Test: Sweet Protection Fluxer MIPS cykelhjelm

Det er ikke længe siden vi sidst testede en cykelhjelm fra Sweet Protection, den meget populære model Falconer. Denne gang er det Fluxer MIPS vi skal kigge nærmere på, en mere klassisk cykelhjelm som skal være behagelig at bruge på de helt lange ture, samtidig med den er godt ventileret – slutteligt til en rimelig pris. Lad os finde ud af om den giver værdi for pengene!

Gå direkte til:

Design og detaljer

Svenske Sweet Protection har cykelhjelme til både landevej, MTB og gravel og de dækker både børne og voksenhjelme i et bredt prisspektre også. Med andre ord har de hjelme der passer til næsten alle behov! Fluxer MIPS er en landevejshjelm der prismæssigt ligger lige under Falconer og Tucker, der dog begge har mere fokus på aerodynamik.

Fluxer MIPS fås i 5 forskellige farver, både den klassiske sort og hvid, men også et par farver der måske vil appellere mere til kvinderne. Der er 3 størrelser, SM, ML og LXL hvor SM svarer til 53-56 cm.

Fluxer MIPS har et meget let udtryk, den ser både let og luftig ud grundet det slanke design og de mange ventilationskanaler, både for, bag og i siderne. Sweet Protection kalder det for STACC ventilationssystem. Der er store luftkanaler i fronten og på toppen for at få masser af luft ind i hjelmen og køle hovedet ned, mens der er gode store ventilationskanaler bagtil for at sikre man også kan komme af med varmen.

I fronten er der plads til at placere dine cykelbriller på sikker vis, der er gummi der holder brillestængerne på plads, så de ikke ryger ud selvom man kører på ujævnt underlag eller bukker sig forover.

Indvendigt er der Mips Air Node for øget sikkerhed, en løsning der skaber endnu bedre beskyttelse – særligt mod rotationsskaber. Mips Air Node er særlig udviklet til letvægtshjelme med god ventilation og er en af de met “luftige” Mips løsninger. Hele idéen er, meget kort fortalt, at inder og yderdelen af hjelmen kan bevæge sig uafhængigt af hinanden, for at afbøde stød og slag bedst muligt. En længere og mere teknisk forklaring af teknologien er der link til nedenfor.

Justering af hjelmens omkreds sker via Sweet Protections’s 360 Occigrip Fit System, et spændesystem med rem hele vejen rundt i hjelmen, som justeres via drejehjulet bagtil. Nemt og enkelt både før, under og efter cykelturen! Bagtil er der også gjort plads til hestehale, hvis man er én af de langhårede ryttere.

Selve nakkespændet kan justeres i 3 højder/trin, så man kan få den bedst mulige støtte og pasform til ens hoved.

Pasform og komfort

Én af de ting jeg sætter stor pris på, er at en cykelhjelm ikke bliver for stor og “kluntet” og den del klarer Fluxer MIPS til UG! Det er en forholdsvis slank hjelm og man slipper således for “paddehat” looket.

Justering og tilpasning af hjelmen er også ligetil, selvom der ikke er mulighed for justering af stropperne omkring ørerne, det er kun ved hagen der kan justeres. Som nævnt tidligere, så kan nakkespændet justeres op/ned i 3 trin og med drejehjulet bagtil justeres “360 Occigrip Fit System” som sidder rundt i hele hjelmen. Fordelen er her at den ikke bare spændes bagtil, men at den strammes ind omkring hovedet, det skaber et mere ligeligt fordelt tryk omkring hovedet og en tættere pasform.

Indvendigt er der bløde puder foran som sidder fast i MIPS Air Node indlægget, så man både er beskyttet og har komforten fra de bløde puder, de kan iøvrigt tages ud og (hånd)vaskes hvis det skulle blive nødvendigt.

Hjelmen er dejlig luftig, så man kan få ventileret hovedet og kommme af med varmen – men omvendt synes jeg ikke den er oplevet som værende for åben og luftig på de kølige dage, selv uden hjelmhue. Der er gode store ventilationskanaler både foran, på siderne og bagtil – så der kan komme masser af luft både ind og ud af hjelmen.

Hjelmen er fra producenten opgivet til at veje 280 gram i str. S/M og kontrolvejningen på køkkenvægten her siger 286 gram – så den er godkendt. Til sammenligning vejer Falconer Aero 2Vi MIPS 314 gram – men det er så også en mere aerodynamisk hjelm. Vægten virker lav og det betyder at man får en hjelm på som praktisk talt ikke bemærkes, noget jeg personligt sætter stor pris på – særligt på de længere ture.

Konklusion

Det kan være svært at finde den helt rigtige kombination af vægt, design og sikkerhed – men jeg synes virkelig Sweet Protection har ramt plet her! Falconer Aero er en yderst populær hjelm og med god grund, dog synes jeg Fluxer MIPS er lidt mere interessant af flere årsager. Først og fremmest er designet både lettere at se på, der er bedre ventilation og så er vægten lavere. Derudover får man stadig høj grad af sikkerhed med MIPS Node integreret i hjelmen og justeringsmulighederne savner jeg egentlig heller ikke nogle af.

Godt nok er den ikke nær så aerodynamisk som ex. Falconer Aero – men for en almindelig motionist som mig selv må jeg erkende at ventilationen og det lette design vinder over aerodynamikken til daglig.

Pris og tilgængelighed

Vejledende pris: 1499,-

Funktionalitet 8
Komfort og pasform 9
Vægt 9
Pris 8
8.5
Tags fra indlægget
, ,
Mere fra Noel Juul Christensen
Tubeless – Sådan gør du!
At lave sine hjul tubeless er én af de mest populære opgraderinger til mountainbikes...
Læs mere
Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.