Vi har tidligere omtalt Djuva’s ID armbånd og blev i samme forbindelse gjort opmærksom på et lignende produkt ved navn MoveID, som dog har lidt ekstra at tilbyde ift. Djuva.
Idéen og tanken bag MoveID er at man bærer ID-oplysninger på sig, som et smykke, i dette tilfælde som udgangspunkt et armbånd. På dette armbånd kan der fremgå forskellige oplysninger omkring en selv, ens pårørende eller evt. vigtig information i form af sygdomme eller allegier. Skulle man så komme til skade, hvad enten det er i skoven på MTB eller på løbeturen, kan man hurtigt identificeres og ens pårørende underrettes, ligesom behandlerne vil være OBS på evt. sygdomme eller allergier hvis de er nævnt – alt sammen for at sikre den bedst mulige behandling. Der kan være rigtig mange grunde til at bære MoveID’s ID-armbånd, men er man typen der træner alene, uanset sportsgren – vil det være særligt oplagt, men selvom man træner med andre er det bestemt heller ikke en dum idé at benytte armbåndet, for mon de andre i cykelklubben kender nummeret på ens kæreste, kender ens fulde navn og ved om man har nogle sygdomme?
MoveID et dansk iværksætter projekt og deres sortiment består i skrivende stund af 4 forskellige armbånd og et “dogtag”, flere af armbåndene fås i flere forskellige farver og i enten silikone eller nylon udførsel, så der er også lidt for enhver smag rent designmæssigt.
Modellen som vi har fået tilsendt hedder Adrenaline og er med silikone-rem, fås i sort eller hvid og begge er med et grønt MoveID logo på remmen. Alle ens ID-oplysninger er indgraveret på et lille skilt i rustfrit stål, som på de andre modeller. Omkredsen kan nemt justeres og remmen kan sagtens afkortes hvis det skulle være nødvendigt, lukningen sker med en lille “lås” som man kender det fra et armbåndsur. Armbåndet fås i 2 udgaver, en “klassisk” og en “interaktiv”, sidstnævnte er med en henvisning til et unikt ID hvor man kan oprette og vedligeholde en profil, således oplysningerne omkring en altid er opdaterede. Det er en ret smart feature, som så desværre “tager” 3 linier tekst og kræver folk har en internetforbindelse ved hånden – til gengæld kan man frit opdaterer oplysninger omkring telefonnumre til pårørende, evt. sygdomme og allergier og meget andet.
Armbåndet er ganske let, da det er udført i silikone og med kun et lille skilt i rustfrit stål, så det er bestemt ikke generende at bære. Det overordnede kvalitetsindtryk er glimrende, det virker til at være i en rigtig fornuftig kvalitet, alt fra silikone-remmen, til låse-mekanismen og til graveringen i skiltet foran. Skiltet på denne model er sort, hvilket gør det lidt mindre slidstærkt end det sølvfarvede skilt som er på de andre modeller.
Bestilling af MoveID ID-armbånd foregår via Deres webshop hvor man guides igennem et online-system hvor man vælger model, farve og indtaster den ønskede tekst – der er plads til 6 linier af 23 tegn på det klassiske armbånd og kun 3 linier af 23 tegn på den interaktive udgave.
Udover de færdige armbånd, tilbyder MoveID også forskellige tilbehørspordukter, bl.a. ekstra ID, remme og forskellige andre småting.
Pris og tilgængelighed
MoveID Adrenaline fås fra 249,-
Se aktuelle priser og bestil direkte på MoveID.dk