Test: Atera Strada Sport E-Bike cykelholder

Atera er en tysk producent der gør sig i transportudstyr til biler, herunder bl.a. cykelholdere. Firmaet så dagens lys tilbage i 1963 og er således en gammel spiller på markedet, selvom cykelholderne først kom til senere hen. I dag har Atera et ret omfattende sortiment af cykelholdere til montering på anhængertræk, på bagsmækken eller på taget af bilen.

Modellen som vi i denne omgang har testet og anmeldt, hedder Strada Sport E-Bike. Som navet antyder er den velegnet til e-bikes, altså el-cykler, da de er tungere og ofte fylder lidt mere end traditionelle cykler. Det betyder dog også at den er meget velegnet til MTB’er, da de også fylder lidt mere end gennemsnits cyklen. Denne model har plads til 2 cykler på helt op til 60 kg., hvilket nok er mest interessant for el-cykel folket, da en mellemklasse MTB ikke bør veje mere end 15 kg.

Design og detaljer

Strada Sport E-Bike er udført i en kombination af pulverlakeret stål og aluminium, en cocktail der gør den solid, samtidig med at den samlede vægt holdes nede på lige under 15 kg., hvilket gør den forholdsvis nem at håndtere når den skal af- og påmonteres. I sammenklappet tilstand fylder er den 100 cm bred, 20 cm. høj og 59 cm. dyb, så den passer også ind i bagagerummet på de fleste familiebiler.

Cykelholderen leveres 100% samlet, så man kan tage den i brug med det samme – dog skal man naturligvis lige montere den lovpligtige 3. nummerplade, det er dog en operation der tager mindre end et minut, da den kan klipses på. Det at den kommer 100% samlet er et stort plus, da man undgår fejlmontering/samling samt unødvendigt tidsforbrug – til sammenligning kan man nemt bruge 30 minutter på at samle en billig cykelholder fra eksempelvis Harald Nyborg. Med i kasser finder man en vejledning der forklarer hvordan cykelholderen monteres på bilen og hvordan cyklerne fastspændes, denne bør man lige læse inden man forsøger at montere den…

Cykelholderen monteres nemt på anhængertrækket, man åbner blot håndtaget helt, monterer cykelholderen på anhængertrækket og lukker håndtaget igen, hvorefter cykelholderen er fastspændt på anhængertrækket. Cykelholderen er derudover selv-justerende i vandret position, så man undgår at montere den skævt. Montering er med andre ord lynhurtig, det tager kun få sekunder når man lige har prøvet det et par gange og forstår monterings systemet. Det skal dog nævnes at man skal bruge nøglen ved af og på-montering, men det betyder så også at den ikke bare lige kan afmonteres uden nøglen. Cykelholderen kommer med 13-pol stik og har både tågebaglys og bak-lygte.

 

Som nævnt indledningsvis er der plads til 2 cykler, også dem der fylder lidt mere end gennemsnittet, da der er hele 23 cm. mellem cyklerne – til sammenligning er der “kun” 17 cm. mellem cyklerne på en Thule EuroRide 941. Dette gør den velegnet til brug sammen med lidt større cykler, eksempelvis el-cykler eller mountainbikes, dog skal man være opmærksom på at den ikke kan bruges med dæk bredere end 2,4″ – hvilket også burde være rigeligt da man normalvis benytter 2,1 eller 2,2″ brede dæk på mountainbikes.

Cyklerne fastgøres to steder, på hjulholderne der sidder på skinner så de nemt kan justeres alt efter cyklens og hjulenes størrelse og på armen der sidder øverst og som typisk vil monteres på den øvre del af cyklens stel.

Hjulholderne kan justeres i bredden, så de kan tilpasses den enkelte cykel, uafhængigt af hinanden og selve bespændingen er med moment så man undgår at overspænde ved fælgene. Hjulene står på selve holderen og støttes blot i siden af hjulholderne, hvilket er en fremragende løsning!

På dem øverste del af cykelholderen sidder 2 arme, én til hver cykel. Modsat eksempelvis Thule, der benytter en klo/arm til at gribe omkring cyklens stel, benyttes der er en arm med spænde der lukker tæt omkring stellet og som hjulholderen er den med moment, så man undgår at overspænde. Atera’s klik-system med spænder er lidt langsommere at benytte end Thule’s modsvar med spænder ved hjulene og gribearme ved stellet. Til gengæld er man her godt beskyttet mod overspænding, der i værste fald kan ødelægge hjul, eller stel – og så sidder cyklens altså bare bedre fastspændt. Begge arme er med lås, som ligeledes er meget praktisk, særligt hvis man har behov for at forlade bilen med cykelholderen og cykler bagpå bilen. Ikke at det er nogen garanti for at cyklerne ikke stjæles, men så har man i hvert fald lige gjort det én tand mere omstændigt for tyven.

Cykelholderen har, naturligvis, også vippe-funktion, så bagagerummet stadig kan tilgås selvom cykelholderen er monteret og her ses også et eksempel på tysk grundighed for vippe-funktionen kan først aktiveres efter man har trykket på en knap. Vippefunktionen aktiveres herefter med foden ved at træde på den nederste del af cykelholderen – nogenlunde som man kender det fra andre cykelholdere. Vippefunktionen er måske noget som nogle vil betegne som “lir”, men bruger man ofte cykelholderen og har tiltænkt at bruge den på ferier, er den næsten uundværlig, da man slipper for at skulle afmontere cykler og evt. cykelholder, hvis man skal i bagagerummet undervejs.

Betjening og daglig brug

Atera Strada Sport E-Bike cykelholderen kommer, som tidligere nævnt, 100% samlet – man skal blot montere den 3. nummerplade. I sammenklappet tilstand er den rimelig flad og derfor nem at opbevare i enten bagagerum, skuret eller garagen, liggende eller stående. Montering på anhængertrækket går enormt hurtig og der er ikke behov for værktøj af nogen art. Monteret på anhængertrækket foldes den helt ud og i siderne sidder to quick-releases som sørger for at holde den lodrette del med armene på plads. Herefter monteres 13-pol stikket på bilen og den er klar til montering af én eller to cykler, faktisk kan man tilkøbe en adapter således der kan monteres 3 cykler – men dog ikke 3 brede mountainbikes. Selve monteringen af cyklerne går også virkelig nemt, igen fordi alle justeringer sker hurtigt og nemt – så cykelholderen tilpasses de cykler den nu engang skal transportere. Hjulholderne, sammen med armen med spændet, gør at cyklerne holdes virkelig godt på plads og ikke sådan uden videre kan komme derfra, medmindre man selv ønsker det.

En rimelig lav vægt på lige under 15 kg., gør den også ret håndterlig i dagligdagen, trods at den stadig kan og må laste helt op til 60 kg.! Den er dog stadig solidt udført og holder, såvel som cykler, står stabilt under transport, også ved motorvejshastighed.

Konklusion

Det kan siges ret kort: Atera Strada Sport E-Bike er en cykelholder i absolut top-klasse og så afgjort én af de allerbedste på markedet lige nu. Selve cykelholderen er udført i rigtig gode materialer, men stadig så robust at den kan tåle at blive brugt, hver dag! Sammenklappet fylder den mindst muligt og med en rimelig lav vægt er den også til at håndtere når den skal af og på-monteres bilen. Netop monteringen har Atera løst på fornemeste vis og her kunne andre producenter godt tage ved lære, monteringen er enorm simpel, det går lynhurtigt og at den så derudover er selv-justerende giver blot endnu et plus i bogen. Selve monteringen af cykler er også en smal sag, for der er godt med plads mellem cyklerne på Atera Strada Sport E-Bike cykelholderen og cyklerne monteres ved hjulene og på selve rammen – begge med moment,så man undgår overspænding og skader på cykel eller hjulsæt!

Derudover bør lige nævnes at der er lås på begge arme, samt selve cykelholderen – så der er rig mulighed for sikring af cyklerne – og slutteligt vippefunktionen som ikke er noget vi aldrig har set før, men ikke desto mindre en glimrende og meget praktisk funktion, særligt hvis den bruges til hverdag og på længere ferie-ture.

Atera Strada Sport E-Bike er en cykelholder til dem med behov for let og sikkert at kunne transportere mountainbikes, eller måske endda el-cykler fra A-B, uden at skulle bekymre sig om besværlig montering, bøvlet tilpasning til cyklerne eller potentielle skader på hjul eller stel pga. overspændning.

Med en vejledende pris på 3599,- er det ikke markedets billigste cykelholder, men det er til gengæld én af de allerbedste hvor man får fremagende kvalitet, nem betjening og masser af fede funktioner!

Pris og tilgængelighed

Vejledende pris: 3599,-

Kan også købes online hos FDM, Dania Bikes og Børkop Cykler

Funktionalitet 10
Brugervenlighed 9
Design 9
Pris 7
8.8
Tags fra indlægget
, ,
Mere fra Noel Juul Christensen
Kør MTB på Zwift
Okay, nyheden er måske knap på “breaking” som overskriften antyder – for...
Læs mere
Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.