Sidste vinter testede og anmeldte undertegnede Astral Protect softshell handsker, et par handsker der netop er kommet i en ny og opdateret udgave til brug i mellemsæsonen. Med en vejledende pris på 179,- er der tale om et par forholdsvis billige handsker fra en Dansk producent med Rolf Sørensen som én af de aktive kræfter bag.
Design og detaljer
Astral Protect er udført i en kombination nylon (65%), polyester (25%) og gummi (10%). Handens grundmateriale er softshell, et forholdsvis tyndt og let materiale der giver en god beskyttelse mod vind og som samtidig også er vandafvisende. Handskerne er i helt klassisk design, sort er den gennemgående farve og med enkelte grå effekter mellem fingrene og Astral’s logo på pegefinger og øverst ved velcrolukningen. Handskerne går forholdsvis højt op, og lukkes ved håndleddet med velcro – manchetten er samtidig ret fleksibel, for en tæt og behagelig lukning.Ved tommeltotten er der fleece, så sved eller snot nemt kan tørres af. Undersiden af handsken er beklædt med en eller anden form for gummi, som giver et godt greb og forhindre vandet i at trænge igennem denne vej. Pege og tommelfinger er “touch-screen” kompatible, så man ikke behøver have handskerne af for at betjene smartphone eller cykel GPS’en, en detalje der i dag ikke er helt uvæsenlig.
Modsat den tidligere Protect handske, er denne udgave helt uden polstring i håndfladen, den er blot forstærket hvor den er mest udsat. Det vil måske nok dele vandene, for nogle foretrækker polstring, mens andre helst vil undvære. TIl MTB brug, eller på raceren med et godt og blødt styrbånd, vil jeg dog ikke mene at det en nødvendighed med polstring.
Astral’s størrelser er normale og ikke meget små i størrelserne som mange andre mærker indenfor cykeltøj og lign., det betyder at en str. M sidder som den skal på min hånd og svarer til den størrelse handsker der normalt passer mig. Handskerne har en rimelig tæt pasform, men der er dog stadig plads i dem, det forholdsvis tynde materiale gør at man har en god føling med cyklen. Personligt havde jeg dog nok foretrukket en endnu tættere pasform, da det fleksible materiale umiddelbart ville tillade dette, men det er igen en smagssag.
I brug er der tale om en handske der holder vinden ude og er vandafvisende, i praksis betyder dette at man ikke behøver bekymre sig om vind og kold fingre, så længe det ikke øs-regner og så længe temperaturen er lige over frysepunktet. Handsken er opkradset indvendigt, men der er tale om et ganske tyndt lad og ikke en decideret isolering som man måske nok ville have behov for, hvis man skulle benytte dem i lavere temperaturer. Handskerne er primært brugt på dage med temperaturer omkring 0-10 grader, godt med vind og lidt vand fra oven og her har handskerne holdt hænderne både lune og tørre, hvilket også betyder at åndbarheden faktisk er ganske udmærket.
Materiale
- 65% nylon
- 25% polyester
- 10% gummi
- Kan maskinvaskes ved 30 grader
Konklusion
Danske Astral vil gerne være kendte for gode produkter til nogle rigtig fornuftige priser, hvilket jeg bestemt mener de lever op til. Protect handskerne i 2016-udgaven er ingen undtagelse, der er tale om en par glimrende handsker til den såkaldte mellemsæson, altså hvor de korte , eller de tynde lange handsker, bliver for kolde, enten pga. vind eller nedbør. Så længe regnmængderne er moderate, kan Protect handskerne sagtens holde vandet ude, mens selv den hårdeste vind ikke er noget problem.
Protect er en no-nonsens handske til motionisten der søger en handske til mellemsæsonen som skal være funktionel og praktisk, samtidig med at prisen er vigtig. Der er ikke en masse smarte features, designet er lidt småkedeligt og pasformen kunne måske godt være mere tæt – men de gør jobbet og er ret alsidige, pga. de vejrforhold vi har i Danmark forår og efterår…
Pris og tilgængelighed
Vejledende pris: 179,-
- Fås bl.a. hos Cykelpartner.dk og Cykelgear.dk. Find lokal forhandler