Test: Goodyear XPLR Slick graveldæk

Goodyear har sammen med Zipp udviklet 2 graveldæk til de nye 303 XPLR gravel hjulsæt: XPLR Slick som er det hurtige dæk med en glat slidbane i midten og lidt knopper i siden til at sikre greb i svingene samt XPLR Inter som er et lidt grovere dæk med mange små knopper, dog uden at være et dediceret “mudder” dæk.

Begge dæk er udviklet specifikt til brug sammen med Zipp’s nye 303 XPLR gravelhjulsæt der findes i en S og og SW udgave, altså er de lavet til hookless brug og så er de naturligvis klar til tubeless!

Vi har tidligere testet XPLR Inter og nu skal vi finde ud af om XPLR Slick er så meget hurtigere på fast underlag!

Gå direkte til indhold:

Testopsætning og montering

Da Goodyear XPLR Slick er udviklet og designet til de nye 303 XPLR gravelhjulsæt er det naturligvis oplagt at teste dem på dette hjulsæt, selvom de formentlig sagtens vil kunne bruges på andre hjulsæt – så længe de er hookless kompatible. Goodyear skriver dog følgende “For use with Zipp 622×32 TSS Rims only”

Dækkkene var ikke helt nemt at få monteret dækkene på fælgen, det sidste stykke måtte lige krænges på med min gode hjælper fra BBB nemlig EasyTire – det er mit to-go værktøj når cykeldæk skal krænges på fælgen og det bliver for bøvlet med håndkraft.

Et pust med kompressoren og dækkene satte sig, klar til tubeless sealant. Denne gang har jeg brugt Orange Seal Regular Tubeless sealant som jeg kender og har rigtig gode erfaringer med.

Dækket måler ? mm på Zipp 303 XPLR SW hjulsæt – men som billedet indikerer er fælgen næsten for “bred” til dækket og i praksis betyder det en fælgkant der er lidt mere udsat ift. “kantkys” som vi kender det fra fælgene på bilen.

Historien bag Goodyear XPLR-serien

Goodyear’s nye XPLR-serie er kulminationen på mere end 2 års intensivt arbejde hvor Goodyear og SRAM (Der ejer Zipp) sammen har lavet en masse tests i laboratoriet samt ude i virkeligheden. Dette for at skabe den absolut bedste (og hurtigste) kombination af dæk og hjulsæt!

Årsagen til at det har taget lidt tid, er at Zipp’s nye 303 XPLR-serie har 32mm indvendig bredde, noget der ikke tidligere er set – så man har skulle designe dækkene til at komplementere de nye brede fælge. Derudover har man set at der er øget fokus på både aerodynamik og hastighed ifm. gravel races, så det her med “bare” at tage produkter vi kender fra landevejscyklen og forstærke dem til gravelbrug, er efterhånden fortid. Nu skal produkterne i stedet designes og udvikles specifikt til gravelbrug.

  • XPLR Slick: 40mm, 440 gram pr. dæk. Slick er velegnet til hårdtpakket grus og tørre forhold, glat i midten og sideknopper der giver greb i sving.
  • XPLR Inter: 45mm, 530 gram pr. dæk. Inter er velegnet til brug på blandet underlag, dog gør det sig bedst under tørre forhold, løst underlag er dog intet problem da de mange mindre knopper sikrer et godt greb generelt.
  • Læs hele historien omkring Goodyear’s XPLR-serie

Udvalgte specifikationer

  • 40mm
  • Fås kun med brune dæksider
  • Tubeless ready
  • Hookless kompatible
  • UHP:Dynamic Compound
  • 120 TPI casing
  • Oplyst vægt: 440 gram (Kontrolvejet til 440 gram)

Dækkets opbygning

Goodyear kalder selv XPLR Slick for et “Semi-Slick Gravel Race Tire” og det stemmer meget godt med dækkets opbygning og design. Der er en næsten helt glat stribe i midten for lav rullemodstand og maksimal fart når underlaget er hårdt, uanset om det er hårdpakket grus eller asfalt. Længere ud på siden af dækket er lidt mere mønster for at give greb i sving og hvis underlaget bliver lidt mere løst – mens der helt ude på siden er høje sideknopper der skal sikre greb når du kommer godt ned i svingene.

Dækket har M:Wall forstærkning af sidevæggene for at understøtte muligheden for at køre lavt dæktryk, mens compounden er Dynamic:UHP der er lavet med lav rullemodstand og fornuftigt greb for øje. Med en 120 TPI casing er der tale om et dæk der er forholdsvis fleksibelt og let, hvilket normalt er lig med lav vægt, god rullemodstand men også et lidt mere “sårbart” dæk ift. cuts og punkteringer.

Dækket er designet til brug sammen med den nye brede 303 XPLR-serie fra Zipp, så man får muligheden for at sænke dæktrykket yderligere ift. en smallere fælg, samtidig med at dæk og fælgkant flugter mere – så man får en mere aerodynamisk kombination af dæk og fælg.

XPLR Slick i praksis

Én af de afgørende faktorer for ens oplevelse af et dæk er det korrekte dæktryk, derfor har jeg brugt den fremragende dæktrykskalkulator som Goodyear lavet til alle deres aktuelle dæk. Resultatet her var en anbefaling på 2,07 bar og 2,21 bar bag til mig – en kende højere end jeg normalt ville køre på et 40mm dæk, her ville jeg nok køre 1,8 -> 2,0 bar alt efter dæk og terræn.

Jeg har i testperioden kørt en del ture på Goodyear XPLR Slick, både længere og korte intense ture og underlaget har været enormt blandet, præcist som mine “gennemsnitlige” gravelture. En god blanding af grusveje, markveje, skovstier og alt derimellem, inkl. asfalt på transportstykker.

Først og fremmest så bør det fremhæves at Goodyear XPLR Slick (naturligvis) ruller fremragende på asfalt og det larmer minimalt, da der ikke er nogle knopper til at skabe støj eller øge rullemodstanden.

På hårdtpakket grus og skovstier er oplevelsen den samme, de ruller virkelig godt og grebet er som det skal være! Rammer man mere teknisk underlagt og løst grus med eksempelvis store sten, så bliver man lidt mere udfordret grundet det manglende “mønster” på dækket og måske delvist også et dæktryk som er til den høje side. Jeg oplevede i hvert fald i forbindelse med bl.a. Marsk Gravel at mangle greb når vi ramte grusveje med løst underlag og større sten. Jeg har også på mine normale ture oplevet steder hvor jeg har taget sving som normalt, men hvor Goodyear XPLR Slick ikke har grebet i underlaget som jeg har været vant til…

Til gengæld har de fået forholdsvis mange “tæsk” i testperioden og underlaget har helt sikkert generelt været mere udfordrende end de er designet til – det er jeg fuldt ud bevist om i den endelig karaktergivning! Jeg har kørt ca. 350 km. før der måtte en plug til og dette skyldes et side-cut som væsken ikke kunne lappe. Det er bestemt ikke optimalt eller anbefalesværdigt at “plugge” i sidevæggen, men her var det nødvendigt for at kunne trille hjem stille og roligt af asfaltveje. Side-cuts er ét af de kritikpunkter jeg er stødt på af XPLR Slick og det må jeg nok desværre tilslutte mig, selvom det kun er sket én gang. Jeg kan ikke mindes hvornår jeg sidst har fået et “side-cut” på gravel – det er i hvert fald mange tusinde km. siden (Med mange forskellige dæk undervejs!) Til gengæld virker det til at punkteringsbeskyttelsen og dermed resistensen i selve kørefladen er rigtig fornuftig, da jeg ikke her har haft behov for plugs endnu!

Konklusion

Har man købt ét af de nye 303 XPLR gravelhjulsæt fra Zipp, så har man i skrivende stund ikke så mange valg ift. dæk, kun Zipp, Goodyear og Schwalbe har i skrivende stund dæk der er godkendte hertil.

Goodyear XPLR Slick er som udgangspunkt et ganske udmærket dæk, men det afhænger af hvilket terræn man udsætter det for. Er man typen der primært kører asfalt og “light” gravel såsom en hårdpakket grusvej eller skovsti – så får man et fantastisk dæk med lav rullemodstand, høj fart og umiddelbart god punkteringsresistens. Er man typen der gerne vil lidt mere på eventyr og køre mere blandet underlag, så vil jeg klart anbefale et dæk med lidt mere mønster og måske også et dæk der er bredere end de 40mm på 303 XPLR gravelhjulsæt, for de virker og ser smalle ud herpå – 45mm ser mere naturligt ud og fælgkanten bedre beskyttet.

Er man til race hvor lav vægt, aerodynamik og lav rullemodstand er vigtigst – så vil Goodyear XPLR Slick nok også være et godt bud.

Pris og tilgængelighed

Set til 549,-

Holdbarhed 8
Rullemodstand 9
Greb 7
Punkteringsbeskyttelse 7
Vægt 9
Pris 7
7.8
Mere fra Noel Juul Christensen
Zwift: Sådan parrer du din hometrainer
I denne video viser vi hvordan du parrer din smart hometrainer med...
Læs mere
Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.