Har du brug for enten at servicere eller udskifte dine BB30 kranklejer, er det faktisk en rimelig overskuelig opgave – der dog kræver special-værktøj og lidt tålmodighed.
Et slidt, eller defekt lejer, vil man ofte opdage ved at det støjer unaturligt meget når pedalerne drejer rundt eller ved at pedalerne er svære at træde rundt. Et sæt nye lejer koster ca. 200,- og er alle pengene værd, for det er næsten som at få en helt ny cykel! Skal man forkæle sig selv, kan man overveje at opgradere fra traditionelle stållejer, til keramiske lejer der har en længere holdbarhed og bare “ruller” bedre.
BB30 bruges typisk ved FSA eller SRAM kranksæt på landevejscykler.
I denne guide tager vi udgangspunkt i udskiftning af BB30 lejer der sidder presset direkte i rammen på en Cannondale CAADX crosscykel.
Du skal bruge følgende
- Unbracho nøgle i passende størrelse.
- Nye BB30 lejer, stål eller keramiske, inkl. nye spacere, støv- og låseringe.
- Fedt, gerne specielt til lejer
- Værktøj til afmontering af BB30 lejer og evt. gummi-hammer
- Værktøj til montering af BB30 lejer
Sådan skifter du BB30 kranklejer
Først skal den ene pedalarm afmonteres, man starter med den uden klinger. Ved FSA kranksæt løsnes bolten i midten med unbracho-nøglen, den kan godt sidde rimelig godt fast! Når denne er løsnet helt, er pedalarmen afmonteret. Ved afmontering, lig da mærke til hvordan eventuelle spacere og andre skiver er monteret, da de skal monteres på samme måde bagefter.
Tip: Det letter arbejdet hvis kæden afmonteres inden man går i gang, er kæden med samleled går det som en leg!
Kranksættet er nu løst og bør kunne trækkes ud på modsatte side, men inden da kan man med fordel lige løfte kæden af klingen foran, så den hænger løst. Skulle man ikke umiddelbart kunne trække kranksættet ud, kan man hjælpe den på vej med forsigtige slag med en gummihammer på den side hvor pedalarmen allerede er afmonteret.
Med kranksættet afmonteret, er lejerne nu tilgængelige – da de sidder presset direkte i rammen. Inden udskiftning man man lige tjekke om de kører som de skal, uden modstand og mislyde, er dette tilfældet, vil udskiftning af kranklejer formentlig ikke løse problemerne.
Lejerne skal nu afmonteres og det gøres bedst med et værktøj specielt til formålet. Der findes forskellige løsninger, men den mest sikre (og dyreste) er Park Tool’s BBT-30.3. Lejerne bankes nu forsigtigt ud med en gummihammer og føromtalte værktøj fra Park Tool. Det er yderst vigtigt at lejerne ikke bankes skævt ud, da det kan beskadige selve kranken, netop derfor vil jeg ikke anbefale nogle af de billigere “hjemmelavede” løsninger der florerer på nettet.
Når begge lejer er afmonteret, rengøres kranken indvendigt med en tør klud – så der ikke ligger vand, gammel fedt eller lign. i kranken.
Der sidder en “ring” i begge sider der forhindre lejet i et blive presset for langt ind, denne kan evt. skiftes hvis der medfølger nye til de indkøbte kranklejer, men det er ikke en nødvendighed.
Giv de nye lejer lidt fedt inden montering og monter dem med et passende værktøj – det kunne eksempelvis være XLC TO-S08 der er et specielværktøj til netop dette formål. Med dette værktøj kan man presse begge lejer i samtidigt, uden at skulle være nervøs for at beskadige lejer eller kranken. Pas på ikke at “presse” dem for hårdt i, men stop når der er modstand.
Når lejerne er monteret kan man give dem en lille smule fedt udvendigt, inden man montere skiver, spacere og beskyttelse mod skidt og støv.
Gen-monter nu kranksættet, start med at montere eventuelle spacere på kranksættet og giv de dele der er i kontakt med andre, en smule fedt inden montering. Husk at få kæden med, inden montering af kranksættet, hvis ikke denne er afmonteret helt. Genmonteringen sker i “omvendt rækkefølge” af afmonteringen og bør således være rimelig nem at gå til, sørg blot for at delene er rengjorte og har fået lidt fedt hvor det er nødvendigt.
Efter gen-montering af kranksættet bør du nu kunne dreje pedalarmene rundt uden nogle former for mislyde eller modstand og du er klar til at ramme landevejen, eller skovstierne – igen!