Test: Camelbak LOBO

Vi har før testet et par Camelbaks, blandt anden den lille fikse Hydrobak, og den noget større M.U.L.E. Nu er turen altså kommet til en lækker mellemting af de to førnævnte, LOBO. Perfekt til en længere tur i skoven, da der er plads til de mest nødvendige ting, dog stadig for lille til at man kan fylde den med alt muligt unødvendigt, som jeg i hvert fald har en tendens til, hvis pladsen er der.

Kører man mtb i skoven, lidt længere ture, så vil jeg klart anbefale en camelbak.  For det første, så er det bare vildt lækkert at du ikke skal til at fiske din flaske op af flaskeholderen hver gang du skal have lidt at drikke. Du kan have meget mere væske med, og undgår nemmere dehydrering, som også går gevaldigt ud over præstationen. Derudover er det uundværligt med lidt basale værktøjer og reservedele, hvis uheldet er ude midt inde i skoven. Personligt kører jeg altid med en ekstra slange, pumpe, dækjern, multitool, samleled til kæden, mobiltelefon og et kort eller kontanter. Det er også en rigtig god ide at have lidt snacks med hvis man skulle gå lidt kold. Jeg foretrækker banan, nødder, proteinsbars.

Design funktionalitet

LOBO’en har et lækkert slankt design, som gør at den er mindst muligt i vejen, og ikke går ud over din bevægelighed. Den fåes i 6 forskellige farver, så du er nærmest sikker på at der er en som matcher dit andet grej.

Materialet på ydersiden hedder 70D diamond Clarus og 420 nylon med DWR, og minder mest af alt om en god efterårsjakke. Slidstærkt og vandafvisende og fyldt med fede detaljer. Den sorte udgave vi tester, har en masse røde detaljer, som i øvrigt passer perfekt til min cykel. Lynlåsen til rummet hvor vandblæren ligger i er rød, Camelbak logoet, samt et par fartstriber på fronten. Det giver en super fed effekt, og gør den meget smartere at se på. På ydersiden er der desuden også monteret en refleks med LOBO påtrykt, så man er sikker på at blive set af dem der kommer kørende bagfra om aftenen. En lækker lille detalje er to små kroge, hvor du kan hægte din hjelm fast på når du ikke skal bruge den.

camelbak_lobo_05

Rygpanelet føles super behageligt, og er opdelt i 8 mindre felter, som gør at der kan komme lidt luftcirkulation på ryggen. Dette medvirker også til at tasken former sig meget bedre efter ryggen, når den bliver spændt godt op.

camelbak_lobo_03

Det forreste rum åbnes af to YKK lynlåse, og kan åbnes næsten helt ned til bunden, hvilket er meget praktisk når man skal have ting i og ud. Rummet er opdelt i 4 mindre, et hovedrum, et rum bagerst, samt to mesh-lommer. Heri kan du snildt have din mobil, pung/dankort, ekstra cykelslange, lidt proviant samt nøgler. Der er desuden en lille clips du kan hægte dine nøgler fast i, så de hele tiden er let tilgængelige. Stoffet omkring lynlåsen ser ud til at lukke helt tæt omkring, så vand vil have meget svært ved at komme ind, men jeg tør heller ikke at kalde den vandtæt.

camelbak_lobo_07

Bagved forrummet, er der et åbent opbevaringsrum som går ca. fra midten af rygsækken og helt ned til bunden. Der er mulighed for at justere størrelsen ind og ud med to remme i siden, så der ikke er noget der slasker rundt hvis den ikke er fyldt op. Heri kan du nemt have en langærmet trøje eller regnovertræk, en pumpe, mad osv. En fin detalje i bunden, er at der lige er lavet et hul på et par millimeter i hver side så regn har mulighed for at komme ud hvis man skulle være så uheldig at komme ud for det.

camelbak_lobo_08

Det øverste rum til opbevaring, er lidt mindre end det første, men stadig med en god dybde. Man bliver faktisk overrasket over hvor meget man kan få proppet ned i det forholdsvis lille rum. Det er delt op af en mesh-væg, som gør det lidt nemmere at holde styr på sagerne. I dette rum er der uden problemer plads til lidt værktøj såsom multitool, mini/co2 pumpe, dækjern, lappegrej osv. Bagsiden er desuden lavet af noget forholdsvis fast skumgummi, som gør at det hele ikke dingler rundt når man åbner op til opbevaringsrummet til vandblæren. Derudover er det også med til at beskytte din vandblære mod eventuelt skarpt værktøj der kunne ligge i lommen.

camelbak_lobo_10

Sidste lynlås åbner op for rummet til vandblæren. Der er en fin størrelse på åbningen, så der er nem adgang til påfyldning. Vandblæren glider nemt i, uanset om den er fyldt op eller tom. Du kan vælge at fylde vand på imens vandblæren er monteret i tasken, der er let adgang til påfyldning. Det kan dog være en fordel at tømme tasken inden sætter vandblæren i.  Har du som jeg, en forholdsvis lille vask, så kan du med fordel hive vandblæren halvt op, nemt klikke slangen af og fylde vand på.

camelbak_lobo_11

De to skulderremme er lavet i en superåndbar mesh, med en smule polstring bagved. Der er monteret reflekser på begge to, samt påsyet en slags afstivning ved brystremmen. Det gør blandt andet at tasken sidder meget mere behageligt når brystremmen er spændt. Brystremmen har et fint camelbak logo, og så er det elastisk så det kan give sig en smule, hvilket er meget behageligt når man bruger den i skoven. LOBO’en kommer også med en rem du kan spænde omkring hoften, så den sidder lige hvor den skal hele tiden. Ønsker man ikke at bruge den nederste rem, så kan den nemt afmonteres, da den er sat på med velcro.

camelbak_lobo_02

Lidt om vandblæren

Selve vandblæren er en 3 liters model, og der er faktisk ikke en finger at sætte på den. Den er sindssygt gennemført. Der er markeringer for halve liter, så du nemt kan se hvor meget væske du har fyldt på, eller tilbage til resten af turen. Låget har et kvart-drej, så er det lukket. Der er markering på både håndtag og låg, så man slipper for at stå og bøvle unødigt med det. Rundt om åbningen er der blevet monteret en lille bøjle man kan vippe ned, som gør det virkelig nemt at tørre den efter brug. Ellers er hullet faktisk også stort nok til at en voksen mand kan få hånden derned og tørre det med et stykke køkkenrulle. Rummet er opdelt af en lille skillevæg i midten, som gør at den holder formen perfekt, selvom den er fyldt helt op.

I det quick-link der forbinder slange og blære, har jeg bemærket der sidder noget der godt kunne minde om et lille filter. Grunden til jeg lagde mærke til det, er at jeg har haft vandblæren med på en 10-dages vandretur i Norge i sommer, og jeg fyldte vand på direkte fra Hemsila, en stor elv der løber igennem Norge. Og det lille filter, har altså virkelig fanget en masse skidt fra det vand jeg har gået og drukket. I løbet af de 10 dage er holdbarheden også blevet sat på en stor prøve, da den har ligget stoppet ned i en propfyldt rygsæk, blandt teltstænger og kogegrej, og den har ikke fået så meget som en skramme. Mundstykket er standart bid-og-drik, med en fiks lille lukkemekanisme.

  • Størrelse:  47×20,5×12,5cm
  • Ryglængde: 41 cm
  • Vægt: 635 g
  • Rumfang: 3,28l + 3 l vand.

Konklusion

Denne taske er så smækfyld med fede detaljer, og virker bare så gennemført at det er svært at lade være med at blive voldsomt begejstret. Det er en rygsæk beregnet til at cykle med, og det er stort set også det eneste den kan bruges til, men for pokker den gør det også godt. Har man før prøvet at køre en tur på sporet med en almindelig rygsæk på, så vil man aldrig tilbage til det igen.

Du mærker nærmest ikke du har den på pga. det lange slanke design, og opdelingen af rummene gør at du får fordelt vægten rigtigt på ryggen.

Du har plads til at det nødvendige værketøj, reservedele, personlige ejendele og endda en ekstra trøje. Plus en stor vandblære på 3 liter, så du har mulighed for at tage meget væske med. Hvis du spørger mig, så har den en helt perfekt størrelse til brug på mtb sporet. Bliver den større, så får man en tendens til at slæbe ting med, som man aldrig får brug for.

Mærker du på kvaliteten, så får du fornemmelsen af at det er en taske du får glæde af i rigtig mange år. Har du først prøvet en, så får du rigtig svært ved at undvære den igen. Desuden til en ret overkommelig pris på 599 kr.

Pris og tilgængelighed

Set til priser fra ca. 600,-

Nærmeste lokale forhandler kan oplyses af den danske distributør, STM SPORT & FASHION A/S på +45 86141400.

Funktionalitet 10
Design 9
Pris 9
9.3
Tags fra indlægget
,
Mere fra Michel Christensen
Test: Force Rainy skoovertræk
Med det våde vejr vi har i Danmark, er et par gode...
Læs mere
Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.