Dæk-giganten Continental har et rimelig omfattende sortiment af cykeldæk til cross og gravel-brug, ja faktisk har de været med fra starten da både cross og gravel var helt nyt.
I det aktuelle sortiment er Terra Speed og Terra Trail de seneste tilføjelser og det er begge dæk der er lavet specifikt til gravel – godt greb i blandet underlag, men stadig hurtige på landevejen. Terra Speed er den hurtigste af de to, med mange lave knopper – bedst velegnet til mere fast underlag. Terra Trail er til mere rough terræn, med større knopper samt vinklede sideknopper hvor endnu bedre greb i løst underlag.
Vi har testet dækkene fra november – februar og de har således været udsat for lidt af hvert, alt fra knastørre stier, til is, mudder og hård frost – spørgsmålet er så hvordan de har klaret den?
Specifikationer
Terra Trail fås i 650B samt 700C med sort, transparente og brune dæksider – dog “kun” i 40mm. Alle udgaverne er naturligvis tubeless ready. Den testede udgave i 700C med sorte dæksider vejer 455 gram, hvilket er en absolut rimelig vægt.
Terra Trail er også udstyret med Continental’s Protection teknologi, en 3-lags opbygning for ekstra beskyttelse mod punkteringer.
Montering
At montere tubeless ready dæk kan være lidt af en udfordring, for nogle er så stramme at de er næsten umulige at få krænget på fælgen. Terra Trail er dog intet problem, de smutter lige på et par Reynolds ATR carbonfælge. Dækkene er naturligvis opsat tubeless, igen lykkedes det i første forsøg at få dækkene til at sætte sig og de holdt tæt fra start, imponerende!
På Reynolds ATR fælgene med en indvendig bredde på 23mm, måler dækkene lige knap 40mm i bredden.
Terra Trail i praksis
Terra Trail’s mønster består af en stribe lave knoper i midten, samt lidt højere og vinklede knopper i siderne – den opbygning betyder forholdsvis lav rullemodstand på landevej og hårdt pakket underlag, mens de høje og vinklede knopper hjælper med grebet i sving og mere ujævn terræn.
Sideknopperne er placeret med en sådan afstand at de ikke så nemt pakker med eksempelvis mudder, da der er god afstand mellem dem.
Terra Trail er lavet med Continental’s Black Chili compound, det er en gummiblanding som giver maksimal greb og hastighed, men hvor man så må gå en kende på kompromis med holdbarheden.
I testperioden har jeg kørt min. 500 km. på dækkene og det i al slags vejr, både (tørre) hårdtpakkede grusveje, mudrede markveje, singletracks og sne og is – med andre ord, lidt af hvert! Jeg er imponeret over hvor alsidige Terra Trail er, for de er hurtige på fast underlag (både grus og asfalt) men har stadig et fremragende greb når det bliver hårdt, mudret og endda i is/sne – selvom sidstnævnte dog ikke er Terra Trails stærkeste. Jeg har på intet tidspunktet under normale forhold manglet greb eller følt at dækkene har været presset til grænsen. Når jeg pointerer “normale forhold” er det forbi at man i dybt mudder, traktorspor eller lign. altid vil opleve at det “sejler” en smule, men det ville være tilfælde uanset hvilket dæk man vælger og heldigvis er det jo ikke det underlag man kører på størstedelen af tiden.
I testperioden har jeg leget lidt med dæktrykket og er endt omkring 1,7 bar (tubeless) til mine 65 kg., det giver et virkelig godt greb, god komfort i ujævn terræn – og er stadig ikke håbløst langsomt på asfalt. Testperioden har ikke budt på én eneste punktering, cut eller lign., og det trods en god del af kilometerne er foregået på singletrack med både rødder, sten og lign.
Konklusion
Terra Trail er et virkelig alsidigt dæk som vil gøre sig godt det meste af året, for du har både den “hurtige” stribe i midten af dækket, samt de højere og vinklede knopper som hjælper dig med grebet når underlaget bliver mere udfordrende.
De er virkelig nemme at montere (og afmontere) og er man tubeless-typen vil man formentlig også opleve at det er en leg at få dem sat op og det er altså ikke helt uvæsenligt.
Punkteringer har jeg ikke set skyggen af, hvilket nok skyldes den gode punkteringsresistens, kombineret med et et dæktryk som er afstemt med vægt og kørestil – i mit tilfælde mellem 1,7 – 2.0 bar alt efter terræn.
Skulle jeg vælge ét dæk til brug året rundt, ville Terra Trail uden tvivl være ét af mine bud – for det gør det virkelig godt på al slags underlag – også asfalt, hvis man forvilder sig ud på dette.
Pris og tilgængelighed
Vejledende pris: 349,- pr. stk.
- Læs mere om Continental Terra Trail
Jeg købte Conti Terra Trail på baggrund af denne test.
Må sige jeg ikke er enig i konklusionen.
Terra trail 700x40c har ikke et godt grip i underlaget når det er mudret og glat f.eks på et smalt spor med græskanter.
Det har væsentlig dårligere grip på smalle mudrede spor med græskanter end f.eks Panaracer Gravelking 700x43c.
Det føles som om man kører i brun sæbe, og forhjulet skrider konstant.
Hvis man skal op ad stejle bakker med mudder/græs har de ikke en chance, også her har Panaracer Gravelking en fordel.
En test på en engelsk side er da også enig med min konklusion.
Men hvordan de kører afhænger selvfølgelig også af farten.
Jeg kan lige tilføje at de har et fortrinligt grip på grus, så hvis det er hvad man kører mest på er det et fint valg.
Der er de bedre end Panaracer Gravelking.
Hej David
Jeg synes egentlig ikke jeg nogle steder anpriser dem som værende “perfekte til mudder”, men at de klarer sig rigtig fint i blandet underlag. På helt smalle spor med mudder/græs hvor du kører i en “rille” har jeg endnu til gode at prøve/teste et dæk som har fornuftigt greb – men det er jo heller ikke terræn man typisk vil køre i længere tid. Min konklusion og generelle tilgang til disse tests, er at teste dækkene som en helt almindelig rytter, gerne over en del km., og videregive mine oplevelser/erfaringer med dækkene samt beskrivelse af det underlag de har været benyttet på.
Jeg har desværre ikke prøvet Panaracer, de ønsker at ukendte årsager ikke at have testet deres produkter selvom de er spurgt flere gange, så hvordan de performer ift. så meget andet, ved jeg simpelthen ikke.
Konklusionen her står jeg dog stadig 100% ved, jeg synes stadig Terra Trail er et super fornuftigt dæk til brug det meste af året, hvis man ønsker at køre ét dæk og hvor man kører mere “terræn” end asfalt.
Med venlig hilsen
Noel Juul Christensen
CykelStart.dk