I skrivende stund, med dagstemperaturer på knap 20 grader, virker det tosset at skrive om sko-overtræk, men det danske vejr er lunefuldt og skoovertræk er derfor relevante året rundt.
Skoovertræk fås i mange forskellige udførsler, alt efter brugen – nogle er foret og tykke, for både at holde fødderne tørre, men også varme . Andre er tyndere og beskytter kun mod vind og vejr og så er der endda en type der blot sikre en bedre aerodynamik.
Design og funktioner
Danske GripGrab har et ret omfattende sortiment af skoovertræk til al slags vejr og vi har også tidligere testet en lang række af Deres produkter.
Hammerhead er primært rettet mod efterår og vinterbrug, i temperaturer fra -5 til 5 grader. Når det så er sagt, så er der stor forskel på hvor nemt folk fryser fødder og tæer, hvorfor nogle vil finde dem velegnet også ved lavere og andre ved højere temperaturer. Jeg har testet dem i temperaturer omkring et par plusgrader, samt lige under frysepunktet.
GripGrab Hammerhead er udført i såkaldt coated neopren, i praksis betyder det at overtrækket har en mere glat og blank overflade, så overtrækket virker mere modstandsdygtig overfor skidt, snavs og nedbør for den sags skyld – det meste preller af. Neoprenen er 3 mm tyk, så der er tale om et forholdsvis kraftigt og tykt skoovertræk, hvilket giver en høj grad af isolering – samtidig med de giver beskyttelse mod eksempelvis nedbør. Samlingerne er derudover svejsede og tapede, for at sikre de er 100% vandtætte.
Selve skoovertrækket er sort, med en Hammerhaj påtrykt og naturligvis GripGrab logo og navn, begge i reflekterende materiale. På bagsiden er en kraftig YKK lynlås og under bunden er velcro i miden til at holde det fast omkring skoen. Foran er udskæring til klamper og skoovertrækket er kompatibel med både SPD og SPD-SL for at nævne nogle af de mest gænge klamper. Bagerst er ligeledes plads til hælen, uanset om det er landevejs eller MTB sko.
Ved hælen, samt ved snuden – er skoovertrækket forstærket med kevlar, da det ganske enkelt er her det er udsat for den største påvirkning og sliddet er størst. Har man haft et par skoovertræk, der er blevet brugt jævnligt til MTB kørsel hvor man sjældent helt kan undgå at komme ned og gå lidt, så kender man vigtigheden af denne forstærkning! Uden forstærket hæl og snude, holder de typisk ikke ret længe, syningerne går op og materialet er hurtigt slidt igennem.
Det faktum at overtrækket er forholdsvis kraftigt, betyder også at det er lidt strammere at trække på, end et tyndt og let skoovertræk. Det er dog stadig muligt at trække på sko med både velcro-lukning, boa-lukning og klik-spænder. For at finde den rigtig størrelse, har GripGrab en fremragende størrelsesguide på Deres website (Tryk på fanen størrelsesguide)
I praksis gør skoovertrækket det rigtig fint – det holder vind og vejr ude, fødder og tæer er lune og tørre og skoene nogenlunde rene, i hvert fald der hvor overtrækket dækker, samtidig kan fødderne stadig ånde igennem overtrækket, så man ikke bare ender med gennemblødte fødder. Det er lidt stramt at trække over sko med klikspænde, men til gengæld bliver det på plads og har sjældent tendens til at glide op over snuden, forudsat man har valgt en tætsiddende pasform (Se størresesguiden) Til MTB brug er dette et kæmpe plus, for mange andre skoovertræk glider nemt op over snuden så snart man er nede og gå med dem på, hvilket skaber unødvendigt slid og irritation, da man skal hive dem ned igen.
Konklusion
Jeg har har testet GripGrab Hammerhead gennem vinteren og det tidlige forår og det har givet en glimrende beskyttelse mod vind og vejr på de våde dage, samtidig med at fødderne er holdt lune takket være det tykke og isolerende neopren-materiale som skoovertrækket er udført i.
Den glatte overflade gør at man skal vaske eller rengøre den knap så ofte – om det så er pænt eller ej, må være op til den enkelte at vurdere.
At de samtidig er udstyret med en kraftig YKK lynlås, der er nemt at betjene – selv med handsker på, er samme med de andre fine detaljer såsom kevlar forstærkning af hæl og snude, med til at fuldende det samlede indtryk.
GripGrab’s skoovertræk er ikke blandt de billigste, til gengæld er det designet i Danmark, der er tænkt over næsten alle detaljer og så er kvaliteten og dermed funktionaliteten altså også bare i top.
GripGrab Hammerhead er rettet mod de kolde måneder og GripGrab kalder det selv for et “vinter skoovertræk”, men med det lunefulde danske vejr er det vel nærmest et all-round skoovertræk.
Søger man et godt skoovertræk, der isolerer og holder vind og vejr ude – af udsøgt kvalitet og et ganske smart design, så er GripGrab Hammerhead så afgjort et godt bud!
Pris og tilgængelighed
Vejledende pris: 399,-
Læs mere om GripGrab Hammerhead
- Køb GripGrab Orca online hos Cykelpartner.dk eller find lokal forhandler af GripGrab Hammerhead.