Pendler man i tæt trafik er det vigtigt at blive lagt mærke til, og en god lygte er første ting man skal fokusere på. Vi skal se på en praktisk baglygte med bremselys fra BikeSpark.
Hvad er der i kassen?
BikeSpark lygten bliver leveret med batterier og en kort vejledning.
Design og funktionalitet
BikeSpark lygten er lavet til at blive monteret på standard beslaget der sidder på bagagebæreren, og passer til en skrueafstand på både 50 mm og 80 mm.
Monteringen er simpel, man klikker fronten af lygten af, og så har man adgang til skruerne, og kan evt flytte dem til de to huller med 80 mm afstand hvis det passer på ens cykel.
Når lygtens bagside er monteret, så sætter man de medfølgende AAA batterier i, og klikker lygten fast på cyklen.
BikeSpark lygten har som sagt indbygget bremselys, der virker med at der sidder en sensor i lygten der måler acceleration, og opdager den negativ acceleration (nedbremsning) så tænder den lygten på fuld styrke mens man bremser.
Man tænder lygten med en gummitrykknap øverst til venstre. Den har tre indstillinger man skifter mellem med et tryk på knappen:
- Slukket lys, men med bremselys aktivt (op til et års batteritid)
- Lav styrke med bremselys aktivt (op til 39 timers batteritid)
- Fuld styrke med bremselys aktivt (op til 20 timers batteritid)
Den indbyggede sensor måler også om cyklen står stille, og har den stået stille i 70 sekunder, så lukker lyset automatisk, for at tænde af sig selv igen når cyklen igen er i bevægelse. Smart funktion hvis man er lidt distræt og ind i mellem glemmer at slukke sin lygte, så slipper man for at komme ud til en flad lygte.
Fordi lygten slukker når den står stille, så har jeg ikke kunne lave en korrekt måling af batteritiden, så her må jeg stole på fabrikantens oplysninger. De oplyser forøvrigt også at der arbejdes på en genopladelig version af lygten, ligesom der kommer en model egnet til el-cykler.
Konklusion
BikeSpark lygten er en rigtig god pendlerlygte, den giver god synlighed, er let at montere og har en meget fair pris. Bremselyset virker godt, og giver lidt ekstra sikkerhed for at man ikke bliver ramt bagfra når man pendler i myldretiden. Det er også smart at den selv slukker når man har parkeret cyklen, det skal nok spare nogle batterier, f.eks. hvis man sætter lygten på ungernes cykler.
Pris og tilgængelighed
BikeSpark lygten er set til ca. 229,-
- Køb BikeSpark BKS-G4