Test: Denver ACG-8050W actionkamera

For omkring ét år siden, testede og anmeldte vi en lang række actionkameraer – deriblandt ACT-8030W fa Danske DENVER – et actionkamera der på papiret kunne konkurrere med GoPro’s mellemklassemodel, men til en helt anden pris, med andre ord fik man meget værdi for pengene.

I mellemtiden er en ny model kommet til, kaldet ACG-8050W, modellen er opgraderet med GPS og har fået en opfrisker rent designmæssigt.

Med en pris på omkring 800-1000,- virker det igen som et godt køb, for et Full HD actionkamera med GPS og masser af tilbehør – men leverer det varen? Læs videre og få svaret!

Indhold i kassen

Denver ACG-8050W leveres i en nydelig emballage, hvor man øverst kan se selve kameraet, monteret i det vandtætte hus. Den nederste del af emballagen rummer al det medfølgende tilbehør der omfatter følgende:

  • Denver ACG-8050W actionkamera
  • Vandtæt hus, vandtæt ned til 45 meter
  • Trådløs fjernbetjening
  • “Frame” til montering
  • Monteringsbeslag til cykel, eller andre former for rør
  • Sugekop-holder
  • Selvklæbende mounts til montering på eksempelvis hjelme
  • Hjelm-mount med stropper til cykel eller ski-hjelm eksempelvis.
  • Genopladelig batteri
  • USB kabel og vejledning

Se vores video-unboxing af Denver ACG-8050W nedenfor.

Udvalgte specifikationer

  • 170 graders synsvinkel
  • Full HD opløsning (1920×1080 @ 60fps / 720p (1280×720 @ 120fps)
  • 16 megapixel stillbilleder
  • Slow Motion og time lapse funktion
  • Benytter microSD hukommelseskort op til 32GB
  • HDMI
  • USB til opladning og overførsel
  • Vandtæt ned til 45 meter i medfølgende hus
  • Wi-Fi samt GPS

Denver-ACG-8050W-front

Design og funktioner

Ved første blik, minder Denver ACG-8050W ret meget om GoPro’s Hero 4 Silver Edition, dog er Denver’s udgave lidt større på alle leder og kanter, selvom det dog er i småtingsafdelingen. Kameraet er udført med en sølvfarvet forside og resten i sort, altsammen i plast. Rammen omkring kameraet er udført i en ru plast, som gør grebet omkring kameraet mere solidt. På forsiden er selve objektivet med 170 graders synsvinkel det fremtrædende element, sensoren er en CMOS sensor med 8 megapixel opløsning. Der er også et iR øje, hvis man bruger den medfølgende fjernbetjening samt en diode der blinker når der optages.

Denver-ACG-8050W-compared-to-gopro-hero4

På toppen af Denver ACG-8050W er kun én knap, nemlig “OK” knappen, der har forskellig funktion alt efter hvor i menuerne man befinder sig – men som også starter optagelse eller tager et billede. Der er ligeledes en diode der blinker for at indikere om der er en optagelse i gang.

På den ene side er 2 knapper, en on/off knap der også bruges til skift af tilstand (video/stillbilleder) samt en knap til aktivering af indbygget Wi-Fi. På modsatte side er indgang til microSD hukommelseskort, HDMI stikket og USB stikket. HDMI stikket brug for tilslutning til et TV eller lign., men USB stikket bruges til enten opladning eller overførsel til PC.

Denver-ACG-8050W-side

I bunden er det genopladelige batteri på 1200 mAh gemt bag en lille låge og bagpå kameraet er selve skærmen, der dog ikke er touch-betjening, samt knap for tilgang til menuen. Skærmen er på 2″ og gør det nemt at navigerer i menuer og have overblik over hvad man optager, hvis ikke man bruger Wi-Fi funktionen og får billedet vist direkte på ens smartphone.

Denver-ACG-8050W-battery

På video-delen tilbyder Denver ACG-8050W optagelse i Full HD (1920×1080) med 60FPS, hvilket er en ganske fornuftig opløsning, er man mere til slow-motion er der mulighed for 720p (1280×720) med 120 FPS. Der er, udover slowmotion, også mulighed for time lapse optagelser. Stillbilleder klares i op til 16 megapixel, men her skal man huske på at sensoren, rent fysisk, er enormt lille – så stillbilleder bliver altså aldrig dette kameras stærke side.

Det faktum at Denver ACG-8050W har indbygget Wi-Fi betyder at kameraet kan betjenes via en gratis app til både Android og iOS enheder, app’en hedder DenverActionCam2 (AppStore). Via denne app kan man få et “live” stream fra actionkameraet, hvilket er yderst praktisk når actionkameraet er monteret således man ikke umiddelbart har adgang til skærmen og derfor reelt ikke kan se præcist hvor der optages. Der er ligeledes mulighed for at starte/stoppe optagelser, ændre indstillinger og se optagelser lagret på actionkameraet. Aktivering af Wi-Fi sluger dog en del strøm, så man bør kun benytte dette når det er absolut nødvendigt.

En anden strømslugende, men virkelig cool, feature er GPS funktionaliteten. Den “logger” din færden og du vil kunne optegne ruter på en kort via gratis software efterfølgende, så du kan se hvor du har befundet dig mens videoen er optaget, ligesom man kan se information såsom gennemsnits og topfart. Igen bør funktionen ikke være slået til medmindre man skal bruge den, for den sluger altså ligeledes strøm – hvilket er en akilleshæl for de fleste actionkameraer.

Via menuen, der i øvrigt kan indstilles til dansk sprog, er det ret enkelt og hurtigt at indstille alt fra opløsning, til hvid-balance. I forhold til et traditionelt kamera er der naturligvis ikke nær så mange indstillingsmuligheder, men der er mulighed for lidt fintuning, hvis ikke man ønsker 100% automatik. Det generelle indtryk af betjeningen er at det er nemt og intuitivt, noget der kan være ret langt imellem når vi ser bort fra de helt store spillere på actionkamera-markedet.

Med i æsken får man fra start et hav af forskellige mounts og grej til montering og derudover er Denver ACG-8050W kompatibel med alle GoPro mounts, da rammen og huset der medfølger passer på GoPro mounts. Dette gør mulighederne for tilbehør, nærmest, uendelige da der findes rigtig meget originalt fra GoPro, samt enormt meget fra 3. parts leverandører. Man kunne frygte at det medfølgende tilbehør og mounts, var af ringe kvalitet – men det virker altsammen ganske solidt og langt bedre end jeg umiddelbart ville forvente i denne prisklasse. Det gør altså bare det hele lidt sjovere når man kan komme igang med det samme!

Én af de vigtigste tilbehørsprodukter er det vandtætte hus, der bruges så snart kameraet skal under vandet eller bare med en tur i mudret terræn eller vådt vejr – det er vandtæt ned til 45 meter og er udført med en smart ekstra låse-mekanisme der gør at det ikke kan åbnes ved en fejl.

Denver-ACG-8050W-in-case

Denver ACG-8050W videokvalitet

Nedenfor en række forskellige videoklp  optaget med Denver ACG-8050W i Full HD opløsning, uden nogle former for redigering.

Konklusion

DENVER har gjort det igen, for Denver ACG-8050W giver enormt meget værdi for pengene! Man får et actionkamera der indeholder alle de funktioner man kan forvente af et high-end actionkamera, men til en helt anden pris, i flæng kan nævnes 1080p opløsning/60FPS eller 720p/120FPS for fede slow-motion optagelser, derudover indbygget Wi-Fi og GPS samt et virkelig fint udvalg af tilbehør med i pakken fra start, så man kan komme i gang!

Videokvaliteten er også glimrende, omend jeg ikke ser den store kvalitetsforskel fra 8030W’eren. Actionkameraet gør det helt generelt godt og klarer ujævnt terræn rent fint – hvilket nok må tilskrives den indbyggede billedstabilisering. Den generelle finish er også ganske udmærket, omend den ikke er på højde med hverken GoPro eller Sony – hvilket heller ikke kan eller bør forventes.

Der hvor ACG-8050W falder lidt igennem i forhold til GoPro og Sony (Altså de “store” spillere) er på den automatiske hvidbalance, her er ACG-8050W lidt langsommere til at registrere og tilpasse når man går fra lys til mørke og omvendt, samtidig er det ikke nær så lysstærkt – så ACG-8050W klarer sig klart bedst under fornuftige lysforhold. Derudover er batteritiden begrænset, med GPS’en aktiveret har jeg ikke fået meget mere end ca. 40-50 minutters optagelse ud af det – DENVER oplyser selv 45 min med GPS og Wi-Fi aktiveret.

Med disse småting in mente, kan jeg kun anbefale ACG-8050W til alle dem der er på udkig efter et fornuftig actionkamera med masser af funktioner, men som ikke ønsker at betale flere tusinde kroner for det. Dette actionkamera er også oplagt hvis man blot vil prøve det af og se om man får det brugt, for man får med ACG-8050W en komplet “startpakke” og skal reelt kun investere i et microSD hukommelseskort på maksimalt 32GB.

Samlet set er ACG-8050W et god bud på et “begynder-kamera”, hvis man nægter at gå på kompromis med features og specifikationer, men stadig vil holde prisen i et budgetvenligt niveau.

Pris og tilgængelighed

Set til ca. 800,-

Se aktuel pris hos PriceRunner

Funktionalitet 8
Brugervenlighed 9
Videokvalitet 8
Pris 9
8.5
Tags fra indlægget
,
Mere fra Noel Juul Christensen
Video: Xeccon Zeta 1600R Unboxing
Unboxing af Xeccon Zeta 1600R, 1600 lumen LED forlygte med smart remote....
Læs mere
Join the Conversation

1 Kommentarer

  1. says: Annemarie Josephsen

    Man kan ikke bruge fjernbetjeningen til at tænde kameraet og det synes jeg er temmelig irriterende.
    Der står højt og flot i brugervejledningen at man kan betjene kameraet med fjernbetjeningen, uden at berøre kameraet.
    Der står, at man både kan tænde og slukke kameraet med fjernbetjeningen.
    Da jeg ringede til Denver Support, sagde de, at det var en fejl i brugsanvisningen.
    Føler mig snydt.

Leave a comment
Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.