Test: USWE A3 Challenger 2 liter rygsæk

USWE er et forholdsvis nyt mærke på det danske marked, som i dag distribueres af Cycle Service Nordic til forhandlere i hele Danmark (samt Sverige, Norge og Finland).

USWE er et svensk brand, firmaet bag hedder USWE Sport AB og med Deres distributionsaftale med Cycle Service Nordic vil de nu bredt ud på det nordiske marked. Tidligere har produkterne ikke været så bredt ude, men man har derimod gjort meget i samarbejde med ambassadører såsom Steve Peat, Greg Minnaar, Josh Bryceland, Bryan Regnier, og nordiske hold/ryttere som Team Kalas Merida, Daniel Brengdahl og Benny Andersson.

USWE, udtales i øvrigt “You-swee”, gør sig for nuværende udelukkede i rygsække med drikkesystem, til både cykel og motorcross brug dog.

Den første i rækken af USWE produkter som vi har haft fingrene i, hedder A3 Challenger og dette er en forholdsvis kompakt rygsæk med 2 liter vandblære og plads til de allermest nødvendige fornødenheder.

Design, funktionalitet og detaljer

USWE A3 Challenger er en lille og let sag, den vejer kun 540 gram inkl. vandblære og måler 38 x 32 x 8 cm. Den er udført i polyester og materialet er ret nemt at tørre af med en våd klud, alternativt kan den faktisk håndvaskes ved 30 grader.

Uswe-A3-Challenger-front

Denne model findes pt. kun i ét farvekombination, og den er grå/blå og sort – hvilket er en ganske neutral kombination.

Uswe-A3-Challenger-back

Tasken består reelt af 2 dele, selve rygsækken og så frontlommen der kan klipses af og på efter behov. Selve rygsækken er i et meget slankt design og uden ret mange dikkedarer. Øverst er der adgang til selve hovedrummet hvor HydraBak vandblæren (2 liter) er placeret, den kan hægtes fast øverst så den ikke ligger og skvulper rundt. Indvendigt er der også én smal, men forholdsvis dyb lomme til opbevaring af småting – eksempelvis en MP3-afspiller, for der er udtag til hovedtelefoner eller “helmet handsfree tube” øverst i tasken.

Uswe-A3-Challenger-audio

HydraBak vandblæren kan, som nævnt, indeholde 2 liter væske og er med “hurtig-kobling”, i praksis betyder det blot at slange og blære nemt kan skilles ad via en kobling, så man kan lade slange sidde i tasken, mens blæren tømmes, gøres rent eller noget helt tredje. Mundstykket kan låses, ved at dreje på hovedet og ellers er det af den type der kræver et “bid” og et sug, dette fungerer rigtig fint og betyder samtidig at risikoen for at mundstykket “lækker” selvom det ikke er låst, er meget lille – en fin detalje!

Uswe-A3-Challenger-slange

Bagsiden af USWE A3 Challenger har en let på polstring og ellers er den udført i mesh for øget åndbarhed. Der er dog ingen deciderede “kanaler” til at lede varmen væk fra ryggen.

Uswe-A3-Challenger-padded-back

Skulderemmene er ikke specielt brede, men perfekt afpasset rygsækkens størrelse og vægt når den er fuldt pakket. De er brede nok til at vægten er glimrende fordelt, men stadig så smalle at man ikke føler dem klodsede eller generende i brug.

Uswe-A3-Challenger-skulderrem

Selve “sele-systemet” på USWE A3 Challenger bygger på USWE’s egne “No Dancing Monkey” teknologi. I praksis er dette blot et 4-punkts seletøj, der først og fremme består af skulderemmene, samt et bælte over brystet. Det unikke ved USWE’s system er at det virkelig nemt at tilpasse, skulderremmene kan forkortes eller forlænges med velkrolukning og nederst er et bredt elastikbånd der sammen med det kraftige brystbælte sørger for at holde tasken helt ind til kroppen, men med brugen af elastik ved både skulderremmene og over brystet er bevægeligheden og komforten stadig helt i top. Brystremmen er ligeledes ganske kraftig og kan også nemt justeres ind/ud med velkrolukning og faktisk må dette være det mest simple og effektive seletøj jeg endnu er stødt på en i rygsæk, det er virkelig nemt at finde den korrekte størrelse og små justeringer kan lynhurtigt klares på farten.

Uswe-A3-Challenger-harness

Som tidligere nævnt, består USWE A3 Challenger af to dele, selve rygsækken og frontlommen. Idéen fra USWE’s side er at man kan have frontlommen monteret under træning og lade de blive hjemme ved løb eller lign., hvilket i sig selv giver rigtig god mening og gør tasken endnu mere alsidig. Frontlommen klipses på selve rygsækken med 4 spænder og består indvendigt blot af ét rum inden nogen form for inddeling. Yderst på frontlommen er en lille netlomme som kan bruges til affald eller andet som kan ikke ønsker at opbevare i det indvendige rum. Trods det faktum at frontlommen ikke er specielt stort, rummer det alligevel alt det som jeg personligt finder essentielt på de korte MTB ture af et par timers varighed, hvilket for mig er følgende:

  • Ekstra slange
  • Lille pumpe
  • Dækjern
  • Multitool med kædeadskiller
  • Gummihandsker
  • Ekstra kædeled
  • Energi og/eller en bar

Pakker man det rigtig er der plads til mere end man umiddelbart regner med og da rummet kan åbnes godt op, er det nemt at skabe et hurtigt overblik uden at skulle have al indholdet ud af rummet.

Uswe-A3-Challenger-frontpocket

Pasform og praktisk brug

Som nævnt er det utrolig nemt at indstille og tilpasse USWE A3 Challenger, takke være brugen af velkro. Brystbæltet kan indstilles til M/L eller XL, med mine 70 kg. fordelt på 175 cm er jeg dog allerede i XL-indstillingen på brystbæltet! Der er elastik i både skulderrem såvel som brystbælte, som er med til at holde tasken tæt til kroppen når det går vildt for sig, uden det går ud over komforten.

4-punkts seletøjet gør at tasken, selvom den er helt fyldt, følger ryggen 100% og man forstår straks hvorfor de har kaldt det “No Dancing Monkey” for der er vitterligt intet der danser rundt på ryggen af en, man bemærker dårligt nok man har tasken på. De forholdsvis brede skulderremme og det smarte 4-punkts seletøj gør at vægten er fordelt optimalt og at tasken sidder præcis hvor den skal.

Med 2-liter vandblære er denne taske velegnet til brug på ture af 2-3 timers varighed og man vænner sig hurtigt til HydraBak’s mundstykke hvis man skulle være vant til CamelBak’s mundstykke fra tidligere. På den ene skulderrem er en lille clips hvor slangen kan fastgøres, så man har styr på hvor denne befinder sig og den er nem at komme til.

HydraBak vandblæren er meget simpel og enormt nem at rengøre, dog gør svejsningen på midten det lidt besværligt at få tørret den af indvendigt – man skal i hvert fald ikke have alt for store hænder. Derudover så fungerer det meget simple system upåklageligt og særligt det faktum at vandblæren er udstyret med en hurtig-kobling er for mig et kæmpe plus, så man ikke behøver fjerne slangen fra rygsækken, blot fordi vandblæren skal tømmes, fyldes eller gøres ren.

Specifikationer

  • Volume: 3 L
  • Vandblære kapacitet 2,0L
  • Vægt: 540 gram inkl. vandblære
  • Dimensioner: L 38cm x W 32 cm x H 8cm

Konklusion

Med en vejledende pris på omkring 700,- ligger USWE A3 Challenger sig tæt på CamelBak Rogue (Vejl. 600,-) som den har en del ligheder med. Personligt er jeg stadig mest til CamelBak’s vandblære og mundstykke, men det vil Jeg mene er en smagssag. Til gengæld kan CamelBak Rogue altså ikke helt være med når vi snakker alsidighed, for det er virkelig smart at man på USWE A3 Challenger blot kan klipse frontlommen af når man gerne vil spare lidt vægt og ikke har brug for værktøj og hvad man ellers måtte køre rundt med.

Seletøjet og komforten er ligeledes helt i top og her har CamelBak Rogue altså også svært ved at følge med – for USWE A3 Challenger sidder ganske enkelt bare bedre og mere tæt/sikkert til kroppen med det smarte 4-punkts seletøj.

I forhold til indhold og opbevaring så taber USWE A3 Challenger til CamelBak Rogue, for der er kun ét rum foran samt en netlomme, plus ét smalt og dybt rum indvendigt som jeg har lidt svært ved at se hvad skal bruges til – så her må man vurdere hvad man vægter højest!

Samlet set er jeg meget positivt overrasket efter mit første møde med USWE og kan kun varmt anbefale USWE A3 Challenger til dem der søger en kompakt rygsæk til de korte ture af et par timers varighed og uden behov for at medbringe tonsvis af udstyr – til gengæld er komforten helt i top!

Uswe-A3-Challenger-side

Pris og tilgængelighed

Set til ca. 700,-

Funktionalitet 9
Design 8
Detaljer 9
Pris 8
8.5
Tags fra indlægget
,
Mere fra Noel Juul Christensen
Velgørende Online Auktion for Sclerose foreningen
Pressemeddelelse Cykelgear i Terndrup holder onsdag kl 17:30 online auktion på deres...
Læs mere
Join the Conversation

1 Kommentarer

Leave a comment
Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.