Fra AGU’s Venture kollektion, har vi testet deres top MTB shorts. Læs med herunder og få vores erfaringer og oplevelser.
Materiale og design
AGU’s venture kollektion er skabt og designet specifikt til eventyrlystne cyklister, der elsker MTB- og gravelture. Kollektionen kombinerer funktionalitet, holdbarhed og komfort, hvilket gør den ideel til lange ture på varierende terræn.
Shortsene er fremstillet af et let, men slidstærkt materiale kaldet DWR Ridewoven, som er meget let og elastisk. Stoffet er både vandafvisende og åndbart, hvilket gør dem velegnede til de mange forskellige vejrforhold, som ofte kendetegner det danske vejr. Sømme og lynlåse er solide og fornemmelsen af kvalitet er høj.
Shortsene er designet med et enkelt udtryk, der matcher de fleste ryttere og som nemt kombineres med andre designs. Shortsene er uden pude og samtidig så neutrale, at de snildt kan bæres som et par helt almindelige shorts, hvilket øger anvendeligheden betragteligt.
Pasform og komfort
AGU’s Venture shorts har en meget høj komfort og shortsene er utroligt lette. I praksis er de ultra smidige og fleksible, hvilket giver en meget høj grad af bevægelsesfrihed på cyklen. Taljen er elastisk og forsynet med et integreret bælte, så der er mulighed for at finjustere pasformen.
Lommerne er forsynet med gode lynlåse, så du kan holde styr på indholdet når du giver den gas på sporet.
Jeg har testet shortsene både forår og sommer, hvor de gør det godt som et ekstra lag over et par korte eller lange bib-bukser. Der kan tilkøbes løse indershorts, hvis man foretrækker det fremfor bib-bukser.
Konklusion
AGU’s Venture shorts er et par meget lækre MTB- eller gravelshorts. Fornemmelsen af den høje kvalitet, den lette vægt og smidigheden gør dem til mit førstevalg, når jeg skal finde et par shorts i skabet. De forener komfort og funktionalitet på en god måde og de er uden undtagelse de bedste MTB shorts jeg har prøvet. Prismæssigt ligger de lidt i den høje ende, hvilket retfærdiggøres af både kvalitet, komfort og pasform.