De rette handsker betyder en hel del både for din kontrol over cyklen, men også i forhold til komforten. Vi har testet modellerne Women’s ProGel og Women’s Shark fra GripGrab, som er specielt designet til den kvindelige cykelrytter.
Design og funktionalitet
Women’s Shark
Modellen Women’s Shark er holdt i et flot og feminint look med lyse grå toner. Undersiden består af et slidstærkt mørkegråt materiale, som brydes af testen “Never loose your grip” i silikone print på tommel-, pege- og langefinger. Den øverste del af handsken er lavet i lysegrå mesh med GripGrabs logo i form af små refleksdetaljer. I min optik er handskens design super gennemtænkt, og de lyse nuancer passer perfekt til forårets og sommerens cykelture, hvor snavs og skidt ikke er så stort et problem som resten af året.
Handsken er lavet med et elastikbånd i kanten, som slutter helt tæt om hånden, når man har fået den på. Dette giver en perfekt pasform, da stoffet tilpasser sig håndens form. Dog er handsken meget lille i størrelsen, og jeg vil derfor anbefale at gå en størrelse op i forhold til ens normale størrelse. I denne test har handsken været en størrelse medium, hvor jeg normalt bruger small.
GripGrab skriver selv, at handsken er et godt valg for den kvindelige mountainbike rytter, og dette har i testperioden vist sig at være sandt. Handsken er udformet med et 4 mm tykt Doctor Gel indlæg i håndfladen, som er yderst stødabsorberende. Jeg har tidligere oplevet, at nogle cykelhandskers indlæg har siddet for højt i forhold til dér, hvor min stødabsorbering bør være. Dette er dog ikke tilfældet her, hvor indlægget i Women’s Shark handsken er placeret lige præcis i det område af håndfladen, hvor det er nødvendigt. Derudover er cykelhandsken yderst åndbar, til trods for at den er med lange fingre, hvilket gør, at man ikke får følelsen af, at hænderne bliver klamme, og samtidig har man et optimalt greb.
Women’s ProGel
Den anden model, Women’s ProGel, er holdt i et mere enkelt stort look, som stadig har masser af spændende detaljer. Undersiden består af et blankt slidstærkt materialer, hvori der er lavet et Doctor Gel indlæg samt tre andre puder for stødabsorbering. Nederst på handsken er der indsyet en magnet, der kan sikre, at cykelhandskerne forbliver sammen. Det øverste af handsken er lavet i sort mesh og et tyndt mørkegråt stof. Derudover er der på lillefingeren en refleksdetalje i form af GripGrabs logo, og cykelhandsken har en velcrolukning nederst.
Denne handske er ligeledes yderst åndbar og let i materialet, hvilket overraskede mig en smule. Jeg har flere gange haft dem på, hvor vejret har været meget skiftende, og både i køligere skyet vejr samt solrigt vejr har handskerne vist sig nyttige. Faktisk er mit fortrukne valg lige for tiden enten Women’s Shark eller Women’s ProGel fremfor mine sædvanlige sommerhandsker, da jeg føler, at han en meget bedre kontrol over cyklen med de lange fingre. Især i det blæsende danske sommervejr er dette en fordel.
Prismæssigt befinder begge handsker sig nogenlunde i middelklassen, måske lidt til den dyrere side, hvis man ser på normalprisen. Dette kan dog også ses på handskerne, hvor detaljerne og designet er rigtig vellykket. Der er ingen syninger, der på nogen måde kan genere, og alle puder sidder præcist, som de skal. Testperioden har også vist, at handskerne, på trods af gentagen brug og varme ture med svedaftørring i handsken, ikke viser tegn på slid, hvilket er klart en forskel fra billigere modeller på markede. Alt i alt får man altså kvalitet for pengene.
Konklusion
Women’s Shark og Women’s ProGel fra GripGrab er cykelhandsker til dig, der gerne vil have en handske, som er slidstærk, og hvor der er styr på detaljerne. De har et rigtig lækkert og feminint design samt en super god pasform, dog bør du gå en størrelse op i Women’s Shark. Begge handsker kan både bruges til mountainbike og racer, og især Women’s Shark anbefales til racer pga. lukkemekanismen, som gør, at det ikke føles som om, at man har handsken på.
Pris og tilgængelighed
Women’s Shark er spottet på tilbud til 319 kr. og Women’s ProGel til 359 kr.
- Køb GripGrab Women’s Shark handsker hos Cykelgear.dk
- Køb GripGrab Women’s ProGel hos Cykelgear.dk