Vores danske venner hos GripGrab har til AW24 sæsonen lanceret en række nyheder, deriblandt EXPLR Merinotech Thermal. Som navnet indikerer er der tale om en langærmet trøje med merinould, i en lidt tykkere kvalitet så de både kan bruges alene og evt. sammen med en vest.
Jeg har testet EXPLR Merinotech Thermal i dens helt rette element, nemlig i slutningen af efteråret og starten af vinteren hvor temperaturerne kan svinge en del.
Gå direkte til indhold:
Design og detaljer
EXPLR Merinotech Thermal fås i 4 forskellige farver, fra den klassiske sorte, til en navy blå, en oliven grøn samt den sennepsgule som jeg her har haft lejlighed til at teste. Jeg er ret vild med Gripgrab’s farvepalette generelt, da de på en og samme tid er både friske og alligevel afdæmpede.
Materialet er en kombination af merinould og syntetiske fibre, for at få det bedste fra begge verdener. Merinoulden er blød, har gode temperaturregulerende egenskaber og forhindre bakterier/lugt. De syntetiske fibre er slidstærke, kan strækkes, krymper ikke i vask og så tørrer de lynhurtigt – samler man alt dette i ét materiale, har man “Merinotech” som giver os det bedste fra begge verdener!
Foran er en gennemgående YKK lynlås og øverst en lille krave der giver lidt beskyttelse mod vinden. Ærmerne er med opbuk nederst, altså ikke en elastik så de sidder stramt og potentielt kan genere under brug og så har de også en god længde – så de er “lange nok” når man sidder på cyklen.
Ved livet er elastik hele vejen rundt, med silikoneprint bagtil så den ikke glider op. Samtidig er der lidt ekstra længde bagtil, så bagdelen og nederste del af ryggen er beskyttet når man indtager positionen på cyklen.
Bagpå er der 3 åbne lommer til energi, pumpe og hvad man ellers ønsker plads til. Lommerne er med kantbånd øverst, hvilket gør dem lidt nemmere at komme i – særligt hvis man har handsker på. Samtidig sidder de ikke højere end man godt kan komme i dem. I højre side er placeret en lomme med lynlås, den kan passende bruges til smartphone, nøgler eller lign. som man ikke ønsker opbevaret i én af de 3 åbne lommer.
EXPLR Merinotech Thermal har ret mange detaljer der viser at der er tænkt over selv de mindste ting, eksempelvis er kantbåndet på lommerne med Gripgrab’s “logo”, elastikken i livet ligeledes og så er Gripgrab logoerne syet på i stedet for trykt, hvilket betyder de bedre modstår vask!
Komfort og pasform
Jeg har testet EXPLR Merinotech Thermal de sidste uger hvor temperaturen har svinget mellem 0-10 grader og vejret primært har været gråt og fugtigt. Hvis vi lige skal vende pasformen, så kalder GripGrab den for “Athletic fit”, det betyder en tætsiddende, men behagelig pasform. Jeg er ret enig i den kategorisering – for en str. S sidder rigtig godt på mine 66 kg. fordelt på 175 cm. Den sidder tæt, men der er ikke tale om “race fit”, derfor er den velegnet til brug både på landevejen og på gravel og til både hurtige og mere hyggelige ture.
Materialet er super blødt, både at røre ved og for huden og så er det ret fleksibelt så det strækker sig og tilpasser sig rytteren. Materialet er så tilpas tykt at det i sig selv giver lidt isolering og ellers er merinoulden med til at hjælpe en med at holde varmen. Materialet er ikke vandtæt, så åndbarheden er rigtig godt og skulle man alligevel komme igennem en byge, så tørrer det ret hurtigt. I testperioden har jeg kørt med en langærmet baselayer under og suppleret med en vindvest på dage med kold vind eller lave temperaturer, hvilket har fungeret rigtig godt! I temperaturer omkring 10 grader vil jeg fint kunne bruge den alene, derunder vil jeg nok foretrække at supplere med en vest hvis der er lidt blæst eller udsigt til regn – så man har beskyttelse mod vind og vand foran.
Konklusion
EXPLR Merinotech Thermal fra GripGrab er et virkelig godt bud på en alsidig langærmet trøje til efterår og tidlid/mild vinterbrug. Jeg har testet den i temperaturer ned til et par plus grader på længere gravelture og her har den, sammen med en vindvest, givet mig den fornødne beskyttelse og holdt mig lun. Åndbarheden er rigtig god, hvilket er en fordel når temperaturen svinger eller intensiteten er høj – men samtidig er materialet isolerende og tørrer hurtigt hvis det bliver fugtigt.
Design, farvemulighederne og den generelle pasformen får også “thumbs up” herfra og med de forholdsvis milde vintre vi har haft de seneste år, forventer jeg at EXPLR Merinotech Thermal kan bruges langt ind i vinteren, medmindre det bliver minusgrader eller det regner/sner – her vil jeg så nok foretrække en jakke der yder bedre beskyttelse og er vandtæt.
Lige over 1100,- for en langærmet termo-jersey i denne kvalitet er bestemt en rimelig pris og efter min mening bestemt pengene værd!
Pris og tilgængelighed
Vejledende pris: 150 eur / 1119 dkk