Test: GripGrab Ride Thermal LS Baselayer

Danske GripGrab har baselayers til enhver situation og Ride Thermal er én af deres løsninger til vinterhalvåret. Vi har testet den henover efteråret og vinteren.

Design og detaljer

Ride Thermal er lavet med materiale i et “2-lags” design, ét materiale til isolering og ét for at at sikre åndbarheden. Vender man vrangen ud på baselayeren kan man også se at den indvendigt er med mesh. Baselayeren har en fin tykkelse og materialet der er en kombination af 50% polyester og 50% polypropylen føles blødt og lækkert.

Overalt er brugt flade syninger for at minimere evt. irritation og ved livet og ærmerne er blot opbuk istedet for elastikkant. Det fungerer dog rigtig fint, da materialet kan strækkes ganske meget.

Materialet har fået Polygiene behandling, en behandling der gør at materialet ikke optager lugt og bakterier – i praksis betyder det så også at du faktisk ikke behøver vaske den så ofte, så du kan spare både miljøet og pengepungen. Det lyder jo alt sammen meget godt – men det virker rent faktisk, også efter mere end 20 vaske.

Materialet er lavet således at fugt og sved transporteres væk fra kroppen, så den holdes tør – men stadig giver en fornuftig beskyttelse mod vind og vejr med 2-lags opbygningen.

Ride Thermal fås i 3 farver: sort, blå og hvid og fra str. XS til XXL.

Komfort og pasform

Som nævnt indledningsvis, så har jeg testet denne baselayer igennem efteråret og vinteren og den har været med både på landevejen og i skoven på gravelcyklen. Temperaturmæssigt har det svinget fra -5 -> 10 grader og den har været med ude i al slags vejr, naturligvis med ét eller flere lag over.

Pasformen er rimelig tæt, men ikke helt “skin-tight” i den testede str. S til mine 65 kg. på 175 cm. Jeg synes dog pasformen er tilpas tæt og baselayeren sidder helt perfekt på mig.

Materialet med denne 2-lags opbygning fungerer rigtig godt, man får en god beskyttelse mod elementerne, men det er stadig nemt at komme af med varmen, hvilket i praksis betyder at man kommer med med en overkrop der er lun og dejlig tør – selvom man måske har kørt intervaller og givet den godt med gas, det er imponerende! Der er ingen vindstopper i materialet, så er vinden stærk, vil jeg nok anbefale at man overvejer en model med vindstop foran, hvis ikke det er i det yderste lag.

Polygiene behandlingen kender jeg fra andre af deres produkter og man må bare sige at det fungerer imponerende godt, selvom jeg nu altså stadig (som udgangspunkt) smider mine baselayers til vask efter brug. De får slet ikke den trælse svedlugt som mange kunstmaterialer har tendens til og det betyder at hvis man eksempelvis pendler til/fra arbejde behøver man ikke trække i en “sur” baselayer når man skal hjem igen. Samtidig kan du faktisk blot lade den lufttørre og så er den klar til næste tur – uden en træls svedlugt og ophobning af bakterier!

Konklusion

GripGrab’s baselayers er ikke de billigste på markedet, men de er afgjort blandt de mest lækre. Ride Thermal er ingen undtagelse, for her får man en baselayer i super lækker kvalitet, med glimrende beskyttelse mod vind og vejr, også på de rigtig kolde dage. Pasformen er rigtig god og med polygiene behandlingen slipper man for træls svedlugt, også hvis man “glemmer” at vaske den mellem turene!

Ride Thermal er samlet set en rigtig lækker baselayer der ikke kun kan bruges til cykling, men også andre sportsgrene.

Pris og tilgængelighed

Funktionalitet 9
Komfort 9
Pasform 10
Design 8
Pris 7
8.6
Tags fra indlægget
,
Mere fra Noel Juul Christensen
MagicShine MJ-872 Praktisk test
En kort gennemgang og praktisk test af MagicShine MJ-872, en LED forlygte på...
Læs mere
Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.