Continental har i mange år været et kendt mærke inden for dæk til landevejscykler. På mountainbike er de ikke helt så kendte, men det er de ved at lave om på. De har i 2018 udviklet en ny gummi blanding de kalder Black Chili Compound, der både skal være med til at give bedre greb og højere fart. Cross King er en videre udvikling af det velkendte X-King MTB dæk. Jeg er spændt på at se hvor godt det ruller og kigge mere på grebet i dækkene.
Udvalgte specifikationer
- Diameter: 29″ (fåes også i 27,5″)
- Brede: 2,3″
- TPI: 3/180
- Tubeless ready: Ja
- Maksimalt tryk: 54psi
- Vægt: 745g
Montering af Cross King Protection 29″ dækket var vanvittigt nemt. Det er første gang jeg har oplevet at lave et Tubless setup uden brug af kompressor. Jeg krængede dækket på med et dækjern, det gik en anelse stramt, men kunne sagtens klares med et dækjern. Jeg puttede Tubeless væsken igennem ventilen og gav den 4 pump med min fodpumpe og dækket var hoppet ud. Det er da fantastisk. Jeg tænkte at det nok var en enlig svale, men det andet dæk gjorde nøjagtigt det samme.
Dette dæk fås både i 27,5″ og 29″ og er det dæk der nok betegnes som et Allround dæk, jeg vil mene det både kan bruges som sommerdæk og efterår, men vinterdæk det er det ikke. Der mangler der nogle større knopper, for at holde grebet. Der skal man over i det dæk der hedder Mud King, med mindre man kun kører når det er tørt/mellem tørt om vinteren, så holder man bare på med Cross King dækket.
Når jeg cykler i skoven har jeg ca. 8 km landevej ud til skoven inden jeg kommer på grusveje, skovstier og MTB spor. Så de er blevet testet til lidt af hvert, og de ruller rigtig godt taget i betragtning af at det er et dæk der er lidt større knopper på en et hurtigt XC dæk. De er blevet testet i vores helt tørre vintermåneder (meget få dage) og i de våde vinterdage hvor alt har været pløret. Vil sige at når vi kommer i den periode hvor det hele bare er et stort mudder hul, så vil jeg egentlig anbefale at man fanger nogle grusveje istedet og give sporet noget hvile. Når sporet bliver kørt fuldstændigt op, bliver det aldrig helt godt igen. Men med ovenstående i mente så skulle de jo testes i mudder, og de gør det egentlig okay i mudder også, men hvis det hele bare er et stort mudderhul, så vil jeg nok anbefale Mud King dækket.
Continental Cross King er et alsidigt dæk, der er fremragende til både løst, hårdt pakket, fast og lidt blødt underlag. Det er hurtigt rullende med ensartet og pålideligt vejgreb til en lang række terrænforhold, men når det bliver lidt mudret/pløret, vil et Mud King være at foretrække.
Hvad angår dæk tryk så er det en verden for sig. Dæktrykket har en enorm stor betydning for hvor meget rullemodstand der er i dækket når man kører afsted. Jo højere dæktryk jo mindre rullemodstand og jo lavere dæktryk jo mere rullemodtsand, men så får man også væsentlig bedre grip i skovbunden. Det skal selvfølgelig ikke være så lidt, at dækket krænger af fælget. Jeg har dog eksperimenteret en del med trykket da jeg kører tubeless, og der kan man gå væsentlig længere ned i tryk. Jeg er endt på ca. 1,2bar i bagdækket og 1,1bar i fordækket så føler jeg at der er bedst greb i skovbunden uden at den krænger. Så kan jeg presse den rundt svingene og give den maks gas. Kører man også en del på landevej vil 1,4bar være at fortrække. Ovenstående er med min ryttervægt på ca. 79/80kg.
Black Chili Compound
Den afgørende balance i et dæk er. De rullende egenskaber af gummiforbindelsen i et dæk bestemmes primært af tre faktorer – Greb, rullemodstand og kilometertal (lang levetid).
Dilemmaet: Hvis du forbedrer nogen af disse faktorer, kan det give en forringelse på mindst en af de andre. Et dæk med maksimal greb, ruller langsommere. Hvis du derefter laver et dæk der ruller hurtigere og mere holdbart, bliver grebet i dine ture reduceret.
Med Continental’s BlackChili Compound, som er en slidbaneforbindelse, der altid er baseret på den nyeste viden om polymerer og råmateriale forskning.
Men hvordan virker det? Med BlackChili forfiner vi specielle syntetiske gummier med gennemprøvet naturgummi til højtydende slidblandinger. Til disse blandinger tilføjer de sodpartikler, som igen er optimeret i form og overfladeegenskaber. Den komplekse sammensatte teknologi er så følsom, at dæk med BlackChili Compound udelukkende produceres i deres eget maskineri.
Konklusion
Efter en del km på disse dæk de sidste par måneder kan jeg sige at dette dæk, ruller vildt godt, og man har et fantastisk greb i svingene. Den ene af mine ture var jeg i Nord og Vesterskoven i Silkeborg, hvor der er fantastisk flowstykker med fede sving. Cross King dækkene kværnede bare rundt i svingene og man kunne bare mærke hvor godt de bed fast i underlaget.
Rullemodstanden er også i den gode ende. Da jeg for det meste ruller 5-8km landevej inden jeg kommer på grusveje/MTB spor. Jeg føler at de ruller lige så godt som nogle hard core XC dæk til tørt underlag.
Det er første gang for mit vedkommende på Continental dæk, men kan sige at det formentlig ikke er sidste gang jeg prøver nye dæk fra Continental, efterfølgende har jeg købt samme dæk til min datters MTB i 27,5″ hun siger også at de er fede at kører på.
Jeg glæder mig til foråret, med høj sol og tørre spor, hvor man bare kan smide cyklen ind i svingene og bare føle at dækkene gør arbejdet for at hold fast i gruset under cyklen.
Hvis du skal ud og investere i nogle nye Allround dæk, kan dette setup klart anbefales, det er nogle rigtig gode dæk og har ikke været punkteret på de km jeg har kørt. Det er absolut et dæk man burde kigge efter.
Pris og tilgængelighed
Continental Cross King Protection 29 x 2,3
Vejledende pris: 479,-
Syntes jeres anmeldelser og test altid fokusere på meget dyre produkter, eller i hvert fald i den dyre ende!
Hej Michael,
Tak for din kommentar.
Vi forsøger at favne så bredt som overhovedet muligt og jeg mener faktisk at hovedparten af vores tests er af “middelklasse” eller “value for money” produkter, det er i hvert fald det vi stræber efter og det synes jeg egentlig også bliver efterlevet, hvadenten det så er hovedtelefoner, cykeltøj, dæk eller noget helt fjerde.
I det aktuelle eksempel har Troels testet Continental Cross King der fås fra 199,- (Dog ikke “protection udgaven”) det mener jeg på ingen måde er et dyrt dæk, men i samme prisklasse som alternativer fra Michelin, Schwalbe og lign.
Har du nogle eksempler på produkter/kategorier hvor vi kun har fokuseret på “high-end” og “dyre” produkter så hører jeg meget gerne fra Dig – for det er ikke det indtryk vi på redaktionen sidder med og ej heller vores mål.
Ha’ en god dag.
Noel Christensen
CykelStart.dk