I del to af vores test af cykeltasker fra AGU skal vi se på modellen der hedder Shelter Clean, her i størrelse large i en meget synlig farve.
AGU Shelter Clean Large
Shelter Clean Large er en vandtæt taske til at montere på bagagebæreren. Til testen modtog jeg et sæt med to styk, og tilsammen kan de rumme op til 42 liter.
De findes i forskellige farver, her er de i en meget synlig neongul farve der næsten lyser op på billederne. De er lavet i genanvendt polyester, og har en vandtæt rullelukning foroven.
De bliver monteret på bagagebæreren med to klemmer der fanger røret på bagagebæreren, og låser fast omkring det.
Afstanden mellem klemmerne kan nemt justeres ved at glide dem til siden på metalbeslaget.
Når de sidder på bagagebæreren, så trykker man blot den røde klemme ned, og så låser den sig solidt fast om røret.
Den nederste del af tasken bliver holdt fast til cyklen med et KLICKfix beslag der fanger et de lodrette rør fra bagagebæreren. Beslaget kan flyttes ved at løsne det med en skruetrækker, så det passer til den aktuelle cykel.
Den nederste kant på tasken er forstærket med et plastikbeslag der gør at tasken holder faconen og ikke kan folde sig og rammet hjulet.
Hver taske har et stort rum, samt en polstret lomme der kan rumme en mindre 14″ laptop eller tablet. Og så er der yderligere en lomme til småting, f.eks. nøgler eller andet man gerne vil have let ved at finde i tasken.
Der medfølger også en aftagelig skulderrem til hver taske, så man lettere kan bære dem med sig, så man f.eks. slipper for at skulle pakke sine indkøb ud i indkørslen.
Hver taske vejer kun ca 1,1 kg i sig selv, men det er naturligvis hårdere at træde cyklen når taskerne er pakkede. Dels pga. vægten men også pga vindmodstanden, noget jeg kunne mærke på egne ben på en tur hjem fra supermarkedet i strid modvind 😉
Konklusion
AGU Shelter Clean Large er meget let at montere på cyklen, og lige så let at tage af igen. Det betyder at man f.eks. kan tage dem med ind i butikker og pakke sine indkøb direkte i cykeltaskerne, klikke dem på cyklen og køre hjem og tage taskerne med ind. Noget der f.eks. er ret besværligt med AGU Shelter Large dobbelt cykeltaske som vi har kigget på fornylig. AGU Shelter Clean Large har en simpel opbygning med et stort hovedrum og så en lille plads til laptop eller tablet og evt nøgler og lappegrej. Man kan pakke rigtigt meget i dem, så man skal også lige have vægten i tankerne, så man ikke får for meget vægt, for langt tilbage på cyklen, det kan påvirke styreevnen. Den gule farve er meget synlig, men det gør desværre også at snavs bliver meget synligt.
Alt i alt, så er AGU Shelter Clean en praktisk, vandtæt cykeltaske der er nem at sætte på, og tage af cyklen. Den kan rumme meget og i sær den gule farve øger synligheden i trafikken.