Løbsberetning: Aarhus Mountainbike Challenge 2018

Aarhus Motion var endnu engang vært for Aarhus Mountainbike Challenge, denne gang i 2018 udgaven. Undertegnede har deltaget i løbet 2 gange tidligere, da løbet blev afholdt over en hel weekend, nu er det skåret ned til én dag med 2 ruter, 23 og 55 km. Sidste år var første gang med det “nye” setup og det var således i år undertegnedes første gang i dette nye setup.

Løbet er et af de motionsløb der virkelig kan trække nogle deltagere, jeg mener der blev speaket at der var omkring 800 deltagere, fordelt på de 2 ruter og det er altså ret godt skuldret – for det er ikke kun lokale der kommer,  folk kommer landvejs fra for at kører i Marselisborg skoven.

Information

I vanlig stil fra Aarhus Motion’s side, så skorter det ikke på information op til raceday, med både Facebook opslag og Race Manual der tilsendes pr. e-mail, inklusiv mulighed for at afhente startnummer allerede om torsdagen så man er helt klar søndag og ikke skal tænke på andet end at møde op på Tangkrogen med en velfungerende cykel.

I år havde Aarhus Motion allieret sig med Cycle Sport Silkeborg som både forud for og til selve løbet tilbød reparation og justering af deltagernes cykler, så de spillede 100%.

Op til raceday havde vejrudsigten været noget ustabil og det kunne man også mærke på de forskellige Facebook grupper hvor startnumre købes og sælges, der var en del der sprang fra da den så værst ud og ligeledes en del der igen søgte da vejret så ud til at skulle blive tørt og solrigt.

Tangkrogen

Tangkrogen skulle igen danne rammerne for løbet og det har virket de seneste år, så hvorfor ikke blot fortsætte succesen? Starten gik kl. 11 og fra kl. 09 var der mulighed for at hente startnumre, drikke gratis BKI kaffe, fylde energi og vand i dunkene, få bananer og hygge med de øvrige deltagere, mens cyklen måske blev justeret af mekanikerne fra Cycle Sport Silkeborg. Der var også mulighed for at se på sko og tøj fra Diadora, købe energi fra SIS, se på cykler fra danske Pronghorn, få taget et billede med Smilecube og ikke mindst hilse på og evt. støtte Århus Trailbuilders.

Rent praktisk bør det nævnes at det også, for dem der kommer i bil, er nemt at finde parkering – da der er masser af parkeringspladser nær Tangkrogen. Samtidig var der både toiletter og cykelvask stillet til rådighed.

Vejret var ret fint fra morgenstunden, lidt køligt med små 10 grader, men solrigt, hvilket skabte en god summende stemning på pladsen inden afgang.

Ruterne

Undertegnede var tilmeldt den lange rute på 55 km., der i øvrigt på forhånd var blevet lagt ud til fri download til ens cykelcomputer og som nævnt indledningsvis var der også mulighed for at køre en 23 km. rute med ca. 400 hm, perfekt til de unge og dem der måske var knap så øvede og ikke tidligere havde deltaget i mountainbike løb. På den korte rute var indlagt ét depot.

Den lange rute blev markedsført som 55 km. lang og med ca. 950 højdemetre, med masser af tekniske sektioner, vilde nedkørsler og masser af flow. På den lange rute var indlagt 3 depoter hvor der kunne tankes vand/energi og bananer bl.a.

I vanlig stil gik starten fra Tangkrogen hvor deltagerne var delt op i startgrupper efter forventet gennemsnitsfart, undertegnede i den hurtigste gruppe A. På Tangkrogen var lavet et startloop som gjorde der kom en fin spredning i de forskellige startgrupper, inden man ramte skoven ved Ishuset. De lokale vil vide at dette er den officielle start på sporet i Marselisborgskoven.

Således gik turen ellers rundt på kryds og tværs i Marselisborgskoven hvor Aarhus Motion havde plukket udvalgte dele af det officielle spor ud, krydret det med brede grusstier til tons og overhalinger samt en masse andre mindre stier som normalt ikke er en del af mountainbikesporet. Nogle dele af ruten blev kørt som loops, så flere steder fik man besøgt mere end én gang – bl.a. Singletracket (Nedkørslen fra Fugletårnet). For os der kører i Marselisborgskoven til dagligt var der dog også masser af nyt, for mange af de dele af de officielle spor de havde plukket ud, blev kørt baglæns. I praksis betød det at hjemmebanefordelen for “lokale” ikke var helt så stor som den ville have været hvis det primært havde været det officielle spor, kørt i den rigtige retning.

Der var både hurtige nedkørsler, tekniske sektioner hvor man skulle holde tungen lige i bunden og lede opkørsler der nev i lårene – alt det som et godt mountainbikespor og ikke mindre løb, skal indeholde. Samtidig var der et ret godt flow igennem hele ruten, hvilket nok også skyldes den sublime skiltning som Aarhus Motion efterhånden er kendt for. Skilte, flag ikke ikke mindst minestrimmer gjorde det næsten umuligt at køre galt, kun ét enkelt sted var der – antager jeg – blevet fjernet skilt og/eller minestrimmer, for alle andre steder sad det lige i skabet. Det kan nemt være nogle af skovens andre gæster, som der var rigtig mange af denne søndag, som enten forsætligt eller ved en fejl er kommet til at fjerne markeringerne – og den slags er svært at gardere sig imod.

Undervejs på ruten mødte man også lidt større skilte hvor man kunne læse hvor langt man havde kørt og depoterne var der også skiltet til i god tid – spot on!

Målområdet

Efter 55 km. i tørvejr og med ret gode ben, ramte undertegnede Tangkrogen hvor der var en del tilskuere som tog imod venner og familie efterhånden som de kom ind. I målområdet var grillen blevet tændt op og man kunne nyde en (gratis) pølse med brød, sodavand samt en øl brygget til lejligheden – et ganske glimrende “sæt” efter et par timer i sadlen og godt ømme stænger. Udstillerne var naturligvis stadig til stede, så der kunne også stadig købes energi fra SIS, kigges på cykler eller sludre med Århus Trailbuilders. Der var udmærket plads til at slå sig ned sammen med familien, men der var ikke specielt mange siddepladser ift. antallet af deltagere, samtidig forstår jeg ikke helt hvorfor der ikke var mulighed for at tilskuere/familie til deltagerne, kunne købe en øl, pølse eller en kop kaffe. Det er rigtig fint at deltagerne “forkæles” med gratis forplejning, men det er lidt ærgerligt at der ikke er gjort mere for at tiltrække og holde på tilskuere og familie. Det ville have skabt endnu mere liv i målområdet og have gjort det lidt mere hyggeligt for familien at deltage og tage imod i målområdet, istedet for “bare” at kunne se far indtage en ristet pølse og drikke en øl. Forhåbentlig er dette en mulighed næste år!

Vinderne på både 23 og 55 km., både mænd og kvinder, blev naturligvis hyldet på podiet som det hører sig til!

Konklusion

Aarhus Motion er ikke kendt som dem der laver de billigste løb, til gengæld er deres cykelløb virkelig velorganiserede fra start til slut. Der er styr på lokation, ruterne, afmærkningen, forplejningen, start/området og alt derimellem. Det er en sand fornøjelse at deltage i arrangementer der er så gennemførte og det betaler jeg gerne en ekstra skilling for! Vil man gerne prøve at kører mountainbikeløb for første gang er løbet ligeledes oplagt, da der er tænkt på det hele – man skal bare møde op med cykel, cykelhjelm og go’e ben!

Vi ses helt sikkert næste år, og så håber jeg Aarhus Motion sørger for at tilskuerne kan få lidt at spise og drikke næste år – mod betaling naturligvis!

Mere fra Noel Juul Christensen
Test: Shokz OpenFit Air headset
Shokz har her i sommers lanceret to nye headset, OpenSwim Pro og...
Læs mere
Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.