Test: DT Swiss GRC 1400 Dicut 50mm gravel hjulsæt

Tilbage i maj 2024 lancerede DT Swiss 3 nye carbon hjulsæt til offroad/gravelbrug:

  • GRC DICUT 1100: Topmodellen med bl.a. DT Swiss 180 nav og keramiske lejer
  • GRC DICUT 1400: Mellemklasse modellen med bl.a. det velkendte DT Swiss 240 nav
  • HGC 1400 SPLINE: Særligt udviklet til de lidt tungere e-Gravel bikes med forstærkede lejer og fokus på holdbarhed.

Vi har haft lejlighed til at teste GRC 1400 Dicut de sidste uger på gravelcyklen i en god omgang blandet vejr.

Gå direkte til indhold:

Udvalgte specifikationer

  • Fås i 30 eller 50mm højde
  • DT Swiss 240 Nav
  • Aerocomp eger
  • Vægt: 1643 gram (50mm/Shimano freehub)

Testopsætning og montering

GRC 1400 Dicut kommer 100% klar til at blive opsat tubeless, da de er klar med både tape og tubeless ventiler. Ifm. testen har jeg genbrugt et par Goodyear Connector 40mm fra tidligere, det krævede dog både dækjern og knofedt at få dem krænget på fælgen, da de var ret stramme.

Dækket måler 40,97mm monteret på fælgen.

Teknologier

GRC 1400 Dicut er lavet til dem der ønsker et let og hurtigt carbon-hjulsæt, der lader dig give den gas på gruset. Man kan vælge imellem 2 højder, 30mm til “all-round” brug hvor styrevillighed og lav vægt er 1. prioritet, samt 50mm for bedst mulige aerodynamik når det skal gå rigtig stærkt – det koster dog lidt på vægten.

DT Swiss har brugt en ny teknologi til støbning af disse fælge, som betyder at de er færdige direkte ud fra formen, der er intet behov for at samle forskellige dele bagefter. Det skulle skabe en endnu stærkere fælg, med flotte finish det skulle også være med til at holde vægten nede. Læs mere omkring støbeprocessen. Fælgen er “hooked” hvilket betyder man kan benytte alle slags dæk på fælgene, det er efter min mening et plus, da flere andre går mod hookless fælge og så er man pludselig lidt begrænset i ens dækvalg.

Aero+ teknologien er DT Swiss måde at tænke aerodynamik på, og GRC 1400 Dicut er udviklet udfra disse principper. Her anskuer man aerodynamik fra 4 forskellige vinkler: forfra, rotation, styring og rullemodstand. Det skaber et mere alsidigt hjulsæt som præsterer i alle situationer og ikke kun når det går ligeud! Læs mere omkring Aero+ teknologien.

GRC 1400 Dicut er stadig samlet i hånden, så der ikke kun er kontrol af materialerne, samlingen, spænding af eger ol. er der også 100% kontrol med. Det betyder at alt der forlader fabrikken er 100% gennemtjekket og testet.

Egerne som GRC 1400 Dicut kommer med, er naturligvis DT Swiss egne flade Aerocomp eger. De er ligeledes udviklet og produceret af DT Swiss og kommer ikke fra en 3. part.

Bagnavet er også DT Swiss eget 240 nav, et nav der er kendt for at være velkørende, utrolig holdbart, nemt at servicere og have en god lyd! Navet er med Ratchet EXP Teknologi som gør at det kan serviceres uden brug af værktøj, det er nemt at skifte mellem eksempelvis Shimano og SRAM body og så skulle det hele gerne bare holde længere – inkl. lejerne. Læs mere om Rachet EXT teknologien.

DT Swiss er med GRC 1400 Dicut også røget med på trenden omkring forøgelse af den indvendige bredde, de måler 24mm indvendigt og 36,5 mm udvendigt for at komplementere de bredere dæk som vinder frem i gravel miljøet, også selvom man ønske at køre stærkt.

GRC 1400 Dicut i praksis

Én ting er nye teknologier, udvikling og andre smarte termer, noget andet er hvordan det hele føles når man kommer ud op cyklen. Her skuffer DT Swiss heldigvis sjældent og man mærker hurtigt at de har lavet hjul og komponenter hertil længe.

GRC 1400 Dicut ser først og fremmest godt ud, den lidt bredere fælg gør et 40mm dæk sidder rigtig fint og sidevæggene er mere rette og stabile. Finishen på fælgen er super flot, lækre decals og en overordnet kvalitet og finish der sidder lige i øjet!

Navet lyder lige som det skal, det “larmer” lidt, men det er bare sådan et 240 nav skal lyde, jeg synes dog ikke det bliver for meget.

Jeg har kørt et par rene landevejsture med GRC 1400 Dicut (på gravelcykel og med graveldæk) for at teste de aerodynamiske egenskaber af og her stod det ret hurtigt klart at når du først kommer op i fart, så er GRC 1400 Dicut virkelig på hjemmebane. Selvom de er 50mm høje har jeg ikke oplevet problemer med sidevind, til gengæld ruller de bare virkelig godt når man kommer over 30 km/t.

Ved lavere hastighed, i skoven og på grusstierne – der gør GRC 1400 Dicut sig også rigtig godt, det er et hjulsæt der er behageligt at køre med, det er stivt og responsivt – så al ens power overføres direkte til underlaget og ikke forsvinder i fleks og bløde materialer. Det kunne så lyde som om det er ukomfortabelt, men det er ikke mit indtryk – jeg har oplevet fin komfort, her handler det mest om at finde et dæktryk der passer til kørestil og underlag!

Konklusion

GRC 1400 Dicut er et high-end hjulsæt med en pris omkring 16-17.000,- og det gør at publikummet nok også er en smule begrænset. Der vil naturligvis altid være dem der “bare” ønsker toppen af poppen, ligesom der vil være dem som gerne betaler (dyrt) for at optimere på aerodynamik og watt-besparelser.

Det er uden tvivl et godt hjulsæt, ikke kun aerodynamisk, hurtigt og stift – men også stabilt og komfortabelt til helt almindelig brug. Navet er kendt for den utrolige holdbarhed – og skulle det ske at trænge til service, er det noget af det nemmeste at have med at gøre!

Der er kælet for alle detaljerne og optimeret alle steder, så man får et hurtigt og aerodynamisk hjulsæt!

Spørgsmålet er så om GRC 1400 Dicut 50mm ligefrem er et “godt køb” – og der er jeg nok mere i tvivl, for umiddelbart er der er alternativer som er mere “value for money” men så måske har andre downsides.

Pris og tilgængelighed

Set til 16198,-

Funktionalitet 9
Holdbarhed 10
Stivhed 9
Vægt 8
Pris 7
8.6
Tags fra indlægget
, ,
Mere fra Noel Juul Christensen
Zwift opdateres på PC/Mac
En længe ventet opdatering er netop rullet ud til Zwift brugere der...
Læs mere
Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.