Test: Garmin EDGE 820

Garmin EDGE 820 blev præsenteret tilbage i Juli måned som en cykelcomputer til både konkurrence og trænings-brug, samtidig blev en lignende model kaldet EDGE Explore 820 lanceret – dog primært rettet mod tur-cykling.

EDGE 820 placerer sig midt imellem EDGE 810 og EDGE 1000 og er på mange måder helt sin egen – da den bl.a. indeholder en helt ny funktion kalde GroupTrack. Undertegnede har været så heldig at kunne teste EDGE 820 de seneste 6 uger i praksis.

Hvad er der i kassen?

Garmin EDGE 820 fås i 2 pakker, en kun med enheden og en såkaldt “Bundle” pakke, sidstnævnte betyder at den leveres med en del forskelligt udstyr, som i dette tilfælde er følgende:

  • Edge 820
  • Softstrap-pulsmåler
  • Kadencesensor
  • Hastighedssensor
  • Holdere (standard og out-front)
  • USB-kabel
  • Sikringsstrop
  • Quick guide

Se vores unboxing video nedenfor.

Design

EDGE 820 har samme fysiske størrelse som EDGE 520 og minder måske i virkeligheden mest af alt om en skrumpet EDGE 1000. EDGE 820 er udført i kraftig plast, med en sort bagside, sølvfarvet kant og front i sort. Forsiden består primært af selve touchskærmen på 2,3″, mens der på højre side slet ikke er nogle knapper, på venstre er selve on/off knappen og i bunden er 2 knapper til henholdsvis omgange og start/stop af turen. Det kan umiddelbart virke underligt at Garmin har valgt at udstyre den med sidstnævnte knapper, da den jo netop har touchskærmen. Men man finder hurtigt ud af det bestemt ikke er tilfældigt, for det giver rigtig god mening at man skal trykke “fysisk” på en knap for at starte og stoppe turen, så bør det nemlig ikke kunne ske utilsigtet, derudover kan man også starte/stoppe med handsker på, ligesom det kan være en fordel ikke at skulle berøre skærmen, eksempelvis hvis den er fyldt med mudder efter en tur på sporet – da den så nemt vil kunne blive ridset. Kort fortalt, så giver det bare rigtig god mening at Garmin har valgt at udstyre EDGE 820 med 2 knapper i bunden, selvom den er udstyret med en ganske glimrende touchskærm.

garmin-edge-820-on-bike

På bagsiden er EDGE 820 udstyret med Quarter-turn mount, så har du et mount fra en anden (nyere) Garmin enhed, så passer den også dertil. På bagsiden er også microUSB stikket, gemt bag en lille gummi-flap, dette bruges til opladning og overførsel af data til computeren.

garmin-edge-820-front

Den måler 73,0 x 49,0 x 21,0 mm og vejer 67 gram, så den hverken fylder eller vejer noget særligt og trods den kompakte størrelse så føles den faktisk ret robust!

garmin-edge-820-buttom

Funktionalitet og features

Den kapacitive touchskærm på 2,3″ er omdrejningspunktet og derfra EDGE 820 betjenes, opløsningen er på beskedne 200 x 265 pixels og naturligvis i farver. Opløsningen er ikke prangende sammenlignet med moderne smartphones med en pixeltæthed der er helt ekstrem, men til brugen er skærmen glimrende – opløsningen er fin, tekst og grafik står klart og tydeligt og skærmen har en detaljegrad der er glimrende til det den skal bruges til. En højere opløsning havde formentlig betydet en højere pris og ikke mindst en ringere batteritid, hvilket bestemt ikke er uvæsentligt for en cykelcomputer. Skærmen reagerer hurtigt, også med handsker på og felterne er så tilpas store at man kun sjældent rammer forkert, dette gælder også hvis man skal ændre opsætningen via menuen. Den grundlæggende opsætning som man skal igennem ved 1. opstart er meget basal og hurtigt klaret, har man købt enheden i et “bundle” sammen med sensorer er disse allerede præ-konfigurerede, så de blot skal aktiveres, ellers skal de lige søges frem og parres – hvilket også er en nem opgave.

Hovedskærmen giver adgang til 3 hovedpunkter, øverst en oversigt over de “profiler” man har opsat – eksempelvis; race, indendørs og MTB. Profilerne kan bruges til forskellige trænings former, men også til forskellige cykler. Hver profil kan konfigureres, i praksis betyder det at man kan have én opsætning til landevejs kørsel og en helt anden opsætning til MTB, dette gælder alt fra datafelter der vises på skærmen, til hvornår enheden automatisk skal starte/stoppe, til opsætning i forhold til navigationen som også er afhængig af om man ønsker at køre vej og cykelstier, eller kan acceptere en grus sti. Derudover et separat punkt til navigation, det kunne være en forud indlæst rute, eller en tur-retur rute – hvor man selv vælger en given distance og EDGE 820 fremkommer med op til 3 forskellige ruteforslag, denne funktion virker dog kun til landevejskørsel. Der er også mulighed for navigering til adresser og POI’er, præcis som man kender det fra GPS’en til bilen. Der understøttes almindeligt GPS signal, samt GLONASS der er mere præcist – til gengæld suger brugen af dette lidt mere strøm.

garmin-edge-820-navigation

Det indbyggede kort dækker det meste af Europa, se nedenfor for dæknings grad.

osm-coverage

Sidste hovedpunkt på start-skærmen er “Træning”, hvor man bl.a. kan få overblik over alle Strava segmenter, oprette træninger, kører intervaller eller noget helt tredje – her er masser af muligheder for dem der går mere end almindeligt op i træning!

Der er også mulighed for at indlæse/installere forskellige IQ App’s på enheden, IQ app’s er en kombination af 3. parts og Garmin’s egne app der giver en anden visning end den man er vant, det er mest “lir”, men der er nu nogle sjove apps imellem. Få et overblik over kompatible app til EDGE 820.

Under træning eller løb kan skærmen naturligvis tilpasses til brugeren, da den blot er inddelt i felter og man kan have flere sider, eksempelvis én til pulstræning, én der opsummerer turen og én der giver et overbliksbillede nu og her over fart, distance og lign.

EDGE 820 understøtter både Wi-Fi og Bluetooth – Wi-Fi eksempelvis til overførsel af data, når man er hjemme, eller andet sted med et kendt Wi-Fi, mens Bluetooth bl.a. gør det muligt at EDGE 820 sammen men en kompatibel smartphone. Er EDGE 820 parret med en kompatibel smartphone kan man bl.a. få notifikationer omkring SMS og telefonopkald under brug, ligesom der kan udveksles data til eksempelvis Garmin Connect. Derudover understøtter EDGE 820 også en ny funktion til registrering af uheld, det kræver dog at enheden er parret med en mobil med Garmin Connect Mobile app. Evt. uheld registreres via et indbygget accelerometer og ens position og nødopkald til blive sendt til udvalgte kontakter. Idéen med funktionen er rigtig god og særligt til dem der ofte kører alene og ikke i grupper med andre, desværre oplevede jeg at “alarmen gik” uden at jeg mener det var en specielt hård opbremsning – det var dog på cross-cyklen i et skovområde og ikke på landevejen, hvor funktionen er tiltænkt. Samtidig er funktionen ret ny, så mon ikke Garmin løbende vil udvikle og optimere på denne?

Som nævnt tidligere, så er Garmin EDGE 820 rettet mod både trænings og konkurrencebrug, hvilket bl.a. betyder at den understøtter avanceret performancedata, hvilket bl.a. omfatter VO2-max, restitutionsanbefaling, FTP, performance condition og avanceret cykledynamik. Data indsamles via ANT+ sensorer og der er naturligvis også understøttelse for Garmin’s Varia system, deres Vector pedaler med indbygget watt-måler, DI2-gearskiftere og meget andet.

Udover at kunne indsamle og analyserer på avanceret performancedata, så indeholder EDGE 820 også understøttelse af Strava Live Segmenter, en funktion der blev lanceret med EDGE 520 og som i al sin enkelthed går ud på at man, under cykelturen, gøres opmærksom på segmenter man har “starred” på Strava, hvorefter man kan kører dem og se resultat umiddelbart derefter. For konkurrence-ryttere kan det være en god motivation på træningsturen og for alle motionister kan det være sjovt at køre både mod sig selv, men også mod vennerne på Strava, hvadenten det er på landevejen, eller på MTB sporet.

GroupTrack er én af de helt nye funktioner som er lanceret sammen med EDGE 820, en funktion der gør det muligt at blive tracket og tracke vennerne når i kører sammen, forudsat der køres med EDGE enheder der er parret med en smartphone og Garmin Connect app’en, på den måde kan man holde øje med vennerne, hvis man er på langtur og får brug for at træde til, eller omvendt en puster.

Konklusion

Med EDGE 820 har Garmin taget alle deres mest avancerede funktioner og samlet i én kompakt enhed – og en virkelig velfungerende enhed! Størrelsen er, efter min mening, helt perfekt – uanset om det er som “almindelig” cykelcomputer med det overblik man nu engang ønsker, eller når den bruges til navigation via den indbyggede kortfunktion. Skærmen er ganske vist mindre end på EDGE 1000 som jeg normalt benytter, men jeg har på intet tidspunkt savnet den større skærmen, hverken på tur til Harzen, ture herhjemme i Danmark eller til MTB løb. Til gengæld er batteritiden bedre grundet den mindre skærm, også selvom den på papiret er 15 timer på både EDGE 820 og EDGE 1000 – i praksis har dog oplevet EDGE 820 til at have generelt bedre batterilevetid.

EDGE 820 kan “det hele” og kommer endda med nogle helt nye funktioner såsom GroupTrack og “uhelds-registrering”, begge dog primært til landevejsrytterne, mens den mere kompakt størrelse bestemt også vil appellerer til MTB rytteren, da den nemmere kan “gemmes” væk på frempinden og ikke er så udsat hvis man skulle styrte. Ydermere er det ret nemt at betjene skærmen, selv med handsker på – også selvom den er våd.

Med Bluetooth og Wi-Fi kan man være “connectet” overalt og man behøver der ikke nødvendigvis have den koblet til en PC, al overførsel kan ske trådløst, bl.a. via en kompatibel smartphone med Garmin Connect app’en installeret.

Køb den – hvis du vil have noget ag det ypperste, men samtidig kan “nøjes” med den mindre skærm, mod en mindre og lettere enhed og mindre “rod” på styret…

garmin-edge-820-size

Pris og tilgængelighed

Vejledende priser: 3399,- (Kun enhed)  / 4199,- (Bundle)

Funktionalitet 9
Brugervenlighed 10
Design 8
Pris 8
8.8
Tags fra indlægget
, ,
Mere fra Noel Juul Christensen
Ringeklokke – hvad skal man vælge?
En ringeklokke er rent faktisk en del af det lovpligtige udstyr på...
Læs mere
Join the Conversation

2 Kommentarer

  1. says: Anna Mathilde

    Jeg skal cykle i Asien, og skal derfor finde en cykelcomputer med navigation. Jeg har læst de forskellige tests, du har lavet – men jeg er meget i tvivl om, hvilken jeg skal vælge.

    Den behøver som sådan ikke at kunne det helt vilde. Det vigtigste er, at jeg kan installere et kort over Vietnam og have mulighed for at planlægge en rute

    Er denne et godt bud – eller vil du anbefale en anden?

Leave a comment
Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.