfort jeg søger – derudover er prisen på lige over 1000,- meget fair for et par high-end bibshorts i denne kvalitet.

Pris og tilgængelighed

Set til ca. 1100,-

(Bemærk at modellen oprindeligt blev lanceret under navnet “Endurance”, dernæst “Pace” og nu går den under navnet “Pacr” derfor kan de kaldes forskellige modelnavne alt efter om forhandleren har fået tilrettet modelnavnet)

Funktionalitet 9
Komfort og pasform 9
Design 8
Pris 8
8.5
Tags fra indlægget
, , , ,
Mere fra Noel Juul Christensen
Test: Cateye Econom Force HL-EL540RC
Efteråret og nu snart vinteren banker så småt på døren og det...
Læs mere
Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.