Vi skal her se på et produkt der bruges til at få nogle tal på sit aktivitetsniveau i hverdagen, og så til en skarp pris! Vi skal se nærmere på Denver BFH-13 aktivitets-tracker.
Hvad er der i kassen?
I kassen finder vi selve Denver BFH-13, en kort vejledning og et opladerkabel. Se også vores unboxing video herunder.
Design og funktionalitet
Denver BFH-13 er et let armbånd i nogle friske farver. Selve armbåndet er blødt gummimateriale, og selve enheden er lavet i sort plastik. På forsiden sidder der et lille OLED display på knap 1 tomme. Det kan ikke vise farver.
Betjening sker med en touchknap der er markeret med en hvid ring på displayet. Trykker man på knappen skifter man visning mellem bl. a. antal skridt, puls, kalorier. På bagsiden sidder der en optisk pulsmåler, og ved siden af den en række metalpunkter der bliver brugt til opladning.
Selve opladeren er en klemme der sættes omkring Denver BFH-13 og holder nogle pinde fast mod ladepunkterne på undersiden af Denver BFH-13.
Når man har Denver BFH-13 på, så fylder den ikke alverden på håndleddet, den har en forholdsvis smal profil og lav vægt.
Selve den første indstilling og efterfølgende visning af data sker med en app på mobilen. Til denne tracker hedder app’en Obeat. Selve opsætningen gik rimelig smertefrit, Denver BFH-13 blev hurtigt fundet under Bluetooth menuen på min iPhone 8 Plus. Selve Obeat app’en virker dog lidt halvfærdig, bl.a. er der tekster der ikke er oversat til hverken engelsk eller dansk, og visningen af nogle data er lidt mystisk. Der er desværre heller ingen hjælpefunktion i app’en, så nogle af de mere kryptiske indstillinger kræver nogle eksperimenter før man er sikker på hvad de betyder.
Som jeg har oplevet tidligere på aktivitets-trackere fra Denver, så er kalorieudregningen meget underlig. Det kan bl.a. ses på dette udtræk fra Obeat app’en.
Den har logget at jeg har gået omkring 7000 skridt, og det virker til at passe meget godt med en almindelig arbejdsdag. Men at jeg kun har forbrændt 284 kalorier, det er i hvert fald ikke rigtigt. En voksen mand som mig bruger omkring 2500 kcal på et døgn med moderat fysisk aktivitet. Som jeg husker det, så viste displayet på Denver BFH-13 faktisk et tal der var tættere på virkeligheden, men efter data kom over i app’en, blev de åbenbart regnet forkert ud.
Der er også lidt underligheder i den måde søvnkvaliteten bliver præsenteret på, grafen passer ikke helt med de tal den også præsenterer.
Og som det sidste, så måler Denver BFH-13 pulsen med faste intervaller henover døgnet, og præsenterer det i en graf, samt med udregninger af min, max, og gennemsnitspuls.
Kurven passer overhovedet ikke med tallene, og tallene undrer jeg mig også lidt over, specielt at jeg ikke kom over 117 i puls, på trods af at jeg cykler frem og tilbage til arbejdet. Det kan jo selvfølgelig være at Denver BFH-13 måler pulsen med så lange intervaller at turen foregik mellem to målinger, så her vil jeg lade tvivlen komme Denver BFH-13 til gode.
Konklusion
Denver BFH-13 er en billig aktivitets-tracker med indbygget pulsmåler. Displayet er let at aflæse og den hverken fylder eller vejer alverden. Desværre så trækker Obeat app’en gevaldigt ned i vurderingen, den er simpelthen ikke god nok til at man kan bruge den til andet end at aflæse sine skridt. Og det er lidt ærgerligt, for hvis app’en havde haft en høj kvalitet, så ville helhelds indtrykket af Denver BFH-13 været meget bedre. Det eneste der trækker lidt op, er den lave pris. Men en lav pris kan desværre ikke gøre det alene.
Pris og tilgængelighed
Denver BFH-13 er set til ca 348,-