For kort tid siden testede vi MagicShine’s MJ-900B og turen er nu kommet til storebroderen med navnet MJ-902B. MJ-902B er en kraftigere lygte på 1600 lumen, hvor lillebroderen må “nøjes” med 1000 lumen, det betyder også at MJ-902B er udstyret med 2 LED’er og leveres med en kraftigere batteripakke.
MJ-902B har Bluetooth understøttelse, hvilket betyder den kan konfigureres og opsættes via app på smartphonen.
Hvad er der i kassen?
MagicShine MJ-902B kommer i en nydelig emballage hvor lygten først og fremmest er ret godt beskyttet, dernæst er der på emballagen de vigtigste specifikationer. I selve emballagen finder man følgende:
- MagicShine MJ-902B
- Gummi o-ringe til montering af lygten
- 7.2V/5200 mAh batteripakke med velcro-stropper
- USB kabel til opladning
- Vejledning
Se vores unboxing af MagicShine MJ-902B nedenfor.
Design og funktioner
MagicShine MJ-902B har samme fysiske størrelse som lillebroderen, men istedet for blot én LED, er denne udstyret med 2 XM-L2 LED’er. Selve lygtehuset er udført i kraftig sort plast, mens der er aluminiums køleribber bagtil, som sikrer en god afkøling af lygten. På toppen er én enkelt knap, den er i orange gummi som gør den nem at se og ramme, selvom man har handsker på. Denne ene knap bruges både til at slukke og tænde lygten, samt skifte mellem de forskellige tilstande.
I bunden af lygten er der et integreret beslag, så lygten kan monteres direkte på styret, hjelm-beslag eller lign., via de medfølgende gummi o-ringe. På lygten sidder en lille stump kabel, det er her batteripakken monteres. Stikkene skubbes blot sammen og er ret nemme at skille ad igen, dog er samlingen tæt så den tåler vind og vejr. Lygtens vægt er kun 52 gram, hvilket gør den meget velegnet til brug på hjelmen.
Batteripakken er forholdsvis stor, men indeholder også 4 18650 li-ion batterier fra LG. Den yder 7.2V/5200 mAh hvilket rækker til ca. 2,3 timers brug ved maksimal lysstyrke. Batteripakken er udført i hård sort plast og har en gummi-belægning på undersiden så den kan spændes omkring cyklens stel via de medfølgende velcro-stropper, uden at ridse unødvendigt. I den ene ende af batteripakken er en lille gummi-luge, bag denne finder man USB stik til opladning, men også 3 dioder der indikerer aktuel batteristand og ikke mindst et USB stik så kan fungerer som traditionel powerbank også, til opladning af enhver USB enhed. Kablet mellem batteripakken og lygte kan frakobles, hvilket er ret praktisk hvis batteripakken bruges alene som powerbank. Batteripakken er naturligvis både vandtæt og tåler al slags vejr, samtidig er den beskyttet mod både overladning og kortslutning. Batteripakken vejer 287 gram, hvilket er meget rimeligt set i lyset af kapaciteten.
Opladning af batteripakken tager ca. 9 timer, hvilket passer fint med at man lader den lade natten over.
Som nævnt tidligere, har MJ-902B bluetooth understøttelse, hvilket betyder den kan konfigureres via MagicShine App’en der er tilgængelig til både iOS og Android. I denne app kan man konfigurerer de forskellige tilstande, altså vælge hvor kraftigt lygten skal lyse i tilstand 1, 2 og 3 eksempelvis, samtidig kan man også oprette forskellige profiler alt efter om man eksempelvis kører landevej, mountainbike eller pendler og så have forskellige indstillinger under hver profil. Det er en feature man ikke finder mange andre steder, omvendt er der nok også mange som ikke lige vil få den brugt.
Fra start kommer MJ-902B med 3 tilstande, 100%, 50% og 25%, derudover blik – og disse tilstande vil formentlig dække de flestes behov, skulle det ikke være tilfældet kan egne indstillinger klares via app’en.
Man må bestemt ikke lade sig narre af den lille størrelse, for MagicShine MJ-902B giver langt mere lys end man umiddelbart forestiller sig. Først og fremmest er der en god og jævn spredning på lyset og ingen tendens til spot-belysning i midten af lyskeglen, derudover er rækkevidden også ganske fremragende, så man har et rigtig godt overblik uanset om man kører på landevejen, eller på singletrack i skoven, da den lyser godt fremad og har en fin dækning til begge sider for overblikkets skyld. Lygten gør sig godt både på styret og på hjelmen, personligt foretrækker jeg den tungeste og kraftigste lygte på styret og en let og mindre kraftig på hjelmen, andre foretrækker den kraftigste på hjelmen – men her er vægten den vigtigste faktor for mig.
Praktisk test af MagicShine MJ-902B
Konklusion
MJ-902B er en ret imponerende lille lygte, trods det kompakte og diskrete udseende giver den enormt meget lys og langt mere end man umiddelbart forestiller sig udfra størrelsen. Lyskeglen har en glimrende spredning, lyset er jævnt og den lyser godt frem i landskabet takket være de 2 LED’er der sidder foran på lygten. 1600 lumen lyder, sammenlignet med “kina-lygter” ikke af alverden, men man skal ikke lade sig forblænde af lumen, hvilket MJ-902B er er et tydeligt bevis på. Trods de “kun” 1600 lumen giver den et lys der er rigeligt til både landevej og mountainbike. Med batteripakken med batterier fra LG er der lige over 2 times batteritid ved fuld styrke, hvilket er udmærket – særligt fordi det også er det man oplever i praksis, selvom temperaturen er lav.
Batteripakken er også af en noget højere kvalitet end man normalvis ser, ikke kun pga. brugen af batterier fra LG, men også forbi de er pakket ind i hård og brandsikker plast og der er indikator der viser hvor meget strøm der er tilbage. Derudover er der mulighed for at bruge den som powerbank, hvilket gør den endnu mere alsidig og brugbar når ikke man lige skal ud og kører i mørke. Der er dog ét minus ved batteripakken og det er størrelsen, for den er til den store side og det begrænser mulighederne ift. placering på cyklens stel – kan man leve med dette, får man en fantastisk lygte af høj kvalitet der leverer langt mere end den umiddelbart lover.
Pris og tilgængelighed
Vejledende pris: 1099,-