I forbindelse med lanceringen af Zipp’s nye 303 XPLR-hjulsæt er der blevet sendt 2 nye dæk på markedet, begge udviklet helt specifikt til disse gravel hjulsæt. Det er Goodyear der står bag og der er tale om et hurtigt dæk i 40mm der har fået navnet Slick, samt et mere off-road orienteret dæk i 45mm som er modellen Inter som vi har testet i denne omgang.
Gå direkte til indhold:
Testopsætning og montering
Da Goodyear XPLR Inter er udviklet og designet specifikt til Zipp’s nye 303 XPLR-serie giver det bedst mening at teste dem med disse og som sealant har vi denne gang forsøgt os med Muc-Off’s nye Road & Gravel tubeless sealant der er lavet til brug med lidt højere dæktryk end dem der oprindeligt er udviklet til brug på MTB hvor dæktrykket som udgangspunkt er noget lavere.

Selve monteringen af de helt nye dæk på Zipp 303 XPLR SW gik rimeligt, men de sidder stramt, så jeg måtte have fat i dæktangen for at få krænget det sidste stykke på. Til gengæld så satte de sig hurtigt efter et skud luft med kompressoren og de holdt tæt fra dag ét! Ofte oplever jeg at dækkene lige skal pumpes helt op et par gange, inden de holder helt tæt – det har ikke være tilfældet her!
Dækket måler 44,20 mm på Zipp 303 XPLR SW hjulsæt.

Historien bag Goodyear XPLR-serien
Goodyear’s nye XPLR-serie er kulminationen på mere end 2 års intensivt arbejde hvor Goodyear og SRAM (Der ejer Zipp) sammen har lavet en masse tests i laboratoriet samt ude i virkeligheden. Dette for at skabe den absolut bedste (og hurtigste) kombination af dæk og hjulsæt!
Årsagen til at det har taget lidt tid, er at Zipp’s nye 303 XPLR-serie har 32mm indvendig bredde, noget der ikke tidligere er set – så man har skulle designe dækkene til at komplementere de nye brede fælge. Derudover har man set at der er øget fokus på både aerodynamik og hastighed ifm. gravel races, så det her med „bare‟ at tage produkter vi kender fra landevejscyklen og forstærke dem til gravelbrug, er efterhånden fortid. Nu skal produkterne i stedet designes og udvikles specifikt til gravelbrug.
- XPLR Slick: 40mm, 455 gram pr. dæk. Slick er velegnet til hårdtpakket grus og tørre forhold, glat i midten og sideknopper der giver greb i sving.
- XPLR Inter: 45mm, 525 gram pr. dæk. Inter er velegnet til brug på blandet underlag, dog gør det sig bedst under tørre forhold, løst underlag er dog intet problem da de mange mindre knopper sikrer et godt greb generelt.
- Læs hele historien omkring Goodyear’s XPLR-serie
Udvalgte specifikationer
- 45mm
- 525 gram (Oplyst – kontrolvejet til 529 gram)
- M:Wall beskyttelse i sidevæggene
- Dynamic:UHP tread compound

Dækkets opbygning
XPLR Inter er udstyret med vinklede og lidt større sideknopper for godt greb i sving og meget løst underlag, men en række mindre knopper og en midterstribe med forskellige tætsiddende knopper sikrer en (forholdsvis) lav rullemodstand, men stadig med godt greb i underlaget.


Dækket er med beskyttelse i sidevæggene og lavet med Goodyear’s Dynamic:UHP compound og 120 TPI for et forholdsvis fleksibelt dæk.
Som nævnt indledningsvis, så er dækket udviklet og designet til brug med Zipp’s nye 303 XPLR-serie, hvorfor det ifølge Goodyear kun kan/bør bruges med disse fælge – jeg vil antage det skyldes dækket er udviklet til den ekstra brede fælg.

Idéen med den brede og dybe fælg er at dækket går helt ud til fælgkanten, det giver en bedre aerodynamisk profil, samtidig med det større luftkammer giver mulighed for at køre lavere dæktryk, uden at risikere en fælg. Det lavere dæktryk gør at vibrationer og stød er mindre tydelige og samlet skulle det gerne betyde mindre træthed og mere „smooth‟ køreoplevelse på ujævnt underlag.
I praksis
Goodyear har lavet en kalkulator der giver dig et udgangspunkt ift. dæktryk, og jeg har brugt deres anbefaling i testperioden. Anbefalingen til mig var 1,6 bar for og 1,7 bar bag – normalt foretrækker jeg omkring 1,8-2,0 bar afhængigt af dækbredde og underlag, så det virkede lavt – omvendt har du en meget bredere fælg og dermed større luftkammer totalt.
Jeg har de sidste måneder kørt mange længere ture med Goodyear XPLR Inter og lad mig sige med det samme at det rulle virkelig godt – det æder alt hvad jeg har serveret for det, råt – og med virkelig godt komfort. Jeg havde frygtet at 45mm ville være både svampet og langsomt, særligt med så „lavt‟ dæktryk, men dækket føles fast, sidevæggene ligeså så man kan tage skarpe svinge uden at følge det er ustabilt. Det ruller hurtigt på både asfalt og særligt på grus hvor man både får glæde af mønstret der sikrer greb, men også den brede profil og lave dæktryk der gør at underlaget absorberes i meget høj grad – så man kan koncentere sig om at træde! Det gør komforten super god – også de på lange og udmattende ture.
I testperioden har jeg kørt ca. 1000 km. på dækkene og i den periode har jeg måtte lappe dækkene med 2 plugs og haft en del mindre cuts som heldigvis er blevet lukket af væsken – dog er jeg også kommet hjem med en del mindre cuts som fortsat „boblede‟ med væske. Jeg synes det vidner om et dæk der ikke er specielt punkteringsresistens eller også har jeg været ekstremt uheldig – det skal nævnes at jeg har brugt Muc-Off No Puncture Road & Gravel Tubeless Sealant og ikke Orange Seal sealant – som jeg ellers personligt foretrækker, så væsken kan også spille ind!
Konklusion
Har man købt sig et par af de nye 303 XPLR fælge fra Zipp, så er Goodyear’s XLPR-serie helt oplagt, da de er designet og udviklet til netop disse ekstra brede fælge.
Goodyear XPLR Inter er det „grove‟ dæk i serien og dækket der nok vil passe de fleste til brug året rundt. Det har et „semi-groft‟ mønster med gode sideknopper som giver både greb og god hastighed, både på gruset men også på asfaltstykkerne. Dækket ruller virkelig godt og den brede profil æder underlaget og mindske vibrationer og dermed trætheden.
Desværre har jeg oplevet nogle flere punkteringer og cuts end jeg er vant til i testperioden, så punkteringsresistensen er jeg ærlig talt i tvivl om – her er jeg i hvert fald ikke specielt imponeret, særligt ikke når man skeler til prisen på dækket.
Pris og tilgængelighed
Vejledende pris: 549,-