Når man bor i et land som Danmark, må man væbne sig med tålmodighed, når det gælder vejret. For os cyklister, er efterår og vinter ikke lige sagen – bestemt ikke, hvis man ikke har den rette påklædning. Vi har haft en smule sne for nyligt, ellers har vinteren været præget af regn og ustadigt vejr, hvorfor vi har testet en jakke fra franske Ekoï. Jakken har som hovedformål at holde regnen ude, selvom det ikke er en decideret regnjakke.
Design og detaljer
Ekoïs Rain Stop kan købes i to farver; rød/sort og grøn/sort, hvoraf vi har testet udgaven i rød/sort. Jakken er opbygget som en klassisk landevejs-jakke, der lynes med lynlås på fronten og har tre lommer på bagsiden. Farvemæssigt er jakken mestendels sort med forskellige røde elementer, der blandt andet tæller et par logoer på halsen, samt en stribe bagpå, hvor teksten “Rain Stop” står med hvid skrift i et rødt felt. Ydermere finder man den røde farve i form af prikker på det meste af fronten, der giver et specielt look til jakkens design.
Den nederste del af jakken er lavet med en rib-elastik, der fastgør jakken til kroppen. På indersiden af dette elastik finder man en lille gummibelægning, der er med til at holde jakken på den rette plads, når man er afsted på landevejen eller i skoven.
For enden af hvert ærme, er der et par indsnævringer, som er med til at holde ærmerne på plads. Der er ikke tale om et decideret elastik, men blot en indsnævring af stoffet, der giver bedre pasform.
Den førnævnte klassiske opbygning har naturligvis et par twists, hvor man på bagsiden finder de tre lommer. De tre lommer er ikke i sig selv specielle, men lige ved lommernes begyndelse, finder man en lille “flap”, der har til formål at holde regn væk fra lommer. Dette er en fin detalje, der især er brugbar i skoven, hvor man oftest ender med lommer, der er fyldt med jord eller mudder. Endvidere kan “flappen” være med til at holde eventuelle løse genstande i lommerne, når man møder bump i skovbunden.
Pasform og komfort
Vi har testet Ekoï Rain Stop i størrelse large, hvilket må siges at være et par numre for stort til en rytter på 176 cm og vægt på 59 kg. Derfor har undertegnet haft en smule svært ved at teste den reelle pasform selv, dog har jakken været påført en testperson, der normalt benytter størrelse large, hvor jakken har en superfin pasform og giver et fint “slim fit” look.
Ekoï skriver selv, at jakken er 100% vandtæt, 100% vindtæt og 100% åndbar, hvilket de langt hen ad vejen har ret i. Dog synes jeg, at jakkens åndbarhed kunne være bedre. Såfremt man bruger jakken på ture, hvor vejrudsigten ikke lover regn, kan sveden have en smule svært ved at blive transporteret gennem de forskellige lag og slutteligt ud af jakken. Dette skal ikke ses som en udelukkende dårlig ting, men jeg vil dog anbefale, at man gør sig klart, hvor meget tøj man behøver under jakken, så man ikke sveder for meget under brug.
De to andre procentsatser på siges at være særdeles godkendte, da man kan køre i massiv nedbør uden at blive drivvåd, hvilket er jakkens hovedformål. Endvidere er jakken vindtæt og holder godt på varmen, selv når temperaturen er omkring frysepunktet.
Ekoi Rain Stop er fremstillet i 100% polyester, der giver både den vandafvisende overflade, vindtæthed og åndbarhed. Ligeledes er materialevalget med til at gøre jakken yderst strækbar og behagelig at have på.
Konklusion
Alt i alt har vi her fat i en jakke, der kan bruges til mange forskellige formål – især i det danske vejr. Ekoi Rain Stop holder regnen væk fra kroppen, mens den holder kroppen varm.
Pris og tilgængelighed
Vejledende pris: 1045,- men set på tilbud til 417,-
- Køb Ekoi Rain Stop