Force er en tjekkisk producent af cykeludstyr, der har et bredt sortiment indenfor både beklædning og udstyr. Jeg har kigget nærmere på en af deres lette cykeltrøjer med navnet Force Sharp.
Design og funktionalitet
Force Sharp er en kortærmet cykeltrøje, i et let og svedtransporterende materiale. Når man kigger ud af vinduet, så virker det måske som den forkerte årstid at teste en trøje der helt klart er til sommerbrug, men jeg har testet den til spinning/bikefit som foregår indendørs. Der kommer en guide til dig som overvejer at starte op på spinning som en del af din træning senere her på CykelStart.dk.
Designet er domineret af de røde farver, med tre lommer på ryggen til energibar, nøgler og andre småting. På bagsiden finder vi også en reflekterende stribe der højner synligheden i trafikken. I halsen er der en lynlås så man kan justere lidt på temperaturen undervejs på turen.
Materialerne er lette kunstofmaterialer der giver en god åndbarhed og svedtransport. Under min test så følte jeg på intet tidspunkt at den klæbede til kroppen på en ubehagelig måde. Force Sharp trøjen er skåret asymmetrisk i livet, så den går længere ned af ryggen end foran. Det snit, kombineret med en god elastikkant om livet, gør at trøjen ikke glider op af ryggen når man sidder foroverbøjet på cyklen.
Konklusion
Force Sharp trøjen er en fortrinlig sommertrøje, eller spinningtrøje. Den er let og luftig så man kan komme af med varmen. Den sidder godt, specielt omkring livet. Måske kunne det være rart hvis en af lommerne på ryggen havde lynlås så f.eks. nøgler var sikret mod at falde ud. Men det er også det eneste jeg har at udsætte på denne prisbillige cykeltrøje i fornuftige materialer.
Pris og tilgængelighed
Vejledende pris: 199,-
Kan købes online hos CykelGear.dk