Hollandske AGU har en særlig serie kaldet SIX6, navnet henviser til firmaets grundlæggelse i 1966. Serien består af produkter af høj kvalitet, i klassisk design og innovative features – som de selv betegner det.
Denne gang har vi haft lejlighed til at teste SIX6 Merino regnjakken – og jeg må med det samme sige at navngivningen måske ikke rammer 100% – jeg vil hellere kalde det en vinterjakke. En regnjakke vil jeg normalt forbinde med en tyndere jakke man kan trække udover sit cykeltøj, men her er nærmere tale om en vandtæt cykeljakke til vinterbrug – mere om det!
Design og materialer
SIX6-serien er kendetegnet ved klassisk og diskrete designs, denne merino regnjakke er derfor ingen undtagelse. Den fås kun i sort, men dog både i udgave til herrer og damer.
Foran er en gennemgående YKK lynlås med vindstop, på brystet et diskret gråt SIX6 og ligeledes et par mindre logoer på ærmerne. Ærmerne er med bred elastik nederst som afslutning, en løsning der fungerer og som gør at der ikke kommer kold luft op/ind denne vej.
Kraven er med blødt fleece indvendigt, der både gør den rar at have på – og giver lidt ekstra isolering her.
Bagpå er der nederst 3 åbne lommer, 2 lidt smallere lommer i siderne og en bred lomme i midten – som ekstra bonus er der indvendigt i denne lomme en ekstra lynlåslomme hvor man kan gemme sin iPhone (Testet med iPhone 12 inkl. cover) Lommerne sidder godt når jeg har jakken på, de er nemme at komme til og selvom lommerne i siderne er til den smalle side, er det til at på tingene op af og ned i disse.
Jakken har en ekstra “flap” nederst der skal dække den nederste del af ryggen/bagdelen og sikrer man ikke bliver nedkølet bagpå når man kører i vådt vejr. Ønsker man ikke den ekstra længde bagtil, man man evt. blot bukke/folde den op under jakkens kant.
I livet er der elastik med silikoneprint indvendigt, det hjælper med at holde jakken på plads og forhindre den kravler op undervejs.
Jakken er udført i materiale med 4-vejs stræk, men da materialet er samtidig forholdsvis tykt – så bevægeligheden er ikke som i en tynd jakke/trøje. Den er lidt mere “stiv” at bevæge sig i, men det er kompromiset for den ekstra beskyttelse mod både vind, vand og kulde – og det er der intet usædvanligt i. Materialet er vind og vandtæt – men stadig åndbart takket være Poray 10.000 menbranen der holder vandet ude – men lader kroppen ånde. Indvendigt finder man for af merinould, et super lækkert valg da det har gode temperaturregulerende egenskaber, føles lækkert og samtidig giver god isolering.
Pasformen
AGU har selv angivet pasformen som “slim” og her er jeg ret enig! Jeg har testet SIX6 Merino Regnjakke i str. S og den passer godt til mine 66 kg. fordelt på 175 cm. Den sidder tæt, så der ikke er noget materiale der flagrer unødvendigt – men stadig ikke tættere end du godt kan have en tyk baselayer eller lign. under.
Ærmerne har en god længde og med den ekstra længde bagtil er den nederste del af ryggen samt bagdelen godt beskyttet mod opsprøjt som ville kunne betyde nedkøling.
Regn eller vinterjakke?
I AGU’s beskrivelse af jakken fremstilles den som en “regnjakke”, men det synes jeg faktisk er både synd og lidt misvisende – for når jeg læser “regnjakke” ifm. cykeltøj, så forestiler jeg mig en tynd overtræksjakke der kan bruges som yderste lag ved pludselig regnvejr. SIX6 Merino Regnjakken er meget mere end det, jeg vil derfor hellere kalde den for en vind og vandtæt vinterjakke! Den har nemlig en lækker foring med merinould til at holde dig varm og materialet er forholdsvis kraftigt så det skaber en naturlig isolering. Materialet er derudover både vind og vandtæt, så den passer ret godt til det danske klima, der som bekendt kan være ret omskifteligt. I materialet er en Poray 10.000 membran der gør den super åndbar – hvilket betyder at selv vind og vand holdes ude, så kan kroppen stadig ånde! Det ser via mikroskopiske porer i materialet som lader varmen og sveden passerer, uden at lukke vind og vand ind.
Jeg har testet jakken i blandet vejr, men primært under 10 grader og det er heromkring jeg mener den gør sig bedst. I temperaturer omkring 10 grader bliver den, for mig, for varm – i hvert fald hvis tempoet er højt! Til gengæld er den helt perfekt derunder og jeg har testet den ned til lige under frysepunktet, uden at føle mig kold eller behov for yderligere beskyttelse – og dette blot med en baselayer indenunder!
Jakken giver en rigtig god beskyttelse mod elementerne og særligt evnen til at holde vand ude er jeg imponeret over, særligt fordi du stadig får den gode åndbarhed og ikke bare bliver våd indefra af din egen varme og sved. Jeg har på intet tidspunkt i testperioden følt mig kold og klam, da overkroppen er holdt tør uanset om jeg har kørt hårdt, har været fanget i en regnbyge eller lign.
Konklusion
Jeg er i forvejen ret vild med SIX6-serien fra AGU, da det er en serie af høj i super høj kvalitet, men i et lækkert og afdæmpet design der appelerer ret bredt. Denne jakke har bestemt ikke ændret på dette, tværtimod! Til det danske efterår og vinter, er den helt oplagt – for den beskytter dig rigtig godt mod elementerne og kan bruges i op til omkring 10 grader inden den, for mig, bliver for varm. Baselayeret under justeres blot efter temperaturen, om det skal være den tynde, tykke eller den midt imellem.
Pænt design, god pasform og en uovertruffen komfort er nøgleordene her! En rigtig god regn og vinterjakke til danske forhold der som bekendt er ret omskiftelige!
Pris og tilgængelighed
Vejledende pris: 1899,-