Test: Force Road cykelhjelm til kvinder

En god og komfortable cykelhjem er essentiel for en god cykeltur. Derudover er det da også kun et plus, hvis hjelmen har et fedt design og nogle pæne farver. Vi har testet en kvindespecifik hjelm til landevejscykling fra Force, som du kan læse mere om i det følgende.

Design og funktionalitet

Farverne på cykelhjelmen er holdt i sort, hvid og pink, hvilket gør den feminin at se på. Farvespillet gør cykelhjelmen lidt mere spændende end eksempelvis en ensfarvet, men uden at være for meget, og efter min mening har Force lavet en god kombination i farverne på denne hjelm. Udover farvespillet består designet også af en del logoer langs siden, hvilket for nogen kan virke lidt overdøvende på en cykelhjelm, men det stemmer godt overens med det design Force normalt har til deres kvindeserie.

Hjelmen er lavet med 23 lufthuller, hvilket giver god mulighed for ventilation på cykelturen. Igennem testperioden har hjelmen vist dette på selv de varme sommerdage, hvilket har resulteret i, at de indbyggede puder ikke har været drivvåde efter en cykeltur. Det er især en fordel, hvis du, som jeg selv, bruger hjelmen flere gange på en dag og derfor ikke ønsker en drivvåd hjelm senere samme dag. Cykelhjelmen er også rigtigt godt polstret i forhold til mange andre på markedet. Dette har været en kæmpe fordel, da den derved er meget mere behagelig at have på, når der er tale om længere cykelture. Desuden gør polstringen også, at man ikke får så synlige aftegninger af cykelhjelmen i panden, når man tager den af, hvilket er et problem de fleste cykelmotionister vist kender til.

Force Road cykelhjelmen er desuden udstyret med et spændebånd i nakken, som sikrer den bedste tilpasning til hovedet. Sammen med selve designet og de mange lufthuller betyder dette, at du ikke lægger mærke til cykelhjelmen på din cykeltur. Den bliver hvor den skal uden at genere eller glide rundt på hovedet. Dette er især årsagen til den fine karakter, den har fået.
Hjelmen er lavet med dobbelt in-mould, hvilket betyder, at hjelmens yder- og inderskal er støbt sammen. Dette giver både en bedre holdbarhed på cykelhjelmen, men det betyder også at hjelmen får et pænere design, der er mere ensartet, og hvor hjelmen ikke virker alt for stor på hovedet. Indvendigt er cykelhjelmen også udstyret mere flere net, der forhindrer insekter i at trænge ind i hjelmen under cykelturen, hvilket har vist sig at virke under testperioden, hvor jeg ikke har oplevet problemer med insekter.

Den kvindespecifikke cykelhjelm fra Force har et fint og feminint design og en super pasform, hvilket sammen med den gode pris gør, at den er et rigtigt godt valg til pengene. Dog ville jeg ønske, at Force havde tænkt lidt mere over at gøre designet mere kvindespecifikt, hvor jeg her især kunne ønske mig en bedre mulighed for tilpasning til eksempelvis fletning eller anden frisure under hjelmen.

Konklusion

Force Road hjelmen er til dig, som ønsker en hjelm, du ikke lægger mærke til på din cykeltur. Den er yderst komfortabel og har en rigtig god pasform, der gør, at det næsten ikke føles som at have hjelm på. Derudover skal du vælge denne hjelm, hvis du ønsker et feminint look, da det sort/hvid/lyserøde tema giver dette. Alt i alt er det en rigtig fin hjelm til en super pris.

Pris og tilgængelighed

Fås i 7 forskellige farver. Set til 399 kr. hos Cykelgear.dk

Funktionalitet 9
Pasform 9
Design 8
Pris 9

Karakter

8.8
Tags fra indlægget
,
Mere fra Tinna Holmager
Test: EKOI Just For Her vinterjakke
I det danske vinterhalvår er det ikke nemt at tilpasse cykeltøjet til...
Læs mere
Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.