Vi har testet et par cykelhandsker til kvinder fra GripGrab, som efter sigende skulle passe perfekt til det danske vejr med megen blæst og regn. Så er du på jagt efter et par gode lange handsker, som du kan bruge i det danske gråvejr, så læs med her.
Design og funktionalitet
Noget af det det, der kendetegner cykelhandsker fra GripGrab allermest, er det flotte stilrene og enkle design på handskerne, og her er Women’s Hurricane ingen undtagelse. Handskerne har et flot design med grå og sorte nuancer. På indersiden af handsken er GripGrabs logo og slogan printet i hvid silikone, som er med til at sikre et godt greb om styret, selv i vådt vejr. Desuden gør det også, at handsken kan anvendes på touchscreen uden problemer.
Cykelhandskerne er lavet i 90% polyester og 10% polyamid,og stoffet er meget glat og vandafvisende, hvilket har vist sig som en kæmpe fordel i testperioden, som har budt på masser af regn. Women’s Hurricane er altså handsker, som du roligt kan tage på i regnvejr uden at frygte, at dine hænder ender med at få forfrysninger på cykelturen. Cykelhandskerne er blevet testet i temperaturer mellem 0 til 15 grader, og her har det vist sig, at de ved grader tæt på frysepunktet bliver for kølige. Dette skyldes, at handskerne er lavet i et ret tyndt stof, som giver en god føling og kontrol over cyklen, men som ikke er så isolerende, som eksempelvis en vinterhandske. De er efter min mening altså helt perfekte til det våde danske forår- og efterårsvejr, og GripGrab selv anbefaler, at de bruges ved temperaturer på 5-15 grader.
I forhold til pasformen er det vigtigt at nævne, at denne handske er ret lille i størrelsen, og jeg har derfor testet dem i en størrelse større end normalt, hvilket jeg helt sikkert vil anbefale, at man gør. Women’s Hurricane har en lukning, der kun er en smule elastisk, og den sidder derfor helt tæt om håndledet. Dette gør også, at den efter en hård og svedig cykeltur kan kræve lidt kræfter at få af igen. Dette skal man lige have med i overvejelserne, når man vælger størrelsen.
Women’s Hurricane fra GripGrab befinder sig prismæssigt i den dyrere ende, hvor der er tænkt over design, komfort og kvalitet. Dermed sagt, at du får en rigtig god handske for pengene, hvor du ikke behøver at gå på kompromis med noget.
Konklusion
GripGrabs Women’s Hurricane handsker er for dig, som hverken vil gå på kompromis med komfort, design eller kvalitet. Handskerne er helt perfekte til det våde og blæsende danske cykelvejr, hvor du er sikret tørre hænder samt et godt greb. Vi anbefaler, at handskerne købes i en størrelse større end normalt, da de er ret små i størrelsen.
Pris og tilgængelighed
Vejledende pris: 379,-