Test: DENVER ACT-5040W Actionkamera

De seneste uger har vi testet ACT-5040W actionkameraet fra den danske producent DENVER. Modellen er tydeligt inspireret af GoPro Session, altså er der tale om et lille kube-formet kamera.

Modellen koster omkring 700,- i butikkerne og til den pris får man Full HD opløsning, Wi-Fi og i vanlig DENVER stil, en masse tilbehør med i pakken fra start.

Indhold i kassen

Emballagen rummer øverst kameraet, i det vandtætte hus, mens tilbehør, vejledninger og lign. er gemt i den nederste del af æsken.

I æsken finder man følgende:

  • DENVER ACT-5040W actionkamera
  • Vandtæt hus
  • Ramme/frame til montering uden brug af det vandtætte hus
  • Beslag til cykelstyr/rør
  • Hjelmrem
  • Sugekop
  • USB kabel
  • Vejledning
  • Buckle med kuglehoved
  • Fjernbetjening

Se vores video unboxing af DENVER ACT-5040W nedenfor.

Udvalgte specifikationer

  • Full HD opløsning (1080p/30 fps eller 720p/60 fps)
  • 120 graders vidvinkel
  • 8 megapixel stillbilleder
  • Indbygget Wi-Fi
  • Indbygget genopladelig batteri
  • LCD skærm
  • Benytter microSD hukommelseskort til optagelse, op til 32GB
  • Vandtæt ned til 30 meter i medfølgende vandtætte hus

Denver-ACT-5040W-front

Design og funktioner

ACT-5040W er udført i kraftig sort plast, som giver indtryk af at være ganske robust. Overfladen er ikke glat, så det er nemmere at holde omkring og samtidig ikke nær så modtagelig for fedtfingre eller ridser.

Actionkameraet vejer 66 gram, uden microSD hukommelseskort eller andet tilbehør og er derfor ganske let!

Som nævnt indledningsvis, er designet tydeligt inspireret af GoPro Session der har samme form – dog er denne udgave fra DENVER også udstyret med en LCD skærm.

På forsiden er objektivet, med CMOS sensor og 120 graders vidvinkel, godt beskyttet – og plant med fronten. På toppen er én knap der bruges til at starte og stoppe optagelse, samt en enkelt diode der indikere om optagelsen er i gang.

Denver-ACT-5040W-cardslot

På den ene side er USB stikket, der bruges til enten opladning eller overførsel, samt microSD kortholderen gemt bag en lille gummi-flap, på modsatte side er der 2 knapper, én til at tænde og slukke actionkameraet med og én til aktivere/deaktivere af Wi-Fi funktionen -samtidig et par dioder der indikere om Wi-Fi og aktiveret og om optagelse er i gang. Disse, i alt, 3 knapper bruges ligeledes til navigering i den simpel menu, der dog også indeholder dansk sprog. Menuen er ret enkel at finde rundt i og LCD skærmen gør det væsentligt nemmere at navigere. Opløsningen på LCD skærmen er dog ikke specielt høj og det kommer sig derfor til udtryk i både menuer og når eller hvis man bruger skærmen som “søger”.

Denver-ACT-5040W-screen

Batteriet i ACT-5040W er indbygget og kan derfor, desværre, ikke udskiftes. Batteriet er på 800 mAh og dette skulle række til ca. 1 times optagelse.

ACT-5040W håndterer Full HD videooptagelse med 30fps, eller 720p med 60 fps, filformatet er .mov og kan derfor afspilles umiddelbart på praktisk talt alle enheder. Actionkameraet kan også bruges til stillbilleder, i 8 megapixel opløsning og i JPEG format – det er dog bestemt ikke actionkameraets stærke side.

Med den indbyggede Wi-Fi funktionalitet kan actionkameraet fjernbetjenes via den gratis app til Android og iOS, DenverAction Cam 2. App’en gør det både muligt at starte og stoppe optagelse, ligesom man kan indstille actionkameraet. Den helt store fordel ved Wi-Fi og app-funktionaliteten, er uden tvivl at man har mulighed for at placere actionkameraet, eksempelvis på en hjelm, og så starte og stoppe optagelser uden fysisk at skulle have fat i actionkameraet. Ligeledes kan nemt indstille actionkameraet, så det har den helt rette vinkel, så man ikke først opdager, når man er kommet hjem, at actionkameraet har været vinklet helt forkert…

Som det med alt tydelighed ses i Vores unboxing af ACT-5040W, så får man en hel del tilbehør og mounts med fra start, hvilket er en stor fordel – særligt hvis det er ens 1. actionkamera og man er lidt i tvivl om det er noget man vil få brugt. Her får man den komplette pakke, lige til at gå til og for de fleste vil det medfølgende tilbehør fint dække behovet, således man ikke har behov for at indkøbe yderligere til en start. Tilbehøret dækker alt fra sugekop som kan bruges i/på bilen, til holder til cykelstyr, hjelmrem og meget andet – så til “vores” brug på cyklen er vi glimrende dækket ind, dog ville jeg nok personligt investere i et chestmount til MTB brug. Det vandtætte kamerahus og “rammen” kan bruges sammen med GoPro mounts, så det er nemt at finde nyt eller andet tilbehør, da det er umiddelbart kompatibel med GoPro mounts.

Det medfølgende vandtætte hus gør det muligt at benytte actionkameraet i al slags vejr, dog vil mikrofonen blive påvirket af at være lukket inde – så lyden er ikke ret brugbar når actionkameraet er monteret i dette. Huset kan bruges ned til 30 meter, så en regnskylle, eller en dykkertur er ingen udfordring. Huset er udstyret med en lille anordning der gør at huset ikke kan åbnes ved en fejl.

Denver-ACT-5040W-closeup-case

DENVER ACT-5040W videokvalitet

Videoklip optaget med ACT-5040W i Deres rå og uredigeret form, optaget i forskellige situationer og under forskellige forhold.

Konklusion

Vi har tidligere rost DENVER for at give enormt meget værdi for pengene og det er grundlæggende også tilfældet med ACT-5040W.

Med ACT-5040W får man Full HD opløsning, men “kun” 30fps og billedkvaliteten kan altså ikke helt måle sig med eksempelvis ACG-8050W eller ACT-8030W, selvom den er fornuftig.

En smart feature er at ACT-5040W er udstyret med gyro sensor, som automatisk vender billedet hvis actionkameraet monteres på hovedet, uden man behøver i menuen for at gøre noget.

Actionkameraet er nemt at betjene, billedkvaliteten er fornuftig, det er enormt kompakt og derfor ret nemt at placere og montere – samtidig med Wi-Fi funktionalitet og det faktum at man får en ordentlig omgang mounts og udstyr med i pakken!

Jeg savner dog muligheden for at skifte batteriet, særligt når batteritiden “kun” er på ca. 1 time og så havde det ikke gjort noget at actionkameraet var udstyret med HDMI – dog må jeg samtidig erkende at jeg nok aldrig selv ville få brugt HDMI udgangen, mens andre måske ville se det som et stort plus at kunne slutte actionkameraet direkte til TV’et.

Samlet set er ACT-5040W et ganske fornuftigt køb, særligt hvis man er i markedet efter et kompakt actionkamera der er nemt at bruge og som leveres med alt hvad man umiddelbart skal bruge for at komme i gang.

Pris og tilgængelighed

Set til ca. 700,-

Se aktuel pris hos PriceRunner

Funktionalitet 8
Brugervenlighed 8
Videokvalitet 7
Pris 8
7.8
Mere fra Noel Juul Christensen
Test: Bkool Pro 2015 Home trainer
Bemærk: Denne test skal ses som en “forbruger-test” og ikke en eksperttest –...
Læs mere
Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.